Future og Lil Uzi Verts samarbejde ser lovende ud på papiret, men skuffer i praksis

3 6
Future og Lil Uzi Verts samarbejde ser lovende ud på papiret, men skuffer i praksis
Future og Lil Uzi Vert (Foto: Kevin Winter/Theo Wargo/Getty Images)

Future og Lil Uzi Verts fællesalbum starter med en af årets stærkeste trap-sange. Uzi indånder ’Stripes Like Burberry’ med en helt særlig blanding af både livsvilje og melankoli, når han halvt synger og halvt rapper om at vokse op i en by, hvor volden er hverdag: »I might pop a fuck nigga, like a wheelie / I’m used to the murders, I’m from Philly«.

Det er sådan en sang, der sætter trappens typiske blanding af pralerier og trusler i perspektiv, fordi sangen viser kampen bag. Det bliver kun endnu tydeligere, når Future kommer på i anden halvdel af nummeret og løfter det hele endnu højere op. »Niggas get killed on camera in my city«, rapper han et sted og synger så omkvædet med én væsentlig forskel: »I’m used to the murders, I’m from Atlanta«.

Budskabet er klart: Volden er den samme i alle USA’s storbyer, og det samme er den evige kamp for at komme til tops. Det er derfor, ’Stripes Like Burberry’ fængsler fra første sekund – det er sådan en sang, der fortæller historien bag alle kæderne, bilerne og designertingene.

Det er samtidig også en sang, der skaber nogle høje forventninger til resten af albummet. Og de forventninger bliver, desværre, på ingen måde indfriet.

For – spoiler alert – ’Pluto x Baby Pluto’ er ikke et klassisk trap-samarbejde a la dengang Rich Homie Quan og Young Thug fandt sammen som Rich Gang – eller som Lil Baby og Gunnas parløb de senere i år. I stedet lægger det nye album sig i forlængelse af Futures seneste fællesudgivelser med Young Thug og Juice WRLD. For ligesom ’Super Slimey’ og ’WRLD On Drugs’ er det her mestendels en monoton trap-maraton, der kun reddes af korte glimt af genialitet.

Dén monotoni er til dels en afspejling af Futures nuværende form, for de seneste år har rapperen lidt lydt som én, der bare fortsætter med at lave den samme sang gang på gang, fordi han ikke ved, hvad han ellers skal tage sig til. Som om det at rappe er et slags kontorjob, hvor den næste sang er endnu en arbejdsdag, der bare skal overstås.

På ’Pluto x Baby Pluto’ er Atlanta-rapperen dog stedvis mere til stede, end han ellers har været på det seneste. Melodierne på ‘Drankin N Smokin’ liver således det ellers ret generiske guitar-trap-nummer op, mens solosangen ’Rockstar Chainz’ skaber sådan en blanding af melankoli og misantropi, der pludselig minder én om, at det her jo er kunstneren, der har lavet klassikere som ‘Codeine Crazy’.

De overlegne flows på ’That’s It’ har desuden samme henkastede overlegenhed som på Drake-samarbejdet ’Life Is Good’, men alt for ofte lyder Atlanta-rapperen som om, han mere eller mindre keder sig i studiet.

Det hakkende flow på ’Plastic’ og de evige gentagelser på ’Bought a Bad Bitch’ er således to tydelige eksempler på en kunstner, der ikke engang prøver længere. De sange bliver heller ikke hjulpet af beats, der lyder som metervare-trap, der allerede er forældet – ’Plastic’ bruger eksempelvis det der ekko-agtige stemmesample, der var på alle Atlanta-beats for et par år siden.

I modsætning til Future burde Lil Uzi Vert være i topform, for han har lige udgivet karrierens stærkeste album i form af ’Eternal Atake’. Og oftest er han da også en del mere sprudlende end Future: Hvor sidstnævnte tit flyver gennem sangene på autopilot, lyder Uzi tit som en skør co-pilot, der ryster ved rattet, indtil sangene laver saltoer. Men selv om den yngre rapper tilføjer en del tiltrængt energi og temposkift, er han langt fra i topform her.

Uzis obligatoriske ekskæreste-klagesang ’I Don’t Wanna Break Up’ mangler totalt de sært smukke formuleringer og subtile melodier fra klassikere som ’XO Tour Llif3’. I stedet bræger han sig igennem omkvædet som Trippie Redd på en dårlig dag.

Uzi-solosangen ’Lullaby’ er et af de få eftertænksomme øjeblikke, men rapperen spilder det ellers velkomne stemningsskift på en sang helt uden melodi- eller flowskift, hvis tekst sjældent går dybere end det her: »I done fucked all her friends, all her enemies too / I think her mama even feelin’ me too«.

Der er altså en stor mængde musik på albummet, der lyder som dårligere versioner af allerede eksisterende sange. På den måde er ’Pluto x Baby Pluto’ mere et eksempel på manglende kvalitetskontrol end manglende talent. For de to rappere kan faktisk have en stærk kemi, hvilket man før har hørt på fællessinglen ’Over Your Head’ eller Future-tracket ’All Bad’, hvor Uzi gæstede.

Det er der også glimt af på den nye udgivelse. På ’Bankroll’ får Uzi sin ældre samarbejdspartner til at genbesøge sin mere autotune-forelskede fortid fra debutalbummet ’Pluto’ – hvilket er ekstremt passende, albumtitlen taget i betragtning. ’That’s It’ er som nævnt også Future i et sjældent inspireret øjeblik, og når de to rappere gør noget uventet, som deres hurtigt skiftende flow-duet ’Marni On Me’, vågner albummet også op.

De momenter er nok til at redde udgivelsen, men de er langt fra nok til at løfte det her samarbejde op over middel. ’Pluto x Baby Pluto’ er ikke et nyt, overlegent parløb, men snarere endnu et i rækken af samarbejder, der ser ekstremt lovende ud på papiret, men som skuffer i praksis.


Kort sagt:
Future og Lil Uzi Verts fællesalbum starter helt fantastisk, men derefter falder niveauet drastisk. ’Pluto x Baby Pluto’ er en monoton trap-maraton, der reddes af glimt af genialitet.

Future & Lil Uzi Vert. 'Pluto x Baby Pluto'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af