10. Vince Staples på ‘Ascension’
Da ‘Humanz’ udkom i 2017, mente mange, at de talrige features havde taget overhånd – men hvis alle samarbejder havde været lige så vellykkede som ‘Ascension’, var det næppe blevet en udbredt kritik. Staples’ lyrik kører som et pendul frem og tilbage mellem party-stemning og tunge kommentarer om ulighed og racisme i samfundet. Kontrasten er slående, og rapperens levering formår problemfrit at indkapsle både det festlige og det desperate, som sangen kræver af ham.
9. The National Orchestra for Arabic Music på ‘White Flag’
‘White Flag’ fra ‘Plastic Beach’ er mestendels et hiphopnummer, hvor UK-rapperne Kano og Bashy rapper om at være taget på eventyr på et skib – hvor de rent narrativt støder på albummets titulære plastikstrand. Rapperne gør det skam godt, men denne fornemmelse af eventyrlyst bliver især opnået gennem en smuk, fyldig orkestral intro og outro fra The National Orchestra for Arabic Music. Disse passager er imponerende flot integreret i sangens hiphopunivers, hvor især overgangen til outroen er påfaldende gnidningsfri.
8. Elton John på ‘The Pink Phantom’
Melankolien bygger sig stilfærdigt op, som Damon Albarn (i rollen som 2D) og 6lack stilfærdigt og tilbageholdende reflekterer over et forlist forhold. Så kommer Elton John – og han synger hele sit hjerte ud på den måde, som kun Elton John kan. Hans vokal er hele sangens lim. Han er det, det hele bygger op til, og det er så vidunderligt forløsende, når han synger »I’ll be waiting for you on the other side«.
7. Bootie Brown på ‘Dirty Harry’
Når Bootie Brown ikke gæster Gorillaz-sange, er han rapper i The Pharcyde – en af de mest kriminelt oversete konstellationer på 90’ernes hiphophimmel. På ‘Dirty Harry’ leverer han et imponerende vers, der byder på et komplekst, idiosynkratisk flow og masser af legen med sproget. Samtidig er det en hæmningsløs skildring af at leve i et miljø, hvor man konstant skal være opmærksom, da vold og død lurer lige om hjørnet.
6. Fatoumata Diawara på ‘Désolé’
Wassoulou-sangeren Fatoumata Diawaras stemme lyder intet mindre end mageløs på ‘Désolé’: Hver eneste linje bærer så mange rige nuancer, mens hun balancerer skyldfølelse, frygt og rastløshed. ‘Désolé’ betyder »undskyld«, og når hun gradvist bliver mere og mere bombastisk, får man lyst til at acceptere hendes undskyldning med åbne arme. Og så klæder hun virkelig det varme groove på sangen – som om, de to nærmest går i ét.
5. De La Soul på ‘Feel Good Inc.’
Gorillaz har arbejdet sammen med hiphoplegenderne De La Soul en håndfuld gange – og numrene ‘Superfast Jellyfish’ og ‘Momentz’ er skam også værd at lytte til. Men de sange ville næppe eksistere, hvis deres første samarbejde ikke ramte plet! På ‘Feel Good Inc.’ er der ikke én De La Soul-linje, der ikke er både mindeværdig, hårdtslående, livlig og mesterligt leveret med et fængslende flow. Det er nærmest ikke til at forestille sig en alternativ virkelighed, hvor den mindste lille ting er anderledes ved denne gæsteoptræden.
4. Robert Smith på ‘Strange Timez’
Den makabre, men stadig animerede og legesyge lyd på ‘Strange Timez’ er i sig selv noget af det mere spændende, Gorillaz har præsteret. Men når The Cure-forsanger Robert Smith træder ind, får man lige det afgørende dramatiske brag, der gør nummeret til en intens rutsjebanetur, der nærmest kilder i maven. Hans levering er charmerende over-the-top, hvilket passer til gruppens æstetik – hvormed sangen selv efter gentagne genlytninger vækker et smil på læben.
3. Del the Funky Homosapien på ‘Clint Eastwood’
Var Gorillaz nogensinde blevet så stor en popkulturel institution, hvis Del the Funky Homosapien ikke gjorde det så mageløst på gruppens debutsingle? Hvis ikke hver linje var så overlegent leveret? Hvis ikke Jamie Hewlett havde animeret en Del Tha Ghost Rapper, der så effektivt indkapslede den selvsikre lyrik?
Det er selvfølgelig ikke til at sige, men pointen er, at Del (der ellers har en del stærke album på samvittigheden) ikke nogensinde har præsteret noget så veleksekveret som de to vers på ‘Clint Eastwood’. Så mange linjer stikker ud i det dynamiske flow, at de funktionelt er hooks i sig selv – hvilket også gør det til en ualmindeligt fed sang at rappe med på selv. Det er sådan en optræden, der gjorde det øjeblikkeligt klart, at Gorillaz var værd at holde øje med – og at deres kollaborative tracks kunne få noget helt særligt frem.
2. Bobby Womack på ‘Stylo’
I 2010 var Bobby Womack lidt faldet ud i det obskure. Jovist, hans bedste album havde sit kultfølgeskab, men der var ikke længere mange, der holdt øje med hans nye output. Så kom ‘Stylo’, der introducerede ham for et nyt, ungt publikum. Når hans brusende vokal dukker op her, er det svært ikke at blive blæst omkuld.
Den majestætiske stemme fylder så meget, at det ikke helt er til at fatte, at det er et dødeligt, jordisk menneske, der synger – det føles som om, hele planeten er ved at gå i spåner. Womacks præstation er så kommanderende, at når han først åbner munden, etableres et vendepunkt for hele ‘Plastic Beach’-albummet. Det er nu klart, at plastikstranden rummer en stor alvor – hvorfor Albarn da også kløgtigt valgte Womack til at runde konceptet af med albummets næstsidste track, ‘Cloud of Unknowing’.
1. André 3000 på ‘DoYaThing’
Den bedste Gorillaz-feature nogensinde er en af de knap så kendte. Den er ikke på nogen af deres album. Den er end ikke på de store streamingtjenester. Den stammer fra en single, der blev udgivet i samarbejde med Converse.
‘DoYaThing’ er en 13 minutter lang sang, der starter som en quirky, bouncy popsang, hvor Albarn talerapper versene, og LCD Soundsystem-forsanger James Murphy står for et karismatisk falset-omkvæd. Efter andet omkvæd overtager Outkast-rapper André 3000 mikrofonen – og han giver ikke slip på den, før sangen er forbi.
Vi får stort set alle sider af André at se her. Der er den smooth, sjælfulde r’n’b-side af ham. Der er den pralende side, hvor han rapper med et flow, der bærer det mest vidunderlige glimt i øjet. Der er de flashy sektioner, hvor han fyrer en række velklingende, detaljeret mønstrede stavelser af med maskingeværhastighed. Og ikke mindst er der de eksperimentelle sektioner, hvor han skriger som ind i helvede, mens musikken går fuldkommen amok.
Alle disse forskellige aspekter af André væves noget så smukt sammen – det føles som den mest logiske, naturlige udvikling. André 3000 ender som den gæst, der gør, at ‘DoYaThing’ ikke bare er en god Gorillaz-sang – men en af de bedste Gorillaz-sange.