KOMMENTAR. Det er ikke mere end et par uger siden, jeg sidst skrev om Drake: Igen igen var han den artist, jeg havde lyttet mest til i årets løb. Jeg kan ikke se mig ud af at være stor Drake-fanatiker, og jeg har efterhånden leveret min del af Drake-artikler. Især hans tidligere album er en fast del af det musikalske inventar herhjemme.
For mig er han en af de største, både kunstnerisk og kommercielt, og jeg tror, mange ville være enige. Hans kunstneriske peak kom tidligere i karrieren, og hans kommercielle peak over de sidste par år – han har netop passeret 50 milliarder afspilninger på Spotify som den første nogensinde.
Hypen og spændingen omkring et kommende album burde derfor være helt i top. Men ærligt talt: Er jeg den eneste, der ikke er særlig spændt på ‘Certified Lover Boy’?
Jeg har virkelig svært ved at komme op at køre over det kommende Drake-album – en begivenhed som jeg for fem år siden ville have set enormt meget frem til. Det er som om, der er gået noget tabt på vejen fra ‘Thank Me Later’ og hertil.
Åbenbaringen udebliver
Det ville være for meget at kalde Drake en album-kunstner, på linje med eksempelvis Kendrick Lamar (som han ofte er blevet sammenlignet med). Alligevel var hovedværket ‘Take Care’, og de efterfølgende ‘Nothing Was the Same’, og ‘Views’ en stærk albumtrilogi, som var med til at etablere Drake, der virkelig fandt en lyd og en stil, han mestrede.
De tre album er både personlige, unikke og interessante, og udgjorde grundlaget for den Drake, vi stadig kender i dag. I samme periode kom ‘If You’re Reading This It’s Too Late’, og ‘What A Time To Be Alive’ (teknisk set mixtapes – Drake har altid haft en lettere lemfældig tilgang til album-formatet), der yderligere markerede ham som en af tidens vigtigste, toneangivende kunstnere.
Men derefter var det som om, der skete noget. ‘More Life’, opfølgeren til ‘Views’, var endnu længere end de i forvejen lange album, og blev kaldt en ’playliste’ (den dag i dag er der stadig ingen, der rigtig har forstået, hvad det betyder).
Det var et længere, mere diffust (for ikke at sige rodet) format, med mange numre, der ikke nødvendigvis arbejdede sammen mod en større helhed. Det var en spændende samling af forskellige lyde og kunstnere, men ikke nødvendigvis noget stærkt værk, og havde ikke Drake i centrum på samme måde.
Efter det kom dobbelt-affæren ‘Scorpion’, der havde stærke numre, men som var ekstremt langt, og som i min optik ikke havde samme sammenhængskraft som tidligere. Ja, det album gav os ‘Nice For What’, ‘God’s Plan’ og ‘In My Feelings’, men hvem kan overskue at lytte til det fra ende til anden? Selv hvis man skulle komme helskindet igennem de 25 (!) numre, får man altså ikke nogen stor åbenbaring ud af det. Det er bare en masse Drake-sange.
Et tveægget svær
De seneste Drake-udgivelser har ikke engang været album – ‘Care Package’ var en opsamling sange fra ‘Take Care’-tiden, og ‘Dark Lane Demo Tapes’ var endnu et mixtape, der kunne lidt af hvert og ikke rigtig noget på samme tid.
Netop det kunne måske få en til at tro, at Drake nu er klar til at udgive et ægte album-album igen, og vende tilbage til de gamle Drake-dyder. Promo-videoen, der kom i oktober, hentyder bestemt til det. Titlen føles som en hentydning til dengang, Drake var kendt som den følsomme rapper, men virker også næsten lidt ironisk, som om Drake efterhånden er blevet en parodi på sig selv.
For en, som stadig synes balladerne på debut’en ‘Thank Me Later’ er nogle af Drakes bedste numre, er udsigten til flere old school ’loverboy’-Drake sange ganske kærkommen, men det er også et tveægget sværd. For det er ikke givet, at han kan vende tilbage til den form og den lyd på samme måde som for 5-10 år siden, og det er bestemt heller ikke givet, at det ville være en god ide.
Det, der gjorde Drake så spændende dengang, var jo netop, at han tog nogle chancer og gjorde noget nyt.
Derfor ved jeg nærmest ikke, hvad jeg skal forvente. Men jeg har af en eller anden grund en træls mavefornemmelse, der siger mig, at jeg i hvert fald ikke skal forvente for meget.
Uendelighedsmateriale
Jeg ved heller ikke, hvad jeg skal tænke om de andre numre, han har udgivet på det seneste – løse singler, ’freestyles’ og features med alt fra DJ Khaled til relativt ukendte Yung Bleu.
Den ene single, som officielt hører til ‘Certified Lover Boy’ (‘Laugh Now Cry Later’ med Lil Durk), er et fint, trivielt Drake-nummer, der lige så godt kunne have været på ‘Dark Lane Demo Tapes’, eller udgivet som endnu en løs single.
Det er måske lidt problemet: Drake udgiver så meget hele tiden, at det er svært at forestille sig albummet som andet end bare det næste i rækken af tilsyneladende uendeligt Drake-materiale.
Det virker ærligt talt, som om han er mere interesseret i at lave features med andre rappere, gå viralt på Instagram og TikTok (var der egentlig nogen, der reelt var oppe at køre over ‘Toosie Slide’?), og hele tiden udgive nye småting.
Han er blevet mester i at holde Drake-hamsterhjulet i konstant bevægelse: Han sørger for, at maskinen kører, afspilningerne ruller ind og snakken går på internettet. Men samtidig føles det som om, han ikke rigtig kommer nogen vegne. Og han virker altså mindre investeret i at lave den slags album, som bar ham frem i starten af karrieren.
Den store færd er ovre, og nu er der kun sidemissioner tilbage. Fred være med det. Det er der som sådan ikke noget galt med. Men det er også en del af grunden til, at det er svært at holde spændingen oppe omkring ‘Certified Lover Boy’.
Betyder det, at jeg ikke vil lytte til albummet den dag, det kommer ud? Absolut ikke. Jeg kommer til at sætte det på ved første lejlighed. Og forstå mig ret: Jeg ville elske at tage fejl.
Jeg ville elske, hvis ‘Certified Lover Boy’ var et stærkt, og ikke mindst gennemført album, hvor Drake vender tilbage til top-albumform og blæser mig bagover. Men jeg skal høre det, før jeg tror det.