Den evige gæst Ty Dolla Sign orkestrerer endelig sit eget r’n’b-storværk med en perfekt ironisk titel
Den evige gæst og den uundgåelige parentes.
Manges forhold til L.A.-sangeren og rapperen Ty Dolla Sign begrænser sig måske til en velkendt stemme, der fylder vokalhuller ud i øst og vest, hvad enten opskriften hedder hiphop, r’n’b eller pop. For de fleste vil kunstnerens navn være kendt fra tilføjelsen ’feat. Ty Dolla Sign’ på et utal af hits de seneste år.
Og med fantastisk selvironi er det netop dét, Ty har kaldt sit nye album; simpelthen ‘Featuring Ty Dolla Sign’.
Det lyder måske som en accept af bare at være en parentes på andre kunstneres hits. Men det er i virkeligheden det modsatte, og ironien kommer af, at ‘Featuring Ty Dolla Sign’ er kunstnerens mest gennemførte album til dato, hvor han endelig træder frem i spotlyset og indtager hovedrollen på sit eget r’n’b-storværk.
Derfor virker det måske mærkeligt at sætte fokus på albummets gæster, der altså tæller stjerner som Kanye West, Anderson .Paak, Post Malone, Future, Skrillex, Nicki Minaj, Young Thug, Kehlani, Kid Cudi og Roddy Rich – for ‘bare’ at nævne halvdelen!
Men det giver alligevel mening, fordi Tys hovedrolle i høj grad består i at orkestrere sine gæster med den samarbejdsevne, han har opbygget gennem sine karriere som feature-artist – på mange måder ligesom Travis Scott på ‘Astroworld’ havde en orkestreringsrolle, der bandt det hele sammen.
De bedste eksempler er de mest vovede sammensætninger som ‘Track 6’, hvor Kanye nu selv er en parentes, og Anderson .Paak halvvejs får plads til at tage sangen til det næste niveau, mens Thundercat kort stempler ind med sin egen klassiske lyd på outroen. Eller ‘Ego Death’, hvor Skrillex’ klubbede underlag sætter strøm til Dolla Signs glatte vokal, Kanye West får lov at være Kanye, og FKA Twigs fortsætter dansen og discoen videre gennem natten.
Man kan ligeledes nævne ‘Freak’, hvor Ty vender tingene på hovedet og nærmest stjæler Migos’ hakkede, mumlende autotune-stil – og altså lader Quavo spille birollen på sit, reelt, eget nummer. Eller til sidst samspillet mellem det rene smør fra Ty Dolla Sign selv og mødet med to af hiphoppens mest knækkede stemmer; Future og Young Thug på ‘Lift Me Up’.
Det skal siges, at storværk virkelig betyder storværk. Med 25 numre og en times spilletid er albummet lidt af en mastodont. Og det virker som om, at Ty – i sin iver efter at vise sit værd på egen hånd – har forsøgt at proppe to album ind i ét.
Det ene har grundlag i hans nye, mere eksperimenterende rolle som orkesterleder. En del af albummet, der i øvrigt er langt mere hiphoporienteret end den ‘anden’ del, der genopliver behovet for alligevel at holde fast i den klassiske, sikre lyd, hvor bløde guitarmelodier bærer beatsene, og Tys tykke r’n’b-fløde og -fraseringer flyder ud overalt.
Denne ’andel’ del sætter til tider albummet i stå og bliver ensformigt – på samme måde som det forrige album ‘Beach House 3’ gjorde. Det er tilfældet på solonumre som ‘Time Will Tell’ og den sløve ‘Nothing Like Your Exes’, der, albummets længde taget i betragtning, kunne være skåret fra.
Dog er det også denne del af albummet, der virkelig giver Ty plads til at sætte de vilde vokalløb og den lækre flerstemmighed fri. Det er tilfældet på partnerskabet med Jhené Aiko (og en tung Mustard-bas) på den poppede ‘By Yourself’ og i den efterfølgende ‘Universe’, hvor Kehlani og Ty sammen blærer sig med deres teknisk ufejlbarlige stemmer. Også forsøget på at genskabe ‘Psycho’-succesen med Post Malone fremhæver begge vokalisters store talenter på nummeret ‘Spicy’.
Det hjælper ikke på mangfoldigheden, at der sådan cirka er én sætning på hele albummet, der stikker en tand dybere end penge, kvinder og berømmelse: »Cops killin’ niggas in real life«, fra ‘Real Life’. Til gengæld hjælper det, at Ty Dolla Signs laveste gear alligevel næsten hver gang cementerer, at han er kongen af den dampende hede r’n’b, som trods alt er hans hjemmebane (hør bare ‘Slow It Down’).
Kort sagt:
‘Featuring Ty Dolla Sign’ er kunstnerens mest gennemførte album til dato, hvor han endelig spiller hovedrollen i sit eget r’n’b-storværk.