Kidd udstrålede ufiltreret boomer-energi i Store Vega
Jeg elsker Kidd. Da han tidligere på året begyndte at udgive singler igen, var jeg intet mindre end ekstatisk. Denne eufori blev blot understøttet, da han udgav Emil Kruse-samarbejdet ‘Bare dans‘, der uden besvær fik mig overbevist om, at Kidd stadig fungerer i 2020.
Men så oplevede jeg Kidd live i Vega til den første af to koncerter, der blev afholdt fredag den 16. oktober. Og der gik blot et par numre, før Kidd som performer føltes som et decideret fortidslevn.
Det var ikke blot, fordi han blev ved med konstant at omtale, hvor meget telefonerne i publikumrækkerne irriterede ham. Ja, han truede sågar gentagne gange med at smide folk ud for at bruge deres telefoner for meget. At rapperen, der i 2011 var stemmen for en ny generation, kunne udstråle så ufiltreret boomer-energi, var skuffende.
Hvis problemet bare havde været hans attitude, ville det være noget, man kunne grine over efterfølgende. Men det endte på et helt konkret plan med at være en hindring for koncerten. Flere sange blev startet forfra godt inde i spilletiden, fordi Kidd så sig irriteret på en mobiltelefon.
Det ville jeg dog godt kunne se igennem fingre med, hvis hans optræden ellers var stærk nok. Det var den bare ikke. Kidd var ikke just en videre sprælsk eller fysisk aktiv figur på scenen. Han stod der bare iført sin labcoat/regnfrakke-hybrid uden at bevæge sig det store. Han lød egentlig fint nok som vokalist, men når han stedvist flubbede en linje, afslørede han tydeligt, hvor stor en del af arbejdet der blev båret af backingtracket.
Backingtracket var hans eneste instrumentation. Jeg har set Kidd før, hvor han havde medbragt livetrommer, og det tilførte en del. Men det fravalgte Kidd i Vega, hvor han desuden havde placeret sin dj helt omme i hjørnet af scenen. Man undrer sig over, hvorfor han ikke blot valgte at lade sin dj stå backstage.
Jeg er imponeret over, hvor tilgivende publikum var i løbet af hele aftenen. De stod egentlig for mere af stemningen, end Kidd gjorde. Jeg forstår godt, at folk gik amok over at høre ‘Ik lavet penge’ og ‘Uh det så svært at være så god’ live for første gang i årevis. Men det er Kidds ansvar ikke at tage enhver jubel som en opfordring til at spille tracket igen – men det gjorde han altså. Mod slutningen var der praktisk taget garanti for, at hvis man havde hørt et nummer én gang, kom en reprise øjeblikkeligt derefter.
At spille et nummer igen er naturligvis ikke en synd. Men det skal føles som et særligt øjeblik, ikke bare en fortsættelse af status quo. Og det skal især ikke føles som resultatet af en uorganiseret, dårligt planlagt koncert. Men det var desværre sidstnævnte følelse, der satte sig i min krop i løbet af Kidds Vega-koncert.
Kort sagt:
Kidd var ikke blot sløset, når han optrådte – han var også sløset mellem numrene, hvor han udstrålede en irriterende boomer-energi. Stemningen blev stort set kun holdt i luften af de mange entusiastiske Kidd-fans, der var mødt op.