Artigeardits nye ep har det meste – men føles også lidt som stilstand
Artigeardit er en produktiv herre.
Med det formidable ‘Idiot’ fra januar og den spritnye ep ‘ELEV4TORMUSIK’ tæller rapperens diskografi nu to fulde album, fire ep’er og i øvrigt et hav af individuelle singler. Og det høje tempo er fast, hvis ikke stigende.
Det er forfriskende konstant at få spyttet nye rapudgivelser i hovedet fra en branche, der ellers har været domineret af lange albumtørker og fokus på enkelte hits.
På den anden side er der også noget magisk i at gå og vente på en udgivelse, der virkelig er blevet kælet om, og som måske udfolder nye lyde og nuancer hos en kunstner.
Det skal slås fast, at den nye ep er klassisk Artigeardit – altså med et højt bundniveau, begavede tekster og gode produktioner. Men når man den seneste tid har hørt Artigeardit udstille en hidtil uhørt selvindsigt (hvilket siger meget i Ardits tekstunivers) på ‘Den værste’ eller krone sig selv som en ny popprins sammen med Medina på ‘I Nat’, virker ‘ELEV4TORMUSIK’ med sin mere traditionelle lyd lidt som et skridt tilbage, stilstand. Eller for at køre videre på elevator-metaforen; som ventemusik, mens vi ser frem mod noget større.
Måske er det et forsøg på at fastslå, at Artigeardit altså stadig er den samme rapper, han altid har været (og ikke helt har fortabt sig i diskolysets poppede skær). Men der er efterhånden nok klassisk Artigeardit at tage på i bagkataloget, og den nye ep virker derfor en tand overflødig.
Det kan virke urimeligt konstant at stille krav om fornyelse til en af de danske rappere, der eksperimenterer allermest med sin lyd. Men samtidig er der vel også rimelighed i at have høje forventninger til en af branchens allerdygtigste stjerneskud?
Selvfølgelig bringer Artigeardit også noget nyt til bordet; på den tunge ‘AUA’ læner Ardit sig tilbage i mørket og knækker sin stemme til et næsten Jamaika’sk niveau, når han tager sig et nyt mellemnavn: »Hva vil de, brormand, hva’ vil de / det’ Ardit ’Udsolgt’ Aliti«. Og den kappeklædte synthbas på ‘Superhelte’ dykker dybere end nogensinde før.
Herudover er forældre-flirten fra ‘Baby’ også et ubeskrevet blad. Men selv om »wavy/baby«-spillet både er sjovt og sødt, er romantikken alligevel ikke så dybfølt, at man rigtigt køber forestillingen om artige-farmand.
»Superhelte«-analogien er ikke ligefrem et nybrud i måderne at blære sig på som rapper. Og både ‘Hva ska jeg sige’ og ‘Hva så nu’ lyder som rester fra tidligere udgivelser med så klassisk en Artigeardit-vibe, at man netop tænker: Hvad så nu? Hvad venter vi på?
Carmon-samarbejdet ‘Elvis’ manifesterer måske bedst Artigeardits behov for stadig at markere sig som rapper, fordi den er så rå i sit udtryk. Et kort, men effektivt fix, hvor begge rappere går hårdt ind; Artigeardit med stor overlegenhed og samme råbende energibombardement, som bar omkvædet på ‘Bagsæde’.
Jeg tror aldrig, at man bliver træt af Artigeardits tekster. I hvert fald ikke når de funkler så flot og alligevel urent som på ‘Hva ska jeg sige’: »Så når alt kommer til alt, ka’ vi ikke enes / jeg har været varm, siden jeg ringede fra en Siemens«.
Denne poetiske balance mellem ærlighed og friske raplinjer må Artigeardit aldrig give slip på. Men når man har evnerne til at udvide sin egen musikalske horisont, forpligter det også. Og hvis man virkelig vil frem, nytter det ikke at stå stille. Men måske vi har noget stort i vente?
Kort sagt:
I lyset af Artigeardits seneste udvikling virker ‘ELEV4TORMUSIK’s klassiske udtryk lidt som et skridt tilbage – dog stadig med begavede tekster, højt bundniveau og gode produktioner.