Efter fire års fravær gør danske Emi Wes vellykket soulpop-comeback med ep’en ‘Departure’

4 6
Efter fire års fravær gør danske Emi Wes vellykket soulpop-comeback med ep’en ‘Departure’
Emi Wes.

I mangel på en Roskilde Festival anno 2020 gav jeg mig i sommer til at tænke tilbage på nogle af de stærkeste koncerter, jeg har set der igennem tiden.

Én, der slog mig, var en Rising-koncert i 2016 med en spirende kunstner ved navn Emilie Ramirez. Hun tog publikum med storm i sådan en grad, at jeg virkelig undrede mig over, at hun aldrig fik udgivet mere end blot en enkelt (fornem) ep.

Bedst som jeg havde overbevist mig selv om, at Ramirez sandsynligvis måtte have lagt musikken på hylden, kom i september den glædelige nyhed, at hun var tilbage, nu under navnet Emi Wes. Navneskiftet markerer en ny begyndelse – i sådan en grad, at sangene fra 2016 er blevet taget ned fra streamingtjenesterne.

Musikalsk er der også kommet nye boller på suppen. Væk er de trappede hi-hats, den buldrende elektroniske bas, de forvrængede vokalsample-loops. Men det er knap så let at indkapsle, hvad Emi Wes står for på ‘Departure’, den første ep under hendes nye navn.

Hun har ikke lavet det mest radikale genreskift – der er helt klart stadig meget r’n’b i hendes lyd. Men det er en mere traditionel afart af genren. Wes nævner selv Amy Winehouse og Aretha Franklin som nogle af sine store inspirationskilder, og det er skam til at høre.

Men ‘Departure’ er intet throwback heller. I samarbejde med producer Robin Hannibal (Quadron/Rhye) har hun fanget en lyd, der fornemt forener moderne teknikker i pop og soul med oldschool sensibiliteter om, hvordan en sang skrues sammen og leveres.

Eller rettere: De har fundet en håndfuld lyde. Og det største problem ved ‘Departure’ er netop, at der bliver hoppet så meget mellem lyde, at Wes’ genopfundne identitet er svær at finde hoved og hale i.

Men dette problem hænger heldigvis uløseligt sammen med, at Emi Wes besidder umiskendeligt talent. Jeg forstår et eller andet sted godt, at hun bringer så meget sonisk diversitet til sin ep, for hun kan sgu finde ud af det hele.

Vi får to rigtig søde soulballader i form af ‘All Grown Up’ og ‘Cry Baby’, hvor Wes udforsker de allerhøjeste toner i sit register. Førstnævnte er praktisk talt et sonisk pudevår, som den indhyller sig selv i bløde, behagelige doo-wop-harmonier.

‘Cry Baby’ varer en tand længere, end hvad nødvendigt er, men Wes er så overbevisende dybt forelsket på nummeret, at det skam kan tilgives – og så er der altså ikke sparet på virkemidlerne i den lækre, fyldige produktion, hvor jeg dog må sige, at trommerne er en tand tungere, end jeg synes sangskrivningen beder om.

De tre øvrige sange lyder som om de er lavet af en helt anden kunstner end ‘All Grown Up’ og ‘Cry Baby’. Men igen: De lyder stadig godt.

Især er jeg glad for ‘Five Miles’, der med sit onde elorgelriff og sine spicy horn oser af sparke røv-attitude fra første tone. Der er nærmest stemning a la en vred countrysang – en stemning, der går igen på det meget dramatiske afslutningsnummer ‘Where’s My Money’, der er båret af en varm akustisk guitar.

Det er ikke kun instrumentationen, der skaber diskrepansen mellem de to sider af Emi Wes – det er også hendes imponerende stemme. Den har så stor spændvidde, at hun oprigtigt lyder som to eller tre vidt forskellige sangere på tværs af ep’en.


Kort sagt:
Emi Wes viser stort talent på sin første ep under sit nye kunstnernavn. Her er alt fra nævenyttige attitudebaskere til sukkersød doo-wop-pastiche, det hele veleksekveret – men af selvsamme årsag er det ikke et værk med en særlig sammenhængende identitet.

Emi Wes. 'EP1'. Ep. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af