Efter to måneders forhandlinger er Google og Koda, der administrerer rettighederne for danske komponister og sangskrivere, endelig blevet enige, og det betyder, at den danske musik vender tilbage til Youtube.
Den 31. juli blev det meldt ud, at dansk musik ville blive fjernet fra Youtube, da der var forhandlinger i gang om en ny fællesnordisk aftale for brugen af musik på Youtube, som skulle erstatte de nuværende lokale danske, norske og finske aftaler.
Den nye aftale er nu kommet i hus mellem Youtube og den fællesnordiske rettighedsorganisation Polaris på vegne af danske Koda, Teosto (Finland), Tono (Norge) og Stef (Island). Den træder kraft 1. oktober, hvorefter den danske musik vil vende tilbage til Youtube.
»Vi er glade for at der igen bliver åbnet op for den danske adgang til musikken på YouTube. Der er ingen tvivl om, at de seneste to måneders take-down har været til stor frustration både for rigtig mange medlemmer, der i forvejen er hårdt presset på at komme ud med deres musik på grund af corona, og for de tusinder af brugere, der har skullet undvære musik på en af de primære kanaler for musikstreaming i Danmark«, udtaler Kodas direktør, Gorm Arildsen, i en udmelding på Kodas hjemmeside.
»Det er min klare opfattelse, at den aftale, der er indgået nu, er den bedst mulige under de givne forhandlingsrammer«, udtaler Kodas mediedirektør, Kaare Struve, videre.
Den nye aftale indebærer, at brug af enkelte landes musikkataloger i udlandet bliver varetaget på hjemmefronten. Så hvor international brug af dansk musik før blev håndteret af Kodas søsterselskaber, så er det fremover Koda selv, der står for at håndtere Koda-licenseret musik på Youtube i hele Europa, Mellemamerika, Afrika og dele af Asien.
I pressemeddelelsen står der dog ikke noget om det konkrete resultat af forhandlingerne om Youtubes betaling til rettighedshaverne for visning af musikvideoer.
»Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været svære forhandlinger, og at vi fra Kodas side gerne havde været det pres foruden, hvor indhold kan blive taget ned i kortere eller længere perioder, hvis der ikke er enighed om pris og vilkår«, udtaler Kaare Struve.