Michael Williams er efterhånden en halverfaren herre, men det seneste års tid har det føltes som om, rapperen har skruet op for seriøsiteten med en række stærke singler i form af ‘Hygger mig’, ‘Shooter’ og senest ‘Nino’ fra februar.
Når man ser Michael Williams, ligner han en rapper, der har hele pakken. Og visuelt har han hele vejen igennem skilt sig ud, blandt andet med velproducerede videoer, der ofte har koncepter, der rækker ud over tekstuniverset. Se bare musikvideoen til ’Gas’, hvor han drugger et kontor fyldt af stive jakkesæt og får dem til at gå amok på hashbrownies.
Helt så veludført har det nu ikke altid været for Williams, der faktisk startede med at rappe helt for sjov for at promovere sig selv til en prisuddeling på sit gymnasium. Senere udgav han to mixtapes i 2016, ’Kanin på lean’ og ’Guide til trap’, og siden da har den stået på en mere eller mindre lind strøm af singler.
Da Williams sidste år var forbi Standard – Soundvenues hiphop-podcast, forklarede han, at han i starten af karrieren ofte blev kaldt for den danske Lil Pump. Det ændrede sig, da han sidste år lagde sit vers på sommerbangeren ’Lil ting’ – nu lød han ifølge kommentarerne mere som en dansk Tyga.
Men hvem ville egentlig være den største kompliment at blive sammenlignet med?
»Den sorte Kim Larsen«, svarede Michael Williams med sit karakteristiske kække smil, da han for nyligt kiggede forbi Soundvenue-kontoret til en snak om det, der for os udefra ligner et øget fokus på at få karrieren op at flyve.
Det virker til, at du i løbet af det seneste års tid har besluttet dig for at tage musikken mere seriøst – hvilke tanker ligger bag det?
»Jeg tror, det er sket meget naturligt, men i mine øjne har jeg taget det alvorlig lige siden ’Gas’ (fra november, 2018, red.). Jeg er blevet bedre til at udtrykke mig, og nu er vi nået til det punkt, hvor folk har kunnet mærke, at jeg er blevet bedre og tager det mere seriøst – men sådan har det hele tiden været«.
Hvad har du tænkt dig at gøre for at slå bredt igennem?
»Jeg har ikke tænkt mig at gøre så meget. Jeg har tænkt mig at gøre min ting, og hvis det sker, så sker det. Jeg vil altid blive bedre til at rappe, men hvis det ikke bliver større end det her, så er det stadigvæk luksus. Men hvis jeg kan blive ved med at rykke mig, hver gang jeg laver et track, så må det være det, der gør, at jeg får et gennembrud. Jeg kommer i hvert fald ikke til at sælge min sjæl for det«.
Det virker til at du er inspireret af mange amerikanske hiphopstrømninger. Er Danmark bagud på det punkt?
»Ja, men ikke i forhold til, hvordan Danmark normalt er bagud. For med alle genrer i Danmark går der alligevel tre år, før de fanger den. Jeg vidste i 2015, at trap ville være det største inden for de næste tre-fire år. Danmark er altid tre-fire år bagud, men jeg føler, vi er nogenlunde med nu, bare endnu ikke helt på den type trap, jeg laver. Drill er det næste, og jeg har faktisk allerede lavet et track i den stil. Det er også noget, der translater godt til det, jeg laver«.
Er der ikke en fare for at komme til at lægge under for, hvad der rykker i USA?
»I starten var jeg ret ligeglad med, at folk sagde ’du laver bare dansk trap’, for det er jo klart, at jeg laver dansk trap, når det er det, jeg godt kan lide at høre – hvad skulle jeg ellers lave, jazz? Jeg tager jo ikke en eller andens stil og gør det, ligesom de ville gøre det. Jeg går ud fra, hvordan jeg naturligt laver et track, så det altid bliver mit track og ikke Lil Baby eller Playboi Carti på dansk. Meget af det, som går igennem mine tekster, er, at det er lidt humoristisk. Det er seriøst, men det kan også godt være meget humoristisk. ’Den sorte Tarantino’ er der ikke nogen, der ville sige«.
Hvordan arbejder du for at gøre lyden til din helt egen?
»Der er mange faktorer, der spiller ind, når man laver sin lyd. Der er tit, hvor jeg kommer til Rob og Jenne (producerne bag ’Nino’ og ’Hygger mig’, red.) med et track, som jeg har hørt meget, og så siger jeg, at jeg godt vil have denne her type beat. Først laver de det i deres stil, og så kommer jeg med min lyd. Med for eksempel’Nino’ sagde jeg, at jeg gerne ville have sådan et Tyga-type beat, men det skal også være Shoreline Mafia, west coast bouncy-agtigt, så allerede der er der to forskellige inspirationer«.
Når du står til nytårsaften, fem minutter før klokken slår 2021, hvad skal så være sket, for at du står med en god mavefornemmelse?
»Jeg kommer til at være sådan ’I did good’, hvis jeg dropper en del tracks i år og er mere consistent. Vi skyder efter mere end fem. Hvis jeg også kan spille nogle af de steder, jeg spillede sidste år, som Roskilde og Smukfest, og hvis jeg har hygget mig med musikken, så er jeg tilfreds«.