I den digitale tidsalder er det lidt besværligt for pladeselskaber at skubbe en single efter, at albummet er udkommet. Inden albumudgivelse er det på papiret let nok: Der kan man bruge en single til at opbygge hype omkring den kommende albumcyklus. Hvis der er én ny sang fra The Weeknd, er det selvfølgelig den, du hører. Og hvis der kommer én til, graviterer du mod den.
Men hvad gør man, når albummet har været ude i noget tid, og pladeselskabet vil have én sang fra tracklisten til at blive det næste store hit? Når man som forbruger har 14 nye The Weeknd-sange på sin streamingplatform, hvordan sørger pladeselskabet så for, at du streamer præcis track 10 på repeat, netop nu, en håndfuld uger efter albummets udgivelse?
Man kan selvfølgelig prøve med en mindeværdig musikvideo, hvilket for eksempel gjorde Harry Styles’ ‘Watermelon Sugar’ til et stort sommerhit i år, selv om sangen allerede promoverede ‘Fine Line’ i november 2019.
Men, let’s be real: Vi lever ikke i MTV- eller radioæraen længere. Radiostationers musikredaktioner kommer kun i begrænset omfang til at omdirigere dig til den bestemte sang, pladeselskaberne prøver at gøre til et hit. Jovist, det kan være, at Dua Lipas ‘Hallucinate’ i juli begyndte at få mere airplay på radiostationerne, da den formelt blev udgivet som single med en kæk animeret video. Men forbrugernes nysgerrighed kunne absolut ikke hamle op med de tre indledende Dua Lipa-singler, der til stadighed samler streams i hobetal.
Men ved du, hvad der fik mig til at streame en Dua Lipa-sang, som ellers havde været ude i nogle måneder? Det faktum, at hun inviterede rapperen DaBaby ombord på et remix af ‘Levitating’. Du ved, et af de der remixes, hvor der rent faktisk ikke er ændret væsentligt på instrumentationen, men hvor det eneste, der adskiller nummeret fra originalen, er et gæstevers.
DaBaby fungerer på ingen måde på det nummer. Selvfølgelig fungerer han ikke. DaBaby har intet æstetisk eller tematisk tilfælles med Dua Lipa. Hans sprælske flow klæder ingenlunde den tætpakkede instrumentation – der er en grund til, at de bedste DaBaby-sange har relativt tyndtbefolkede beats, der giver ham plads til at boltre sig. Alligevel fik samarbejdet succesfuldt fornyet interessen i nummeret, og remixet er således det ‘Future Nostalgia’-track, der bliver streamet mest.
Der var også et andet remix af ‘Levitating’, der tidligere blev skubbet som single: The Blessed Madonnas techhousede nyfortolkning med Madonna og Missy Elliott som gæster – en ret spændende udgave, der rent faktisk tog nummeret i en ny retning. Men det var selvfølgelig ikke det, der blev en streamingmastodont. Succesformlen for et remix er: Det, vi allerede kender, men med en ny ingrediens, der gør os lidt nysgerrige.
Det er ikke noget nyt
At smække en gæstestjerne på et allerede udgivet track for at øge hitlistepotentialet er selvfølgelig ikke en ny ting. Det har været en stødt stigende tendens de seneste mange år. Men det er kun blevet en så populær tendens, fordi der tidligere har været eksempler på, at det har virket fornemt.
Et klasseeksempel er Bruno Mars’ new jack swing-throwback ‘Finesse’ fra 2016 – det blev selvsagt kun forbedret af, at Cardi B på remix-udgaven fra 2018 gav et vers i bedste Lisa ‘Left Eye’ Lopes-stil. Jeg synes oprigtigt, der mangler noget, når jeg nu vender tilbage til originalen.
Og 2020 er absolut ikke det første år, vi har set det gjort kluntet og kynisk. Lad os tage et hurtigt tilbageblik:
Sean Paul havde intet at gøre på Sias ‘Cheap Thrills’. Sjældent har jeg set en gæstekunstner så dovent påklistret som Nicki Minaj på Alicia Keys’ ‘Girl on Fire’. Justin Bieber tilføjede intet kunstnerisk, da han gæstede ‘Despacito’ eller ‘Bad Guy’. Og jo mindre vi anerkender Kendrick Lamars vers på Taylor Swifts ‘Bad Blood’, des bedre for hans omdømme.
Alle disse tracks er bedre i originaludgaverne, men hitlistesuccesen talte sit eget sprog. Så selvfølgelig er tendensen kun blevet større, som streamingtjenester fik mere og mere dominans, og lyttere kun ville gravitere mod allerede udgivne sange, hvis der var noget nyt ved dem.
I 2020 blev det for meget af det gode
2020 har været året, hvor der var så mange af disse remixes, at jeg blev godt træt af det. Nu er det også en del af mit arbejde, at jeg prøver at holde mig opdateret hver eneste uge, så jeg bliver sandsynligvis mere irriteret over den åbenlyse kynicisme end den gængse musiklytter.
Men jeg er i tvivl om, hvor lang tid, tendensen mon stadig har ben at gå på. Vi har haft så mange remixes, der kun har forværret originalen, men som har kastet noget stjernedrys ud over en sang, så den lige kunne få det sidste hitlisteskub.
‘Say So’ af Doja Cat ramte førstepladsen på Billboard, da et sløset Nicki Minaj-vers blev smidt på. The Weeknds fremragende ‘In Your Eyes’ fik nyfunden kommerciel succes, da Doja Cat gav et gæstevers – men som lytteoplevelse blev den utvivlsomt mere flad. Justin Bieber hoppede på 24kGoldns ‘Mood’, bare for at forlænge nummerets Billboard-førsteplads en smule – men hans vers matcher afgjort ikke resten af nummerets charme.
Det absolut værste eksempel er Gabby Barretts ‘I Hope’ – en countrysang om at ønske, at en utro eks’ nye kæreste virker vidunderlig for til sidst at knuse hans hjerte. Den fik et hitlisteskub af, at Charlie Puth hoppede på en duet-udgave.
Han tilføjede intet. Han sang blot Barretts andet vers, men visse steder med pronomenerne byttet om – hvilket stedvist får sangen til at have markant mindre pondus end oprindeligt.
Det kan stadig gøres godt. ‘Savage’ af Megan Thee Stallion fik kun mere slagkraftig attitude af at få Beyoncé på. Og hvor Doja Cat på ‘In Your Eyes’ faldt til jorden, fik samme sang nyt liv af en smooth saxsolo fra Kenny G.
Jeg er på ingen måde modstander af remixes – mit mest lyttede album i 2020 var sågar et remix-album spækket med gæstestjerner. Men jeg så gerne, at det generelle ambitionsniveau blev hævet. For vi har at gøre med nogle virkelig dygtige musikere, der spilder deres talent på sløsede remixes, der lugter langt væk af pladeselskabs-kynicisme.
Den stank bliver kun større, hvis der ikke bliver lagt mere arbejde i samarbejderne fremadrettet. Og hvis de her feature-remixes fortsætter med at blive udført så uinspireret, tvivler jeg på, at de kan fortsætte med at være en effektiv hitliste-taktik.