The 1975 har lavet årets mest polariserende album: »Jeg elsker at se så splittede reaktioner«

Briternes ’Notes on a Conditional Form’ er et spraglet værk, der splitter både anmeldere og fans. Men hvordan forholder forsanger Matty Healy sig til at være i orkanens øje?
The 1975 har lavet årets mest polariserende album: »Jeg elsker at se så splittede reaktioner«
The 1975.

The 1975’s bandnavn er så misvisende, som noget kan være. Det antyder, at deres musik vil føre dig 45 år tilbage i tiden, men med deres fjerde album, ‘Notes on a Conditional Form’, har de skabt et værk, der som få andre indkapsler den verden, vi lever i lige nu.

Det er et udgivelse, der har splittet fans og anmeldere som få andre album, jeg kan komme i tanker om. Mange kalder det et makværk, et roderi, en usammenhængende bunke halvhjertede genreeksperimenter. Andre kalder det et vitalt mesterværk, der cementerer, at der ikke er noget, der er umuligt for gruppen, alt imens de eminent portrætterer vor tids problemstillinger.

Jeg falder personligt i sidstnævnte kategori, hvorfor jeg da også endte med at give ‘Notes’ en sjælden topkarakter, da jeg anmeldte albummet i sidste uge. Men bandets forsanger, frontskikkelse og musikalske arkitekt, Matty Healy, har altså ikke noget problem med, at der er andre, der ikke er lige så henrykte.

»Jeg elsker virkelig at se det (albummet, red.) få så splittede reaktioner for tiden. Nogen giver det topkarakter, og medier, der har været med os siden begyndelsen, giver det pludselig middelkarrakter eller endda en lav karakter. Folk synes enten, at det er pragtfuldt og bliver bedre for hver gennemlytning, eller også synes de, at det ingen retning har. Og for at være ærlig, synes jeg, at de allesammen har ret«, fortæller Healy, da jeg fanger ham over telefonen.

Albummets retningsløse – eller varierede, for at være lidt flinkere – natur hænger direkte sammen med Healys filosofi om, hvordan han producerer kunst: »Jeg siger altid, at vi skaber på samme måde, som vi forbruger. Når mit band bevæger sig igennem så mange genrer, er det fordi vi lytter til så meget forskellig slags musik. Jeg sætter de samme regler for at skabe musik, som jeg har for, når jeg forbruger det; og jeg har aldrig haft nogen regler for mit forbrug«.

Matty Healy (Foto: Emma McIntyre/Getty Images).

Der er ifølge Healy ingen faste rammer for, hvad der kan agere inspirationskilde til en The 1975-sang: »Mange mennesker er dybt forelskede i bestemte slags musik – jeg er blot dybt forelsket i musik generelt«, fortæller han og fortsætter:

»Jeg skal bare synes, det er smukt, og så kan det komme alle vegne fra. Det kan være Throbbing Gristle, det kan være John Coltrane, det kan være Aphex Twin, det kan være gregoriansk kormusik – jeg er bare besat af musik«.

Matty Healys kunstneriske ambitioner

For hver udgivelse er The 1975’s univers blevet mere spraglet. På ‘Notes’ har stort set hver eneste sang en ny genre. Healy sigter dog ingenlunde efter, at bandet skal fortsætte sådan: »Det er gået op for mig, at det at lave plader som ‘Notes’ jo er det, jeg plejer at gøre – og jeg vil udfordre det, jeg plejer at gøre. Så at lave et fokuseret album på ti tracks a la ‘Spirit of Eden’ af Talk Talk eller ‘Hats’ af The Blue Nile, den idé elsker jeg. Det ville bare være en udfordring, for jeg har enormt svær ved at give min opmærksomhed til den samme ting i længere tid ad gangen«.

Som den ambitiøse kunstner, Healy er, kastede han i 2018 bandet ud i konceptalbummets besværlige kunstart. Det skete med det i mine øjne desværre noget ujævne værk ‘A Brief Inquiry Into Online Relationships’, hvis målsætning var at skildre de mange facetter af kommunikation over internettet. Når ‘Notes’ jo stikker i så mange forskellige retninger, var jeg naturligvis interesseret i at finde ud af, om det også var bundet sammen af et forenende koncept.

»Ja, det synes jeg. Albummet besidder den viden, at det indkapsler en tid, der allerede er svunden. En mere uskyldig tid, rent globalt«, fortæller Healy: »Jeg ønsker at være i stand til at sende det her album ud i rummet for at kunne give hvem end der måtte støde på det en idé om, hvad der sker i musikkens verden«.

Set med de briller på giver albummets konstante genrehop da også god mening. Det er selvsagt ikke i stand til at rumme alt, der sker i musik lige nu – end ikke størstedelen. Men det er en rigtig god destillation af en masse forskellige måder, musikere har udtrykt sig selv på i løbet af de seneste år.

Albumtitlen er endnu en vigtig del af, hvordan Healy udtrykker sig som kunstner: »Jeg fortalte i høj grad folk, hvad de skulle tænke om musikken, da jeg gav det foregående album titlen ‘A Brief Inquiry Into Online Relationships’. Jeg gav det en så fiks, konceptuel titel, der gav alle et framework, de kunne forankre deres fortolkninger i. Det her album har ikke noget lignende. Jeg har med vilje givet det den vageste titel, jeg kunne tænke mig til: ‘Notes on a Conditional Form’ – det betyder bogstaveligt talt ingenting. Så folk bliver ikke fortalt, hvad de skal tænke, og det finder jeg meget spændende«.

At have fingeren på pulsen

En af The 1975′ største styrker er, at de formår at være aktuelle ikke blot sonisk, men også tematisk. Jeg skrev for nylig en artikel, hvor jeg blandt andet skildrede deres eminente brug af memes, aktuelle samfundsstrømninger og skarpe samtidsobservationer.

Men prøver Healy bevidst at ramme tidsånden, eller kommer det bare til ham?

»Jeg tror, det er bevidst i den forstand, at jeg er besat af det nye – selv i mit personlige liv. Jeg tror, det også er en af årsagerne til, at jeg har været narkoman praktisk taget hele mit liv. For jeg vil bare ind i en ny værenstilstand. Jeg vil have nye oplevelser, jeg vil føle noget nyt hele tiden. De ting, der virkelig inspirerer mig, er dem, der gør mig en smule jaloux. Og de ting, der gør mig en smule jaloux, er dem, jeg ikke havde forventet«.

Healy har en ganske spøjs måde at italesætte sit talent for at beskrive sin samtid gennem musik: »Jeg føler, at nogle mennesker har en god sans for humor, ligesom nogle mennesker har en sans for humor. Folk med en god sans for humor er ikke nødvendigvis de sjoveste personer, men de bemærker humor på steder, hvor du ikke selv lægger mærke til det. Jeg forsøger altid at være fremme i skoene i forhold til det. Jeg sørger for altid at holde mig orienteret om, hvad der sker«.

Et af de mest ejendommelige, politisk eksplicitte øjeblikke på det nye album er åbningsnummeret ‘The 1975’, der også agerede førstesingle. Det er fem uafbrudte minutter af Greta Thunberg, der taler om klimaforandringer over ambient-instrumentation, efterfulgt af en afsluttende opfordring til oprør – noget, der på albummet desuden skaber en eminent overgang til det tunge, aggressive track ‘People’. Det er en meget vovet måde både at starte et album og et single-run, så jeg fik Healy til at dele nogle af tankerne bag dette valg:

»Vi starter altid vores album med den samme sang – ligesom hvordan en gammel Microsoft-computer eller en Sega-konsol altid starter med den samme jingle. Vi genopfinder den hele tiden for hvert album, vi udgiver, og vi endte i en samtale om, hvad der var den mest moderne udgave, vi kunne lave af den sang. Den samtale blev hurtigt: ‘Hvad er den mest moderne meddelelse?’, og derfra kom vores tanker ganske hurtigt over mod Greta«.

På den måde udviklede det sig fra blot at være endnu en genindspilning af deres eponyme intronummer til at blive en tale: »Vi jokede først om, at Greta skulle læse teksten til det sædvanlige intronummer op. Men derfra kom ideen om bare at lade Greta snakke. Vi har i bandet sendt Greta-videoer til hinanden og sagt: ‘Wow mand, hende her er fucking vild!’ – så hvorfor ikke spørge hende, om hun vil med på pladen og sige lige det, hun har lyst til? Så vi kom i kontakt med hende, og hun var helt med på den«.

Healy forklarer endvidere det noget mærkværdige valg at udgive denne sang som albummets første single: »Den oprindelige plan var, at ingen skulle have hørt nummeret, før albummet udkom. Så ville alle tænke: ‘Gad vide hvordan den nye udgave af intronummeret vil lyde?’ – og så ville folk tænde for den og tænke: ‘Fuck, det her er vanvittigt!’. Men efter vi indspillede det, tænkte jeg ‘mand, det her er ikke et statement til om ni måneder’. Forestil dig lige, hvis vi havde ventet til nu med at udgive det«.

Der er mange, der har det indtryk, at Matty Healy er en overprætentiøs hipstertype, der har høje tanker om sig selv. Det skal jeg ikke gøre mig klog på – jeg kender ham trods alt ikke – men det var i hvert fald ikke det, jeg følte i løbet af vores snak.

Derimod blev jeg mødt af en sjæl, der var både nysgerrig og fuldt ud i stand til at indrømme, hvad han har svært ved – noget der fornemt blev opsummeret, da han beskrev ‘Notes on a Conditional Form’ således: »Det her album er vores forsøg på at forstå, hvem vi er, og hvorfor vi er«.

Ikke et komplet portræt af verdenssituationen, ej heller en malerisk manifestation af alle verdens kvaler, men blot et forsøg på at forstå.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af