Der er ikke længere grund til at grine ad Thor Farlov efter solodebuten ‘Nye minder’
»Miss Royal Copenhagen / lige så fin som porcelænen«, synger Thor Farlov på Citybois-sangen ’Kærlighed gør blind’, der åbner duoens seneste (og formentligt sidste) album, ’Bois Forever’ fra maj.
Det er sådan en klæg linje, der kilder drøblen og fremprovokerer lidt ufrivillige brækreflekser, så man et kort øjeblik bliver mindet om, hvad man fik at spise aftenen før (ah ja, tacos…).
Den slags – lad os være ærlige – ekstremt kiksede linjer finder man ikke på 21-årige Farlovs debutalbum; det popfunderede, men også hiphop-lænende og disco-svulstige ’Nye minder’, der blev surprise-udgivet i weekenden og frem for alt føles lidt mere seriøst end Bois-universet.
»Jeg var i en duo, der var landskendt for at være nogle hoppebolde, som alle syntes var fucking grineren. Nogle energiske, sjove og charmerende drenge. Det kan blive super angstprovokerende, for sådan er jeg ikke hele tiden. Jeg kunne ikke være i det mere«, har Farlov fortalt i et interview med Soundvenue, og tidslinjen taler sit eget tydelige sprog.
Der skulle gå bare fem måneder fra udgivelsen af ’Bois Forever’ til Farlovs første soloalbum, der altså cementerer, at den populære duo nu skal prøve kræfter med den frådende musikbranche hver for sig (Anthon Edwards udgav sine første solosange i oktober).
Trækket var vel på én eller anden måde ventet. Og Thor Farlovs historie er i den henseende ret klassisk: En kunstner får i en tidlig alder masser af succes med musik henvendt til en meget ung målgruppe – kritikere latterliggør det, tweens elsker det. Men på et senere tidspunkt vil kunstneren gerne ryste fortiden af sig, starte på en frisk og tages seriøst. Justin Bieber, Harry Styles og en masse andre har været igennem det samme.
Men hvordan gør man så lige det? For mens disciplinen er velkendt, er der ingen fast opskrift på succesen.
I tilfældet Thor Farlov får man et nyt bagland og klipper i samme ombæring de tråde, der til tider havde et lidt for kraftigt tag i den popmarionetdukke, som Farlov nogle gange følte sig som i Citybois-tiden.
Og, nå ja, så laver man hele sit debutalbum med en af landets mest anerkendte og succesfulde producere: Jens Ole McCoy, der siden tiden i Ukendt Kunstner har produceret for et hav af rappere og tilmed lavet musikken til en række af Fenar Ahmads film (’Underverden’, ’Valhalla’).
På den måde byder ’Nye minder’ på to store nybrud her i post-Bois-virkeligheden.
For Farlov drejer det sig helt generelt om det tungsind, der præger dele af albummet. Ja ja, her er også trivialiteter om kærlighed (damejagt!), fest og (forsøg på) hiphopblær, men det, der hænger mest ved, er leden over blandt andet kendislivet: »Troede lykken var at kende alle mennesker / men det bare stress, som aldrig ender«, synger Farlov på titelnummeret: »Ey, fjern mig fra den larm«. Dét er stærkt.
For McCoy handler det om, at han har produceret et helt popalbum. Bevares, trap-trommerne på den lavmælte slowburner ’Vent & se’ og det bouncende underlæg på den Sivas-gæstede ’Exit’ vidner om McCoys hiphopbaggrund, men ’Nye minder’ er altså et popalbum med hiphoptendenser – ikke omvendt.
På trods af, at albummet spænder over bare 26 minutter og ti numre, får McCoy og Farlov dog prøvet en række stilarter af. Og det går ganske udmærket – for det meste.
På plussiden finder man den eftertænksomme r’n’b-lyd, der præger den nedtonede blærebanger ’Mansion’ samt titelnummeret, hvor Farlov bedrøvet synger om den berømte bagside. Det er uden tvivl på sidstnævnte, at hans lyrik har mest pondus; mere af det i fremtiden.
Og så er det altså befriende at høre Farlov synge på en måde, hvor man ikke hele tiden frygter en cremet boyband-frasering rundt om hjørnet – selv om de bestemt er der (jeg kigger på dig, ’Skal vi’).
Den guitardrevne (og Hans Philip-klingende) balladelukker ’Dag & nat’ byder på en ekstremt reel og nede-på-jorden-vokallevering fra Farlov, og det slipper han bestemt godt fra. Der er – i Thor Farlovs tilfælde – ikke nogen grund til at søge ud i de bølgende popfraseringer eller op i de der ekstreme falsetlag. Ro på.
Mindre prangende bliver det på ’Vent & se’ og ’Ville ønske’. Af den simple grund, at både produktionen og Farlovs vokal mangler spræl – de ender i anonymitetens grå sump. Anonym kan man ikke kalde den Sivas-gæstede ’Exit’: Farlovs forsøg på at være rapper er simpelthen ikke overbevisende. »Rammer plet ligesom Messi« – ahhhh, det må kunne gøres mere opfindsomt.
Den sidste side, makkerparret når at vise frem, er disco-crooneren Farlov. Der er smæk på understellet i den herligt basfunky ’Skal vi’, mens ’Alene’ går all-in på The Weeknd x Daft Punk-viben med Studie 54-strygere og en guitar, der næsten lyder samplet fra Stardusts ’Music Sounds Better With You’ – det fungerer selvsagt ret godt.
Ud fra ’Nye minder’ er det svært at sige præcis, hvem Thor Farlov er som solokunstner. Det er solidt håndværk, og McCoys fernis skinner, så det blænder. Men der er også plads til forbedring, mere personlighed og at spore sig ind på sine egne styrker.
Heldigvis. For hele denne her proces med at forlade én ting og skabe noget nyt fra bunden er jo vildt spændende. Det er vel det sjove ved at gå solo: At brædderne på hængebroen knirker og giver efter, så man ikke ved, hvornår man falder igennem, og hvornår man klarer skærene. Der er masser tid til at finde ud af, hvem Thor Farlov skal være som soloartist.
Én ting er sikkert: Lige siden ’X-Factor’ har jeg overvejende haft det sådan, at jeg har grint mere ad ’hoppebolden’ Thor, end jeg har grint med ham.
Nu griner jeg slet ikke. Nu lytter jeg.
Kort sagt:
Thor Farlov har allieret sig med Jens Ole McCoy på et debutalbum, der funderet i poppen tager afstikkere til både hiphop og disco – sidstnævnte fungerer eminent.