Kelly Lee Owens’ elektroniske univers er lyden af at overgive sig til mørket

5 6
Kelly Lee Owens’ elektroniske univers er lyden af at overgive sig til mørket
Kelly Lee Owens.

Hvis der er noget, jeg associerer med Kelly Lee Owens, er det den der fornemmelse af at lade mørket komme helt tæt på. Hun prøver ikke at skræmme dig, end ikke at få dig til at føle noget egentligt ubehag.

Hun søger i stedet at gøre det klart, at der er noget på spil. Der er en konstant fornemmelse af, at lige om lidt kan det hele falde fra hinanden – men det gør det ikke. Med sin luftige vokal holder hun hovedet koldt og kigger indad, alt imens et technobeat ufortrødent marcherer fremad. Hun prøver aldrig at flygte fra den dystopiske lyd, hendes synthunivers skaber, og hun prøver heller ikke at bekæmpe den. Hun lader den i stedet strømme igennem sig.

Alt dette gjaldt for hendes eponyme debutalbum fra 2017, og det gælder for hendes nye efterfølger, ‘Inner Song’.

Denne accept af livets problemfyldte natur bliver direkte italesat fra første ikke-instrumentale nummer, albummets andet track, ‘On’: »So, this is how it must go / and now I am moving on«, synger hun vemodigt, mens ubekvem tech-house omgiver hende og langsomt stiger i volumen – før nummeret halvvejs igennem skifter til et hårdkogt, mestendels instrumentalt technonummer, hvormed de mørke kræfter får lov til at triumfere.

For fans af 2017-debuten vil absolut intet af dette føles uvant, men det gør ikke det store, for Owens er stadig en mester i at skabe de stemninger, hun søger.

Tag blot intronummeret: Det er et instrumentalt cover af Radiohead-sangen ‘Weird Fishes/Arpeggi’ (dog her blot betitlet ‘Arpeggi’). Hun får transformeret nummeret til sit eget univers så problemfrit, at jeg efter få sekunder helt stopper med at tænke på Radiohead. I stedet mærker jeg en ualmindeligt gennemtrængende, bevægende stemningssætter, der diskret lader lytteren vide, at der er fare på færde.

Det er denne lidt ulmende uro, der gennemsyrer det meste af albummet, men Owens tilgår den fra en del forskellige vinkler, hvormed hun forhindrer en fornemmelse af stilstand i at opstå. Musikken veksler i intensitet, og i sin sangskrivning balancerer hun mellem rendyrkede, hårdkogte technopassager og mere melodiøse, endda til tider lyrikfokuserede stykker. Derfor ender ‘Inner Song’ med at være en overraskende varieret lytteoplevelse, der dog klart har stemningsmæssig såvel som sonisk kohærens.

På ‘Corner of My Sky’ får hun endda besøg af The Velvet Undergrounds John Cale, der bidrager med en noget anden vokalstil end Owens’ meget luftige og ærlig talt lidt begrænsede måde at synge på. Cale er mere upræcis og nervøs i sin stemme, og det bliver derfor lettere manisk, når han synger nogle af albummets mest kryptiske linjer.

Et eller andet sted lyder ‘Inner Song’ som Owens altid har gjort. Men hun er skarp som altid, og hendes musik er mere fascinerende end nogensinde før.


Kort sagt:
Kelly Lee Owens’ elektroniske univers er lyden af at overgive sig til mørket – og dette univers er et gribende, medrivende bekendtskab.

Kelly Lee Owens. 'Inner Song'. Album. Smalltown Sound/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af