15 år er lang tid for os allesammen, men for en popstjerne er det en evighed. Også for Miley Cyrus, der for halvandet årti siden startede sin karriere som titelrollen i Disney-showet ‘Hannah Montana’.
Siden da har hun haft en exceptionelt succesfuld popstjernekarriere, der både har budt på twerk-venlige hiphophits på albummet ‘Bangerz’, eksperimenternede syrerock på ‘Miley Cyrus & Her Dead Petz’ samt senest en nyfunden kærlighed for 80’erne.
Men nu, hvor det altså er 15 år siden, ‘Hannah Montana’-showet havde premiere, har Miley Cyrus skrevet et brev til sit tidlige alter ego, der startede det hele.
»Kære Hannah Montana, jeg elsker dig stadig 15 år senere«, står der blandt andet.
Samtidig fortæller Miley Cyrus også, hvor meget den rolle faktisk fyldte: »Der var en tid, hvor du holdt mere af min identitet i dine handsker, end jeg havde i mine egne hænder«.
Den identitet, hun mistede i begyndelsen af karrieren, må man i dén grad sige, hun har generobret siden. Men samtidig er det da smukt at se, at Cyrus stadig primært har kærlighed tilovers for det alter ego, der dominerede hendes liv i mange år.