‘Emotional’: When Saints Go Machine skifter kurs på album påvirket af flere benspænd – både frivillige og ufrivillige
Imens When Saints Go Machine på deres tidligere, altid søgende album synes at have arbejdet i et grænseløst kreativt rum, har de på deres femte af slagsen haft flere – både frivillige og ufrivillige – benspænd.
Pandemiens restriktioner (ja, vi kan godt kalde ‘Emotional’ for trioens coronaalbum) og parløbet med instruktør Adam August, hvis tv-serie ‘Lover’ havde premiere i julen 2020 med de nye sange på lydsiden, har tvunget When Saints Go Machine til at isolere sig fysisk og forholde sig til en stram deadline.
Det kan i dén grad høres på ‘Emotional’, hvor bandet skifter kurs med en påfaldende ligefrem og poppet lyd. Ovenpå det eksperimenterende, Copenhagen Phil-assisterede ‘So Deep’ fra 2019 har enhver When Saints-fan nok troet, at de forløsende omkvæds tid var endegyldigt forbi, men det nye albums titel skal tages ganske bogstaveligt; her er de umiddelbare følelser sat i centrum.
Melankolien tager dog mere plads end euforien og desperationen, og da de elektroniske produktioner ikke rigtig løfter sig fra den lidt generiske synthpop, formår ‘Emotional’ kun at levere den tilsigtede intensitet i glimt.
Med misbrugsfortællingen i tv-serien ‘Lover’ som ramme er albummets hovedtema afhængighed og sangenes udfordring at skulle tilpasse sig og formidle manussets (melo)dramatiske kurver og fungere som dynamiske og sammenhængende lytteoplevelser på egen hånd. ’Far Cry’ er med sin helt enkle struktur, korte spilletid og de inderlige fraseringer og korstemmer en helstøbt lille popsang, let at mærke, men også let glemt.
Albummet betror sig gennemgående til, for When Saints Go Machine, ret tilgængelige genrer og inspirationskilder inden for kontemporær pop; for eksempel emmer ‘When Did Summer End’ af sørgmodig James Blake ved at kombinere regndugget klaverspil med kølige hiphopbeats. Ikke vildt progressivt, men som altid kompetent forløst af den rutinerede trio.
Måske mest bemærkelsesværdigt er skiftet i Nikolaj Vonsilds vokal. På sange som ‘Emotional’ og ‘Never Seen Before’ finder den ned i et dybt, nærmest soulet leje, som lyder så væsensforskellig fra hans karakteristiske falset, at jeg under de første par lyt troede, at der var tale om en gæst (’hvad dælen laver Khalid, af alle, her?’).
Sangerens spændvidde er imponerende, og især på det klædeligt dunkle og underspillede titelnummer gør det udvidede register god figur i samspil med et tungt skydække af svævende synthflader. Også autotune og rap spiller en gennemgående rolle på et album, der således lader det være op til Vonsilds stemme at løfte de lidt ensporede sange.
Kort sagt:
Pandemiens restriktioner og parløbet med tv-serieinstruktør Adam August har skubbet When Saints Go Machine i en mere poppet retning. ‘Emotional’ vil formidle umiddelbare følelser, men da de elektroniske produktioner ikke rigtig løfter sig fra den lidt generiske synthpop, formår trioens femte album kun at levere den tilsigtede intensitet i glimt.