Efter flere års modgang er ‘klovnen’ Katy Perry glad igen
For nogle dage siden kunne Katy Perrys tredje album, ‘Teenage Dream’, fejre 10-års jubilæum – og den milepæl sætter virkelig hendes karriere i perspektiv.
For det første tidsmæssigt, men også fordi Perry har haft ti år til at skabe et album, der var ‘Teenage Dream’ ligeværdigt, men aldrig er lykkedes med det. Efterfølgeren ‘Prism’ fra 2013 havde godt nok hits som ‘Roar’ og ‘Dark Horse’, men ‘Witness’ fra 2017 var en virkelig underlig smeltedigel af numre, der aldrig rigtig fik succes. Er ‘Smile’ den værdige efterfølger, Katy Perry har forsøgt af lave i et årti?
Ikke helt – albummet når ikke ‘Teenage Dream’ til sokkeholderne, men det er et hæderligt forsøg, der om ikke andet viser en jordbunden og selvsikker Katy Perry.
På flere pressebilleder og ikke mindst i titelnummerets musikvideo er Katy Perry klædt ud som en klovn, og den tragikomiske figur er ret rammende for temaerne på ‘Smile’. Klovnen indkapsler de skyggesider, fiaskoer og fejltrin, Perry har måtte kæmpe med for at nå dertil, hvor hun er i dag. »Gotta say it’s really been a while / but now I got back that smile«, synger hun, og efter at have kæmpet med depression i flere år, lader Katy Perry til at være glad igen.
Faktisk på en sådan lidt overstadig måde, der nogle gange kan blive en lille smule trættende at være vidne til. Man får hurtigt en ‘get a room’-følelse, når Perry synger, at alt er fryd og gammen til sin udkårne (muligvis babyfather Orlando Bloom) på ‘Champaign Problems’ – og ligeledes kommer fortællingen om hårde, personlige forhindringer, der endelig er overvundet, hurtigt til at virke lide klichéfyldt på den spændstige ballade ‘Resilient’: »I know there’s gotta be rain, if I want the rainbows / I know the higher the climb, the harder the wind blows«.
Når det er sagt, får man nu mest lyst til at unde Katy Perry glæden. Til trods for, at ‘Smile’ ikke rigtig har en tydelig musikalsk rød tråd, så er der en ærlighed og oprigtighed, der gennemsyrer alle sangene.
Førstesinglen ‘Never Really Over’, den spændingsopbyggende ‘Daisies’ og de to afsluttende sange, ’Only Love’ og ‘What Makes A Woman’, er virkelig gode numre, og der er masser af nerve og nødvendighed i Perrys stemme og hendes levering af lyrikken.
Mellem de lidt klichéfyldte vendinger gemmer der sig også nogle ret fine, selverkendende tekstbidder som eksempelvis »Had a piece of humble pie / that ego check saved my life« på ‘Smile’. Derudover byder det 12 numre lange album på en håndfuld fyldnumre som ‘Cry About It’, ‘Teary Eyes’ og ’Tucked’, der ikke gør sig særligt bemærket, men som er helt fine popsange uden de store udsving.
Det var måske tarveligt at bruge ‘Teenage Dream’ som målestok for ‘Smile’, som jeg gjorde i begyndelsen af anmeldelsen og da jeg startede med at lytte til det nye album. Men jo flere gange, man lytter ‘Smile’ igennem, jo mere bliver det et album, der har sin egen tone, sin egen opløftende, omend lidt overilede stemning, og som faktisk i den grad har givet Katy Perry en retning tilbage efter det identitetsforvirrede ‘Witness’.
Kort sagt:
Selv om ‘Smile’ mangler en musikalsk rød tråd, er albummets 12 sange gennemsyret af ærlighed og oprigtighed.