BishBusch solodebuterer med autotunede folk-vignetter
Søren Buschmann Friis er velsagtens stadig bedst kendt for sin tid som forsanger i popduoen Franske Piger, der i 2017 markerede sig med ep’en ‘EP’. Det endte dog med at blive Vellness Plader-duoens eneste udgivelse, og Buschmann Friis solodebuterer i stedet nu med et selvbetitlet album under aliasset BishBusch.
Lyden på ‘BishBusch’ er meget ejendommelig. Det mest centrale instrument er en folksy akustisk guitar, mens Friis’ vokal er svøbt ind i autotune og sonisk kanaliserer Lil Yachty, alt imens han leverer følsom, underfundig og dansksproget lyrik.
Det er ikke første gang, nogen udforsker denne sammensætning – ligeledes danske First Flush har gjort meget af det samme. Men BishBusch har alligevel en del spændende krydderier, der giver albummet sit eget liv.
Noget af det mest imponerende ved albummet er, hvor elegant man bliver lukket ind i BishBuschs legesyge univers. Åbningsnummeret ‘Udekat’ har så diskret autotune, at man knap nok bemærker det, og når vokalen første gang dukker op, er instrumentationen så sparsom, og melodien så enkel, at man hurtigt får en fornemmelse for, hvad der foregår. Samtidig begynder små, sære lyde at dukke op længere tilbage i lydbilledet.
Melodien er måske lige lovlig simpel i forhold til, at den ganske sløve komposition kører i over seks minutter. Men nummeret er stadig en effektiv introduktion til et værk, hvor glitchede synths, brusende blæsere, støjende dissonanser og rustikke strygere drypper ind og ud af lydbilledet hele tiden.
Til trods for disse mange eksperimentelle tiltag er det som regel lyrikken og melodierne, der er i centrum. BishBuschs stemme er altid tydelig i mixet, og kun sjældent gør autotunen det svært at høre, hvad der helt præcis bliver sunget. ‘BishBusch’ er først og fremmest et singer/songwrter-album, og de mange uortodokse lyde har derfor som hovedformål at assistere teksternes ubekvemme stemninger.
Det klareste eksempel herpå er ‘Tatovør’. Hver linje i sangens første formled handler om tidligere erfaringer med smerte, og de synges med yderste nervøsitet, mens en elektrisk bluesguitar går amok i baggrunden, gradvist mere og mere ude af trit med den centrale melodi – som om traumerne hober sig op og bliver ukontrollerbare.
Betynget af denne smerte trygler fortælleren sin tatovør om at få at vide, at intet vil gøre ondt – han får aldrig et svar, men i stedet bevidner publikum et dejligt støjende instrumentalstykke, der lader til at få hans værste frygt til at gå i opfyldelse. Små elektroniske brum efterligner endda lyden og rytmen af at blive tatoveret. Det er et smukt eksempel på, at musik og lyrik går op i en højere enhed.
Det er dog ikke altid, at ‘BishBusch’ rammer plet. ‘Molly’ er en tænksom sang, der bruger en historie om en venindes hund til at illustrere hverdagens små problematikker, mens den søde hund udgør en søgen efter tryghed.
Det er som sådan en god idé, især oven på en række sange, hvor død og smerte fylder en del. Men når så lille en fortælling understøttes af følsom violin og drømmende korvokaler, føles det lyriske indhold desværre en kende banalt. ‘Udekat’ har nogenlunde samme resultat ved gentagne gennemlytninger.
Det er lidt en hårfin grænse, BishBusch opererer inden for, for en af albummets største kvaliteter er, hvordan de sære lyde kan give hverdagens helt konkrete oplevelser lidt ekstra vægt.
Det kan være noget så småt, men alligevel angstprovokerende som at pisse blod på et institutionstoilet (‘Institution’) eller at blive tatoveret, og det kan være noget så tungt, som at ens kærestes far dør. Når disse vignetter skildres med succes, er BishBuschs avantgardistiske autotune-folk en fascinerende indpakning.
Kort sagt:
Søren Buschmann Friis solodebuterer med en aparte blanding af autotune og folk, krydret med en masse legesyge lyde. Hans skildringer af hverdagen kan til tider føles banale, men når resultatet er bedst, er det fremragende.