I midten af maj kom der to album samme dag fra to af Sveriges vigtigste rappere, der endnu engang indkapslede, hvorfor svensk rap er så speciel. Nemlig Lorentz’ ’Krig och fred’ og Yung Leans ’Starz’.
De to kunstnere er ret forskellige. Lean rapper på engelsk, Lorentz på svensk. Lean er indadvendt og dyster, Lorentz er udadvendt og ofte euforisk. Men i kernen har de to rappere mere til fælles, end de på overfladen er forskellige.
For begge kredser om kærlighed, følelser, relationer, stoffer og en vis længsel efter en ægte relation til et andet menneske. Og begges universer har en vis skinnende kvalitet; det er højtsvævende og exceptionelt velproduceret musik, der sigter mod stjernerne.
Dén lyd er nok startet af Yung Lean, der oprindeligt blev en verdenskendt stjerne med et lydbillede, der vel godt kan beskrives som skandinavisk.
Æstetikken er måske vokset ud af ting som start-10’ernes cloud rap, og den har senere fået moderne spejlinger i form af amerikansk emorap og Soundcloudrap. Men der er noget fundamentalt nordisk i de iskolde produktioner og fremmedgjorte vokaler – det lyder som en hostesaftsbuzz i de højeste fjelde.
Det er nok Yung Leans ’Diamonds’-video fra 2015 med den hyppige samarbejdspartner Thaiboy Digital, der bedst indkapsler æstetikken rent visuelt: Her går de to rappere rundt blandt sneklædte bjerge og besynger diamanter. Det er kølig, smuk isolation i høj opløsning. Istapper, kokain, krystaller, ædelstene.
Det er som om, at svensk rap – i hvert fald den del af scenen, denne artikel handler om – lever i det her kolde, skinnende univers afskåret fra resten af verden.
På det nye album ’Starz’ beskriver Yung Lean følelsen som »angel dust in the fairy world« på den fantastiske ’Dance In the Dark’. Det er nærmest et eget parallelunivers, hvor alt ligner normalen, men samtidig bare er fundamentalt anderledes.
»Pretend this dream will never end«, synger Lean på singlen ‘Boylife In EU’, og sådan har jeg det også lidt med hele rapperens univers: Det føles skrøbeligt – som en drøm, der kan forsvinde, hvis ikke man er forsigtig.
Arkitekterne bag store dele af Yung Leans lyd er producerne Yung Gud, Yung Sherman og nu især Whitearmor, der har stået bag størstedelen af de isnende produktioner på ’Starz’. De fortjener en stor del af æren for det univers, de har skabt rundt om Yung Leans persona.
Men miljøet er faktisk endnu større end det: Der er også andre rappere som Bladee, Ecco2k og Thaiboy Digital (der skulle have spillet på Roskilde i år), der har egne varianter af Leans signaturlyd. Især Ecco2ks album ’E’ fra slutningen af 2019 skaber en helt ny variant af udtrykket, fordi hans vokal er mere akut indtrængende end Leans ofte fremmedgjorte flows.
Lorentz’ musik kan også ses i konteksten af Leans skandinavisk-kølige æstetik, men han har noget mere eksplicit poppet over sig, der peger mod indflydelser som Drake. Især gennembrudsalbummet ’Kärlekslåtar’ fra 2014 kastede sig fuldt ind i favnen på popmusik.
Men på ’Krig och fred’ læner Lorentz sig mere ind i et koldere, mere eksperimenternede univers. Længslen og kærligheden er stadig central, men i stedet for boblende euforiske sange får vi numre som ’MCR’ og ’Lostboy’, der er som kærlighed i kold slow motion. Som om han forsøger at fastfryse følelsen i stedet for at kaste sig ud i den.
På ‘MCR’ rapper Lorentz om tordenvejr på himlen og lader sangen klinge ud med en episk outro, der kunne have kørt under slutningen af ’Ækte vare’-filmen. ‘Lostboy’ har også en lang slutpassage hvor svenskeren messer sangtitlen om og om igen.
Begge de sange er i øvrigt produceret (i hvert fald delvist) af rapperen selv – et tegn på, at han har fundet præcis den lyd, han vil have. Men ligesom hos Yung Lean er der også en række artister rundt om Lorentz, der laver exceptionelt spændende musik. Som eksempelvis Madi Banja (der gæster på den stærke ‘Inte För Oss’), som for alvor lader umiddelbare følelser spille den centrale rolle i sin musik.
Både ‘Starz’ og ‘Krig och fred’ viser således endnu engang, hvad der gør svensk rap så speciel. Begge album er perfekte eksempler på den specifikt svenske æstetik, der indkapsler en blanding af ensomhed, melankoli og kærlighed.
Samtidig skubber begge artister deres lyd endnu mere frem. Lorentz er som nævnt mindre poppet, hvilket har gjort hans musik mere kompleks og følelserne mere tvetydige. Yung Lean har derimod skåret meget autotune og produktion væk fra sin vokal. Hans ord og intentioner fremstår klare som aldrig før.
Begge artister lyder bedre end nogensinde før. Hvis svensk rap er sin egen galakse, er Yung Lean og Lorentz to af dens mest skinnende stjerner.