Signe fra Nelson Can om sexistisk sprogbrug i anmeldelser: »Det er altid okay at sige fra. Lad være med at gøre, som jeg gjorde«

Den 29. maj publicerede Gaffa et debatindlæg, hvor Lydmor kritiserer Ekstra Bladet og anmelder Thomas Treos sprogbrug over for kvinder. I første omgang rådede Signe SigneSigne fra Nelson Can sin kollega til at ’sove på’ kritikken, men hun er siden blevet meget klogere. Det fortæller hun om her.
Signe fra Nelson Can om sexistisk sprogbrug i anmeldelser: »Det er altid okay at sige fra. Lad være med at gøre, som jeg gjorde«
Signe SigneSigne i Pumpehuset. (Foto: Sebastian Buur)

KOMMENTAR. Da Jenny Rossander, også kendt som Lydmor, lidt tid før publiceringen i Gaffa sendte mig sit debatindlæg omhandlende sexistisk sprogbrug i musikanmeldelser hos Ekstra Bladet, manglede jeg den selvindsigt, jeg sidder med i dag.

For min første tanke var ikke ’JA! Hvor er det godt, du siger fra!’. Min første tanke var ’Åh, pas nu på dig selv!’.

Selvom jeg ønskede at bakke min ven og kollega Jenny op i at sige fra, var det altså ikke helt det, jeg gjorde. Det har jeg indset nu, og oplevelsen, tankeprocessen og den efterfølgende indsigt vil jeg gerne dele ærligt med jer her.

Med udgangspunkt i min egen følelse af magtesløshed i forhold til sexistisk sprogbrug over for kvindelige musikere, satte jeg spørgsmålstegn ved, om Jennys debatindlæg ville nytte noget. Jeg var desuden bange for, hvad Jenny risikerede at blive udsat for i form af latterliggørelse fra Ekstra Bladets side og hadefulde kommentarer fra en hær af selvudnævnte eksperter på internettet.

Det er et gennemgribende strukturelt problem, sagde jeg, og ’Thomas Treo er bare et symptom’. Jeg frygtede, at hendes opråb bare ville give Treo anledning til fremadrettet at drive en lige så uværdig hetz mod hende, som han har gjort mod eksempelvis Sanne Salomonsen og Medina. Derfor opfordrede jeg hende indirekte til at ignorere sagen om brugen af sexistisk sprog i Ekstra Bladets musikanmeldelser og spurgte sågar: ’Har du sovet på det?’.

Det er sådan noget, man siger for at få andre til at udskyde og nedtone deres følelser. Jeg ønskede at bakke Jenny op i at sige fra, men det var ikke helt det, jeg gjorde. I stedet foreslog jeg hende at tone ned og gjorde derved mig selv til en del af et problem, vi bliver nødt til at tale om.

Det er et problem, når Part A handler grænseoverskridende, for eksempel ved sexistisk sprogbrug, og Part B, som ønsker at sige fra, opfordres til at nedtone sin reaktion eller helt lade som ingenting.

Hånden på hjertet: Tror du, at det her kun handler om musikbranchen? Det gør jeg ikke.

Hvis kunsten er et spejl, vi holder op for os selv – både individuelt og samfundsmæssigt – sådan som Statens Kunstfond formulerer det, så er hvordan vi reagerer på kunsten det også. Hvis vi tillader nedladende og sexistisk sprogbrug som reaktion på kunst, siger det noget væsentligt om, hvad vi generelt tillader både os selv som individer og i vores samfund – og hvordan vi behandler folk, der prøver at sige fra over for det.

LAD VÆRE MED AT GIVE FOLK RÅD SOM ’BARE IGNORÉR DET’

I 2018 spillede mit band, Nelson Can, til P6 Beat Rocker i DR Koncerthuset. En koncertaften, som Thomas Treo anmeldte i Ekstra Bladet. Treos samlede indtryk af aftenen, hvor alle bands havde mindst ét kvindeligt medlem, var, at »underholdningen var kønnere end stærk«.

Om Nelson Can skrev han, at vi lagde ud med »tækkelig ynde«, og at vi høfligt slog tonen an »for fire timer med unge bands, der er mere optaget af æstetik end substans«. Om Velvet Volume skrev han, at de vist havde »brugt længere tid foran spejlet end på at skrive sange, og deres anstrengende attituder overdøvede evnerne«. Kommentarfeltet, som Ekstra Bladet lægger platform til, er yderligere et kapitel for sig.

Som musiker, som professionel, som person, har jeg ofte selv mødt velmenende råd som »bare ignorer det« fra kollegaer og venner, når jeg følte trangen til at sige fra over for sexistisk sprogbrug, og det samme gjorde sig gældende her. Jeg tog imod rådet, trak på smilebåndet og lod det fare. Men smilet falmer for hver gang, man læser om sig selv i sådan en tone. For der er ikke tale om enlige svaler, og det holder ikke op af, at vi bare ignorerer det eller underspiller betydningen af det.

Argumentet med, at man skal tage det med et gran salt, fordi Treo jo taler grimt om alle, er en tam afledningsmanøvre. Det gør det ikke okay. Det betyder bare, at der er mange ting at tage fat på i forhold til Treos sprogbrug og bidrag til kulturen. Nu er der blevet valgt én af tingene til at starte med, så lad os lige holde fokus på dét i et øjeblik.

Hvis vi ikke siger fra, når Thomas Treo bruger, og dermed legitimerer, nedladende og sexistisk sprogbrug, så tillader vi det – ikke bare på Nationen.dk, men i hele vores kultur og samfund. Både Thomas Treo og hans redaktør ved udmærket godt, hvad sproget gør og kan. Det er, ganske indlysende, dét, de lever af. Nogle frygter, at hvis man højlydt siger fra over for Ekstra Bladet, som Jenny gjorde, så får Ekstra Bladet endnu flere clicks og mere taletid. Jeg mener dog ikke, vi skal frygte, at hverken den ene eller den anden part får mere taletid, så længe det fordrer dialog.

Vi er nødt til at tale sammen, hvis vi skal gøre os forhåbninger om fremskridt. Og vi skal endelig ikke prøve at bremse nogen, der prøver at tage en svær samtale op. Vi skal bakke dem op.

Fremskridt og forandring starter som regel med os selv. Vi må kigge indad. Vi skal alle gøre, hvad vi kan, for at undgå at bidrage til en kultur, hvor man kan blive i tvivl, om det egentlig er okay at sige fra over for grænseoverskridende adfærd. Det er altid okay at sige fra.

Lad være med at gøre, som jeg gjorde. Lad være med at give folk råd som ’sov på det’ eller ’bare ignorer det’. Bak dem op i at sige fra. Jeg har lært meget de seneste uger omkring min egen rolle i det problem, jeg ønsker at sætte fokus på, og jeg vil aldrig mere opfordre nogen til bare at ignorere grænseoverskridende adfærd. Det er altid okay at sige fra, det er vigtigt at gøre det, når man kan – og det nytter! Det nytter især, hvis vi bakker hinanden op i det.

Stilhed er ikke en ordentlig måde at håndtere problemer i samfundet på, og jeg savner at høre fra pladeselskaber, musikfestivaler, koncertarrangører og lignende. Hvor står I i denne debat? Og hvordan bakker I jeres artister op i at sige fra over for grænseoverskridende, nedladende og sexistisk sprogbrug? 

Sexistisk sprogbrug i anmeldelser – og den kultur, det bygger på og bidrager til – vedkommer ikke bare de kunstnere, I arbejder med, og de koncerter, som I sætter op. Det vedkommer også jer. Brug jeres stemme. Speak up!

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af