KOMMENTAR. Jeg vil gerne lige starte denne her tekst med at sige, at jeg godt kan lide Justin Bieber. Jeg kender ham af gode grunde ikke, men han virker til at være en fin fyr med hjertet på rette sted, som er et rigtig godt sted i sit liv lige nu.
Ja, jeg ved godt, at det er et lidt gammelt og plat greb sådan at indlede en kritisk tekst med at pointere, at man rent faktisk godt kan lide det subjekt, man har tænkt sig at kritisere. Men det er (næsten) ikke med min gode vilje, at jeg går lidt efter den gode Bieber. Det kan bare være svært at lade være, når han er blevet så … hellig. Eller ’Holy’, som hans 2020-single med Chance the Rapper jo bogstavelig talt hedder.
For lige så godhjertet og Jesus-prædikende Bieber er blevet efter sine ’vilde’ ungdomsår, lige så meget er han også blevet klicheernes holdeplads.
Klart, det er USA (Bieber er canadier, I know), og alting derovre er lidt mere poleret, politisk korrekt og, ja, kristent. Men der må også være grænser, siger den let kyniske, ikketroende europæer.
Og det hele kammede altså lidt over, da Bieber i fredags annoncerede sit kommende album, der udkommer 19. marts. Det gjorde popstjernen ved at dele både titel (’Justice’), coverart og så en tekst, der på relativt få ord fik spillet med den helt store patos-violin.
Så kære Justin Bieber med hjertet på rette sted; du er en god fyr, men her er de mest kiksede elementer i din albumannoncering.
1. »I en tid …«
En af de største klicheer i filmtrailers er den indledende linje »in a world …« – hvorfra fortællerstemmen på dramatisk vis kan fortælle om, hvad det er for en skør verden, vores helte skal redde dagen i.
I Instagram-teksten, der ledsagede annonceringen af ’Justice’, twistede Bieber den lidt til »i en tid …«.
»I en tid, hvor der er så meget galt med denne her ødelagte planet, higer vi alle efter heling og retfærdighed for menneskeheden«, indleder han teksten, så man bliver i tvivl, om han er i gang med at sælge et nyt episk stordrama med Chris Evans i hovedrollen.
Hvad der følger efter er ikke meget bedre. Bieber proklamerer, at han vil lave musik, som kan give trøst. At han vil lave musik, som folk kan relatere til og føle sig mindre alene. Han skriver, at musik er en god måde at minde hinanden om, at vi ikke er alene. At musikken er noget, som kan forbinde os.
»Jeg ved godt, at jeg ikke kan løse uretfærdighed ved at lave musik«, skriver Bieber: »Men jeg ved, at hvis vi alle gør vores del og bruger vores evner til at tjene planeten og hinanden, så er vi så meget tættere på at være forenede. Det her er mig, der gør en lille del«.
Det kan godt være, at han skriver, han bare er en lille brik i, men det lyder jo lidt som om, at Biebers musik skal redde verden! Holy shit.
Misforstå mig ikke: Det er jo ikke fordi, der er noget galt med denne her tekst. Men den er skrevet på en måde, hvor hver enkelt linje, hvert enkelt budskab, er en lille (eller stor) kliché i sig selv. Og det gør det på en måde bare lidt upersonligt.
2. Skrifttypen fra helvede
»Nogle gange bliver jeg følelsesladet over skrifttyper«, tweetede Kanye West ikonisk for mange år siden. Og hvis han har set skrifttypen på coveret til ’Justice’, så er han helt sikkert blevet rasende.
Den er nemlig forfærdelig. Tung og kluntet, så bogstaverne klumper sammen på en måde, hvor man næsten ikke ville kunne læse titlen, hvis ikke man kendte den i forvejen.
Og så er det ’T’et’, der er blevet omdannet til et stort kors. For det første: Lidt for helligt. For det andet: Det ligner en virkelig dårlig kopi af bandet Justices legendariske cover-æstetik.
3. Coveret som helhed
Og nu vi er i gang, kan vi lige så godt bare tage hele coveret.
For hvad er lige sammenhængen mellem de to skrifttyper, der bruges til henholdsvis titlen og kunstnernavnet?
Hvad er meningen med den der flade grønne farve? Hvad sker der for, at det skal ligne, at coveret er helt nedslidt? Har de ikke Photoshop?
Og hvorfor sidder Justin Bieber i en tunnel og tager sig selv til hovedet, som om det hele bare er lidt for meget?
Så mange spørgsmål, så få svar.
Det simple røde cover til Biebers foregående album ’Changes’ var faktisk ret fedt. Jeg ved ikke, hvorfor designerne har ringet til 90’erne og bedt årtiet om at brække sig ud over coveret til ’Justice’.
Én ting har det nye artwork dog kørende for sig; det er ikke lige så slemt som ’Purpose’-coveret.