Marshall Cecils emo-klingende synthpop er dynamisk og dybtfølt

4 6
Marshall Cecils emo-klingende synthpop er dynamisk og dybtfølt
Marshall Cecil.

Da Daniel Abrahams alternative popprojekt debuterede i 2017, fandt jeg det øjeblikkeligt tiltalende. Marshall Cecil havde gang i en masse spændende lyde, og det virkede som om, de var mere interesserede i at kommunikere tænksomme stemninger, end de var i klassiske pophooks.

Omvendt var det meget svært at definere deres spraglede blanding af pop, elektronisk, singer/songwriter, indie og hiphop. Jeg frygtede et ufokuseret album, der nærmest ville blive for nysgerrigt til sit eget bedste.

Den frygt blev dog manet til jorden, så snart jeg hørte debutalbummet ‘Going Up / Going Down’ for første gang.

Fra åbningsnummeret ‘Uhhh’ slår de fast – uden nogen genrekrydsende ekskursioner – hvad albummets fundament er. Efter en stille opbygning med nogle skæve elektroniske trommer og blide synthesizers, går en emotionel Daniel Abraham i gang med at synge en melodi og tekst, der er som snydt ud af den mere indadvendte ende af 90’ernes emorock.

Den mest åbenlyse parallel til denne blanding af imødekommende popmusik og emo-klingende vokalmelodier ville nok være The 1975. Men hvor The 1975 stort set altid har guitaren centralt i deres musik, er synthesizeren den dominerende lyd i Marshall Cecils univers.

De mere elektroniske klangflader giver bandet mulighed for at lege med særligt Abrahams stemme på en række unikke måder. Han benytter sig i løbet af albummet af en række filtre, der ændrer på vokalens tekstur eller pitch.

Hvor det i et mere rocket udtryk givetvis ville virke gimmicky eller påtaget, føles det som det mest naturlige i verden, når ekkoeffekter omsvøber Abrahams stemme på titelnummeret, eller når den bliver forvrænget på ‘Soliloquy (Wouldn’t Feel Alone)’.

Det er nærmest som om, vokalen til tider går i ét med musikken. Når Abrahams stemme får så mange måder at udtrykke sig på, skaber det et dynamisk album, der hele tiden har nye måder at få grebet mig som lytter.

Hvor lyden kan være berigende, er teksterne dog knap så fængslende. Andet vers på ‘All In’ handler eksempelvis om fortællerens problemer med at få rejsning. Det er selvfølgelig en problematik, der rent faktisk plager mange mænds opfattelse af dem selv og deres maskulinitet – men Abrahams udførsel er ikke videre interessant. Når linjen »I used to think that a big penis was all that was true« tillægges noget af albummets mest grandiose instrumentation, bliver det lettere ufrivilligt komisk.

‘Pale Blue Dot’ er en sang om, at jorden blot er et lillebitte punkt i det store univers – en observation, der er blevet vendt mange gange før, og som gruppen ikke rigtig har noget nyt at bidrage til.

Og alligevel – til tider er der også glimt af skønhed i lyrikken. ‘Beautiful World’ er en finurlig sang, hvor fortællinger om verdens uretfærdighed og ødelæggelse bliver sat op mod et omkvæd, der ganske ironisk referer til verden som »the most beautiful, beautiful world«. Poetiske linjer som »wonder if the bassline can hear me screaming« suger mig også ind i Marshall Cecils følsomme univers.

Hvis tekstuniverset kunne holde et mere konsekvent kvalitetsniveau, ville ‘Going Up / Going Down’ formentlig være i stand til at kreere stunder, man sent ville glemme – men som det står nu, er der dog ikke helt nok substans til, at det bider ordentligt fat.


Kort sagt:
Marshall Cecils emo-klingende synthpop er både dybfølt og dynamisk – men tekstuniverset kunne godt tåle at blive skærpet lidt.

Marshall Cecil. 'Going Up / Going Down'. Album. Heady.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af