Nelson Can sluttede på toppen med rørende og vidunderligt smittende afskedskoncert i Store Vega
Jeg er en følsom type. Hvis en koncert rører mig, kan jeg sagtens komme til at græde. Men jeg har aldrig før oplevet, at jeg begyndte at få tårer i øjnene allerede efter andet nummer. Men det var altså det, jeg oplevede, da en tydelig rørt Selina Gin bød velkommen til Nelson Cans afskedskoncert i et udsolgt Store Vega.
Der var ikke engang tale om sange fra den mere triste ende af Nelson Cans diskografi. Det var mere det at vide, at det her var enden, hvilket bandet da også gjorde opmærksom på et par gange i løbet af koncerten – og den viden blev ekstra svær at bære, fordi bandet leverede så god en optræden.
Jeg har svært ved at nævne noget dansk band – eller særlig mange bands i det hele taget – der i samme grad som Nelson Can kan prale af, at hvert eneste medlem er en gudsbenådet performer.
Selv hvis ens intuition fejlagtigt skulle være blot at holde øje med Selina, da hun trods alt er bandets forsanger og befandt sig i midten af scenen det meste af tiden, havde bandet et es i ærmet. Koncerten startede nemlig med, at de én efter én kom på scenen under en intro til nummeret ‘Madness’ – først trommeslager Maria Juntunen, efter noget tid bassist SigneSigneSigne, og slutteligt Selina.
På den måde var publikum på elegant vis tvunget til at bemærke, hvor fremragende de også er hver især. Uanset hvor jeg kiggede hen på ethvert givent tidspunkt, så jeg et Nelson Can-medlem, der levede sig så meget ind i musikken, at det var umuligt ikke selv at blive revet med.
I forhold til hvor meget deres sidste album, ‘So Long Desire‘, lyder som en skildring af uenigheder, fortrængte følelser og internt drama, var kemien og dynamikken mellem bandmedlemmerne unægtelig torsdag aften. Deres samspil var eminent: Bas, trommer og vokal gik op i en højere enhed.
Kærligheden mellem bandmedlemmerne var også vidunderligt smittende. Det gik lige i hjertet, da Signe og Selina kom til at grine midt under en linje på ‘Letting Go’ – og det var oprigtigt rørende, da Maria midt i sit trommespil af og til kiggede over på Selina under den skrøbelige ballade ‘Yeah, I Didn’t Think So’. Relativt sent i koncerten blev der sunget fødselsdagssang for Signe, der fyldte 29 – hun fik overleveret en buket, og da de efterfølgende spillede ‘Limelight’, kunne man tydeligt se, at hun var rørt.
Men som Selina sagde: Alt har en ende. Tak for alt, Nelson Can!
Kort sagt:
Nelson Can sluttede af på toppen med en fænomenal afskedskoncert i Store Vega. Deres smukke samspil og smittende energi gjorde koncerten til en rørende oplevelse af de helt store.