Lad os alle skåle for ’Druk’ og Scarlet Pleasures perfekte symbiose

Nogle gange passer en film og en sang så godt sammen, at der opstår noget helt magisk. En tilstand, hvor musikken og billederne bliver uadskillelige.
Lad os alle skåle for ’Druk’ og Scarlet Pleasures perfekte symbiose
Mads Mikkelsen i 'Druk'. (Foto: Henrik Ohsten)

SPOILER ALERT: Læs kun videre, hvis du har set ’Druk’.

Det er sjældent, at jeg ser en trailer flere gange. Dels fordi jeg ikke gider få specifikke scener og billeder indprentet alt for godt i hukommelsen, dels fordi en trailer er … en trailer. Man kan ikke spise sig mæt i appetizers.

Men traileren til Thomas Vinterbergs ’Druk’ så jeg alligevel et utal af gange, inden jeg endelig fik set den mesterlige film i weekenden.

For denne trailer er et lille stykke filmkunst i sig selv; underholdende som bare fanden og med en helt igennem perfekt dramaturgi, der bæres frem af Scarlet Pleasure-sangen ’What a Life’, som vuggende danner soundtrack til de fire gymnasielæreres alkoholiske frigørelse og deroute.

Jeg tænkte, at det sikkert ville gå med sangen, som det ofte gør: Den ville få en markant rolle i traileren, men i biografen blive degraderet til at spille over rulleteksterne, mens tissetrængende biografgæster ikke kan komme hurtigt nok ud af salen. Lidt ligesom det skete med Travis Scotts ’The Plan’ i ’Tenet’.

Sådan forholder virkeligheden sig dog ikke. Heldigvis. I stedet danner Scarlet-sangen og Vinterberg-filmen en af de der sjældne og helt igennem magiske symbioser mellem lyd og billede, som fungerer på flere planer.

’What a Life’ indrammer nemlig ’Druk’ som to musikalske bogstøtter støbt af kondenseret livsglæde og hedonistisk ungdommelighed.

Først som lydside til den fabelagtigt konstruerede intro, hvor gymnasieelever brækker sig synkront til søløbet, hælder bajere ud over hinanden og låser billetkontrollører fast til togets håndtag.

Det er den hæmningsløse ungdom.

Til sidst som soundtrack til den endnu mere fabelagtigt konstruerede slutning, hvor Mads Mikkelsens Martin endelig smider alle hæmningerne og danser jazzballet væk fra villavejens grå hverdag.

Det er den ultimative frigørelse; Martins endelige opgør med den monotone sump af en tilværelse, han langsomt var sunket ned i. Et opgør der netop bunder i at vende tilbage til følelsen af den frie ungdom, som ikke behøver forsvinde, bare fordi pensionen er tættere på end gymnasietiden.

Begge scener foregår helt og holdent til lyden af Scarlet Pleasures ’What a Life’. Så sangen spiller en ægte rolle. Den er med til at binde de to ender sammen. Vi ved, at Mads Mikkelsens Martin dansede jazzballet, da han var ung og sej. At han til sidst svinger sig rundt til de samme toner fra indledningens ungdommelige smækkys fortæller jo en ret klar pointe, som jeg forhåbentligt ikke behøver skære mere ud i pap.

Nummeret ’What a Life’ er blevet »uadskilleligt fra filmen«, som Thomas Vinterberg selv har udtalt i et interview med Kino.dk.

Scenerne er forbundet til sangen, og for alle, der har set ’Druk’, vil sangen for altid være forbundet med scenerne. Ligesom det er tilfældet med ’Stuck in the Middle With You’ og torturscenen i ’Reservoir Dogs’ og ’Never Can Tell’ og dansescenen i ’Pulp Fiction’ (bare for lige at bruge to Tarantino-eksempler, når nu han gør det så godt).

Symbiose på flere planer

Scarlet Pleasure udgav ’What a Life’ i 2019, og ifølge interviewet med Kino.dk var det Vinterbergs kone, der holdt fast i nummeret, mens mange andre blev overvejet. Det var først sent i processen, at holdet lagde sig fast på ’What a Life’, hvorefter den danske trio blev hevet med på råd og hjalp med at omarrangere sangen, så den passede bedre til filmen (mere omkvæd for eksempel).

Hvilket bringer mig til selve sangen. For ’What a Life’ har en eller anden sprudlende livsenergi gemt i sig. En gnist.

Siger jeg nu. Jeg må indrømme, at jeg ikke rigtigt kendte den før ’Druk’. Og spørgsmålet er, om jeg nu her ville elske den på samme måde, hvis ikke det var fordi, at min hjerne uden spørgsmål og omveje transporterer mig til jazzballet ved Kastellet, når omkvædet bobler over.   

Og det er omkvædet, der lokker. Verset er fint (de autotunede ad-libs kunne jeg godt have været foruden), men den eskalerende eufori og den vuggende melodi (vist nok inspireret af en gammel italiensk sang, ’Bella Ciao’) er det, der gør ’What a Life’ til så godt et musikalsk match med de to scener i ’Druk’.

Som sagt er omkvædet også skaleret op i versionen fra filmen; på Spotify er sangen udgivet i en lille ’Druk’-pakke med originalen, versionen fra filmen og så et balkan-remix!

Én ting er dog selve følelsen i musikken, en ekstra dimension er selvfølgelig teksten. Den passer næsten 1:1 med den ungdommelige frigørelse (og frygten for at skrumpe ind), der foregår på skærmen.

»What a life, what a night
what a beautiful, beautiful ride
don’t know where I’m in five but I’m young and alive
fuck what they are saying, what a life«, synger Scarlet Pleasures Emil Goll i omkvædet.

Selve sangen handler om at være ung og pisse ligeglad. Fest over alt. Jagte lykken. I sangen er Goll lykkelig, fordi han popper »whoa«, som det lyder. Måske et udtryk for noget andet end lige alkohol, men fælles for euforiserende midler er den uundgåelige nedtur – den anden side af rusen.

»Don’t wanna worry ’bout a thing
but it makes me terrified
to be on the other side
how long before I go insane?«, lyder det i verset om den bagside, som jo i filmen fylder lige så meget som den ubekymrede rus på Frederiksberg Allé. 

Alt det her nævner jeg for at pointere, at ’What a Life’ og ’Druk’ fungerer sammen på flere planer. Det er simpelthen den perfekte symbiose.

Der er dog én detalje i filmversionen af sangen, der slår ekstra ud på genialitetsskalaen. Det er det ungdomskor, som er blevet flettet ind ved 2:17 til at synge med på det sidste omkvæd.

For det første giver koret en direkte fornemmelse af, at studenterne synger med, mens Mads Mikkelsen svinger sig rundt og laver rullefald.

For det andet giver det ’What a Life’ lidt et skær af de danske viser, som ungdommen har sunget i løbet af filmen, og som har været med til at etablere historien i ’Druk’ som noget knyttet tæt til danskhed og dansk kultur – fra gymnasieelevernes ’I Danmark er jeg født’ til miniputternes ’Der er et yndigt land’ (nej, det var DIG, der tudede, da lille ’Brille’ sang for uden for kirken).

Det er en smuk sløjfe på den rejse, filmen og sangen sammen er på, og i min krøllede hjerne prøver koret lidt at løfte ’What a Life’ ind i samme kanon som de her danske klassikere.

Måske er ’What a Life’ nu blevet hele Danmarks officielle druksang?

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af