Bruce Springsteens nye album byder på nogle af hans mest vitale rockudladninger siden ’Born in the U.S.A.’
Nostalgi har fyldt meget for Bruce Springsteen i de seneste fem-seks år, hvor han både har udgivet en 550 sider tung selvbiografi, stablet et tilbageskuende Broadway-show på benene og i det hele taget haft travlt med at dokumentere sin tilbageskuende virksomhed på film – Apple+ byder i forbindelse med udgivelsen af ’Letter to You’ på endnu en; en making-of-dokumentarfilm.
Nostalgien handler om at se tilbage og samle op på et langt liv i musikkens tjeneste; men det er også håbet om, at døden ikke får det sidste ord, og at musikken vedblivende kan fungere som en samlende kraft, der animerer foretagendet.
’Letter to You’ er særskilt et album, der er optaget af spørgsmålet om eftermæle: Springsteens eget, javist, men også i mere almen forstand: Hvordan ihukommer vi de døde? Hvordan kan vi få det bedste ud af det liv, vi er blevet givet, velvidende at døden er på udkig efter os alle?
Springsteen skrev angiveligt ’Letter to You’ i en 10-dages kreativ rus sidste år i forlængelse af sin gamle ven George Theiss’ død (Theiss var medlem af Springsteens teenageband, The Castiles). Bossen fandt tre hidtil uudgivne sange fra sit bugnende start-70’er-katalog frem fra gemmerne, samlede sit gamle slæng, The E Street Band, og indspillede albummet på blot fire (!) dage.
Det sidste er værd at hæfte sig ved: ’Letter to You’ er så tæt på en live-i-studiet-indspilning, som Springsteen måske nogensinde har præsenteret sit trofaste publikum for; et tiltrængt og imødeset forhold al den stund, at E Street Band er almindeligt anerkendt som et af rockens bedste livebands.
Den råt spontane tilgang til indspilningsprocessen er hovedattraktionen ved ’Letter to You’ sammenlignet med andre af Springsteens rockindsatser i det 21. århundrede, hvor en mur af guitar-overdubs har skabt en både tung og poleret ramme om et ellers ofte vedvarende effektivt sangmateriale.
Sangskrivningen på ’Letter to You’ er næsten skamløs i sin ophobning af specifikt Springsteen-klingende klicheer, men måden hvorpå Springsteen og hans håndgangere serverer dem, gør en verden til forskel.
Lyrikken tager fat om oplagte smertepunkter for ankermanden selv, men ofte afleveret i så brede og vage vendinger, at det er svært at opfatte ordene som andet og mere end begrebslige signallamper, der aktiverer nogle helt bestemte (forudsigelige) reaktioner hos lytteren.
Men hvad gør det, når man konfronteres med Charles Giordanos brusende orgeltoner på den glimrende ’Burnin’ Train’, Max Weinbergs galopperende trommer i introen til saltvandsindsprøjtningen ’Ghosts’ eller Steven Van Zandts flossede backingvokal, der er strøet med løs hånd ud over albummets skæringer?
Ud over ’Burnin’ Train’ og ’Ghosts’ bør særligt én af 70’er-levningerne, ’If I Was the Priest’, fremhæves. Der er en svajende energi over både komposition, instrumentering og den vokale aflevering: Det er en fornøjelse at høre den nu om dage typisk mere lyrisk økonomiske Springsteen hælde ord ud af flaben med en hastighed, der netop kendetegnede den unge gadepoet fra New Jersey (og, ikke mindst, forbilledet Dylan).
’Letter to You’ lægger stærkt ud og slutter stærkt af, men taber flyvehøjde ca. midtvejs, hvor ’The Power of Prayer’ og ’House of a Thousand Guitars’ både musikalsk og lyrisk befinder sig i afdelingen for floskler pustet op i stort format.
Sidstnævnte er nærmest lidt komisk (og ikke så lidt selvparodisk) i sin allegori om efterlivet som et ’hus med tusind guitarer’. Man skal være tilgivet, hvis man ytrer et stille ’Ok, boomer’, idet Bossen sammenstiller paradis og guitargrej!
Kort sagt:
Sangskrivningen på ’Letter To You’ er næsten skamløs i sin ophobning af specifikt Springsteen-klingende klicheer, men måden hvorpå Springsteen og hans håndgangere serverer dem, gør en verden til forskel. Den spontane tilgang til indspilningsprocessen er årsag og anledning til nogle af de mest gnistrende vitale rockudladninger fra Bossens hånd siden ’Born in the U.S.A.’