Future sidder fast i monotonien på ‘High Off Life’

3 6
Future sidder fast i monotonien på ‘High Off Life’
Future.

Hvis Futures karriere var en film, var den nok sluttet med hovedværket ’DS2’ i 2015 eller måske med karrierens dengang største hit; ’Mask Off’ fra 2017. For på det tidspunkt var det som om, den dramatiske saga om Atlanta-rapperen havde fået sin store, uventede happy end.

Future havde haft nogle tumultariske år, hvor han gik fra lokal mixtape-succes til global stjernestatus. På et tidspunkt boede han i L.A., var forlovet med r’n’b-sangeren Ciara og lavede pophits med Miley Cyrus.

Men da den verden kollapsede for Future, tog han tilbage til Atlantas hiphopscene og sank ned i det tilhørende stripklubmiljø. Her skabte han rækkevis af mørke mesterværker, der var lige så dystre som hans tidligere poprap var optimistisk.

Future blev genfødt som kunstner og større end nogensinde. Dér kunne man godt have kørt rulleteksterne.

Men sådan er livet jo ikke, tingene flasker sig ikke helt så elegant. Så de seneste år har Future selvfølgelig ikke bare sagt »ok, min historie er slut«. I stedet har han bare fortsat. Den rille, rapperen røg ned i der i midten af 2010’erne, er han stadig i. Og det ændrer sig heller ikke på det nye album ’High Off Life’.

Den nye udgivelse er ikke lige så drænende monoton som sidste års ’The Wizrd’, men det er stadig et album, der kun kender ét tempo og én stemning. Det ene generiske trapbeat efter det andet slæber sig afsted, og Future varierer knap nok sit flow.

Især trap-stjerneproduceren Southside bidrager med metervare på sange som ’Touch the Sky’ og ’Hard to Choose One’. På sidstnævnte snøvler Future noget med »one hundred bad bitches havin’ fun«, men han orker ikke engang at fake entusiasme omkring dén situation.

Nu var fremmedgørelsen overfor hele det hedonistiske univers, han befandt sig i, en af årsagerne til, at Futures udgivelser var så stærke i midten af 2010’erne. Dengang skabte han et mareridtsagtigt scenarie, hvor stoffer, strippere og overflod tydeligvis prøvede (men sjældent lykkedes med) at skjule et knust hjerte.

Dén følelsesmæssige intensitet er gået tabt de seneste år. Det her lyder mere som en rapper, der burde være taget hjem fra klubben for længst, for der er ingen nye ideer eller oplevelser at hente. Hør bare fløjte-trapsangen ’Posted With Demons’, der prøver at genskabe succesen fra ’Mask Off’. Eller det uinspirerede, monotone Young Thug-samarbejde ‘Harlem Shake’, hvor rapperne knap nok lyder vågne.

Her skal jeg til gengæld nok skynde mig at sige, at de færreste numre på ‘High Off Life’ er decideret dårlige. Future har stadig et stærkt flow og en interessant stemme. Stedvis, som på den Metro Boomin-producerede ’Ridin Strikers’, skaber han stadig den der uhyggelige, ildevarslende stemning som på hovedværkerne. Og ’Up the River’ lader melankolien snige sig ind i musikken, hvilket altid har klædt Future.

Gæsterne bidrager desuden også med lidt tiltrængt variation. Lil Durk har den slags følelsesmæssig intensitet, Future plejede at være kendt for, når han rapper: »I answer my phone in the middle of the night, like who done died now?« Lil Uzi Vert bidrager med en overlegen sans for melodi (også et af Futures tidligere kendetegn, der er gået tabt), mens Travis Scott endnu engang viser, at han har taget Futures lyd og udviklet den til noget helt nyt på ‘Solitaires’.

Så nej, det er ikke fordi, filmen er helt knækket for Future. Han er snarere fanget i et evigt loop, hvor han bliver ved med at skabe den samme scene igen og igen – som en slags stripklub-’Groundhog Day’.


Kort sagt:
Hvis Futures karriere var en film, burde den have sluttet med mesterværket ’DS2’ i 2015. Siden er han kørt fast i den samme trap-rille – således også på det monotone ’High Off Life’.

Future. 'High Off Life'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af