Alicia Keys’ nye album er som et velmenende kram i en tid, hvor alt går af helvedes til

Alicia Keys’ nye album er som et velmenende kram i en tid, hvor alt går af helvedes til
Alicia Keys.

Alicia Keys er efterhånden ved at være en af de musikere, der har været i gang så længe, at det føles som om, hun altid har været her. Og vi skal da også helt tilbage til 2001, hvor debutsinglen ’Fallin’ var uundgåelig, for at finde arnestedet for den alsidige karriere, der nu foreløbigt har strakt sig over to årtier og syv album. Det seneste i rækken, ’Alicia’, bliver dog ifølge sangeren selv første gang, vi rent faktisk kommer på fornavn med hende.

Keys har selv udtalt, at den selvbetitlede plade er et personligt selvportræt, men som et sådant mangler det en del nuancer tekstligt, ligesom hun også ofte indtager forskellige perspektiver uden for sig selv i løbet af de 15 numre. Når hun så af og til synger om sig selv, foregår det mest via selvkærlighedsklichéer – som på ’Me x 7’, hvor linjen »It needs to be about me, me, me, me, me, me, me« vækker associationer til ’Sex and the City’-citatet: »I love you, but I love me more«.

Så er der alligevel mere at komme efter på lydsiden, der består af mestendels klassisk, afdæmpet r’n’b krydret med en singleegnet popbasker i ny og næ og så måske et par for mange soulede klaverballader mod slutningen.

Blandt højdepunkterne bør fremhæves den fløjlsbløde Miguel-duet ’Show Me Love’ og ditto ’So Done’ med besøg fra Khalid. Det er stemningsfuld og minimalistisk r’n’b anno 2020, som drager stærk inspiration fra navne som Solange og Frank Ocean, om end det ikke indeholder samme vedkommende politiske undertoner.

Som energimæssig kontrast hertil står ’Alicia’s to mest tydelige singler i form af den stortrommedrevne ’Love Looks Better’ og slagsangen ’Underdog’. Sidstnævnte er sågar blevet til i samarbejde med hitsmeden over dem alle, Ed Sheeran, der selvfølgelig også bidrager med sine klassiske loop-klap og subtilt »owa«-kor a la ’Shape of You’. Det er radioegnet, lommefilosofisk og ufarligt, men absolut tilforladeligt og samtidig en velkommen afveksling fra de tilbagelænede r’n’b-vibes, der ellers ville føles en kende monotone.

’Alicia’ skulle ligesom så mange andre album have været udgivet i foråret, men det blev udskudt af flere omgange grundet corona, og det har måske ikke været en hel dum beslutning. Albummet er nemlig ofte optimistisk og til tider decideret naivt i sin ellers prisværdige ophøjelse af kærlighed til både sig selv og andre som løsningen på alverdens problemer.

Som på ’Authors of Forever’, hvor Keys gentager »It’s allright« igen og igen – som et velmenende kram, der kan være svært at rumme i en tid, hvor alt går af helvedes til. Sådan forholder det sig også på den patosladede hyldest til det sundhedspersonale, der kæmper på coronakampens frontlinje, ’Good Job’, hvor de gode intentioner kammer over i en sjusket sang med særligt en virkelig spøjst autotunet frasering omkring to minutter og 47 sekunder inde.

Så fungerer oprigtigheden langt bedre på endnu en af de skrabede klaverballader i albummets sidste tredjedel, ’Perfect Way to Die’. Her får musikken tiltrængt modspil af en helt tydelig indignation og desperation over den mildest talt mangelfulde håndtering af de mange politimord på sorte i USA den seneste tid, og det klæder budskabet, at det ikke formidles så sort/hvidt som tangenterne på det klaver, der akkompagnerer Keys’ følelsesladede vokal.


Kort sagt:
På sit til tider naive, men dog velmenende syvende album lykkes Alicia Keys delvist med at kombinere tilbagelænet r’n’b og et par radioegnede hitsingler med soulede klaverballader.

Alicia Keys. 'Alicia'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af