Alt er ved det gamle på Lucy Loves comebackalbum – på godt og ondt
Jeg er lidt ked af, at Lucy Siames spacy, triphoppede artpop-projekt Baby Blood aldrig blev til mere end en enkelt ep i 2016.
Det viste nye sider og ikke mindst nye ambitioner hos Siame, der for længst havde vist, at hun havde rigeligt med talent, når det gjaldt rå, hårdtpumpede grime-bangere. Så med den viden, at hun er i stand til så meget andet, er det lidt skuffende at se hende lave et album, der blot vender tilbage til det, hun oprindeligt blev kendt for.
Siame har på ‘Hammerhead’ atter allieret sig med producer Yo Akim, der også var producer på de tre første Lucy Love-album – og Lucy Love er således nu navnet på de to musikere som duo, rettere end Siames kunstnernavn. Men ellers er alt ved det gamle, på godt og ondt.
Ondt fordi retningen på ‘Hammerhead’ føles uinspireret. Det er svært at pege på værktøjer, der bliver brugt her, som ikke allerede var i duoens arsenal for syv år siden. Ja, det mest forfriskende ved deres tilgang til grime er, at det faktisk ikke lyder som noget andet, der bliver produceret i dag, men rettere som de selv gjorde, da de for syv år siden sidst gav os et album.
Det er dog heller ikke svært at tage ja-hatten på. For den stil fungerede jo fornemt i 2013 – og håndværket er stadig ganske solidt her i 2020.
Tag åbningsnummeret ‘9 Bars’. Her proklamerer Siame selvsikkert, at hun er tilbage, og det er ikke svært at blive overbevist. Især ikke når Yo Akim samtidig serverer et intenst beat, der tydeligt trækker på et grime-fundament, men som alligevel vover sig en smule uden for genrens vanlige rammer.
I det hele taget er Yo Akims beats lige så interessante som Lucy Loves vokalpræstationer. De creepy synths på den horrorcore-kanaliserende ‘Catacomb’, den hårdtslående dubstep-bas på ‘OCD’, de dramatiske eskaleringer på ‘Ultra Violet’ – der er så mange kløgtige, vellydende produktioner, der gør gensynet med Lucy Love glædeligt, også fra et instrumentalt synspunkt.
Siame og Yo Akim har det heldigvis med at følges ad kvalitetsmæssigt. Aldrig bliver et stærkt beat spildt på en middelmådig præstation fra Siame. Hun rammer hårdt med sin skildring af sin OCD på ‘OCD’, og på den hårdføre ‘Dog’ lyder hun drabelig som sjældent før.
Som med tidligere Lucy Love-album er der også et par numre, hvor Siame synger mere end hun rapper. Atter fungerer disse godt. Den melankolske ‘Tame Impala’ er nok den mest åbenlyse af disse, og her fungerer de dystre dubstep-toner godt til at skabe stemning. Men der er også mere sang end rap på ‘Signals’ og ‘Ultra Violet’ – to sange, hvor beatet nok i højere grad er hovedpersonen, end vokalen er. Men også med Siame lidt mere i baggrunden viser duoen dog, at de forstår at få det bedste ud af hinanden.
Desværre følges medlemmernes niveau også ad på de knap så vellykkede sange. Siame giver en række lettere tomme empowerment-slogans på ‘Speed’, og Yo Akim veksler mellem forglemmelige grime-klichéer og et mere teksturforladt tromme-breakdown.
‘Hardy’ lyder egentlig fint i sine mere underspillede vers, hvor Siame også byder på nogle mindeværdige ordspil. Men når hun sammenligner sig selv med Tom Hardy på det melodiske omkvæd, rammer det ingenlunde, hvilket slet ikke behjælpes af nogle rimelig flade trommer, der fylder alt for meget i lydbilledet.
Mest underligt afslutter de albummet med ‘Willy Wonka’. Den sang er befolket med enerverende hooks og stive beatvalg og er slet ikke af en skala, der egner sig til at være afslutningsnummer. Det efterlader en sær smag i munden, når albummet er slut – en, der desværre kan distrahere fra, hvor fornemt håndværket trods alt er mange steder.
Kort sagt:
Der er ikke meget, der har ændret sig, siden Lucy Siame og Yo Akim sidst lavede musik sammen i 2013. Trods en håndfuld svipsere er deres grimy hiphop generelt veludført, omend man kunne savne noget nytænkning.