Kristian Leth vender og drejer verdens tragedier med en smittende følelse af håb
Kristian Leths primære musikalske output har alle dage været poprockgruppen The William Blakes, men han har også en solokarriere.
Ofte er sideløbende solokarrierer lig med et frirum, hvor musikerne kan spille på alle de strenge, der ikke ville give mening at spille på i det etablerede band. Men sådan forholder det sig ikke hos Kristian Leth.
Her er solokarrieren afgjort mere stilmæssigt konsekvent end The William Blakes nogensinde har været. Der kan trækkes en klar rød tråd mellem hvert af hans tre album i eget navn – fra 2012’s ‘Hjemad’ til den nye plade ‘Stormen’.
De er alle omtrent lige lange, de er alle dansksprogede, og mens poprock afgjort er et passende genremærkat for dette projekt også, er de afgjort også singer/songwriter-album – genremæssigt meget lig Peter Sommer eller Claus Hempler.
Og netop fordi de tre album ligger i så klar forlængelse af hinanden, er det ekstra spændende at se på, hvordan det nye ‘Stormen’ så adskiller sig fra sine forgængere. For der er sket meget på de fem år siden ‘Fremmed land’ udkom.
Selv Leths måde at synge på er ændret markant. Ikke blot fordi hans vokal er dybere nu, men også grundet tonen i hans stemme. Før var der noget desperation, noget tvivlende angst, en gennemtrængende higen og søgen. Men det er blevet afdæmpet.
For ironisk nok er han knap så fremadstormende på ‘Stormen’, selv ikke på mere energiske skæringer som det Minds of 99-klingende new wave-track ‘Gaden’. Han er stadig tænksom, men på en mindre impulsiv og mere afmålt, struktureret måde – både hvad gælder hans lyrik og hans levering. Leth beskriver kvaler i sit liv og i verden generelt, men med en ofte ret diskret melankoli og en påfaldende sindsro i tonen.
Det har et eller andet sted samme effekt som den monotone snakkevokal, jeg tidligere har rost gruppen Dry Cleaning for. En tidsåndens følelse af magtesløshed, der gør, at en så klassisk emotionel vokal som på Leths tidligere soloudgivelser nærmest allerede hører en svunden æra til.
Her er der dog én væsentlig asterisk, nemlig åbningsnummeret på ‘Stormen’: ‘Den episke’.
Det nummer sætter hele resten af albummet i perspektiv (hvorfor jeg også må rose Leth for at vælge den som førstesingle). Sangen er en erklæring om håb – en troserklæring, for at citere Leth selv. Og den sætter resten af albummet i perspektiv, at der stadig er et håb.
Der er stadig et håb, selv om »alle er alene«, som han synger på ‘Gaden’, og selv om stormen »havde alle vores spøgelser med«, som han synger på titelnummeret. ‘Stormen’ er en skildring af verdens ulykker, men set gennem den vinkel, at det er vigtigt, at håbet ikke går tabt.
Håbet vender tilbage på ‘Stille’, der måske kan blive lidt for pastelfarvet til min smag (»jeg husker det vigtigste / husker dig«), men hvor den centrale tese om at holde fast i det, man holder af, alligevel er vigtig for albummets generelle meddelelse.
Af samme grund synes jeg lidt det går ud over det overordnede budskab, når ‘Sig det som det er’ som albummets eneste nummer kaster sig ud i decideret melodrama, der ingenlunde emmer af håb. Og når der kommer stribevis af småfjollede sammenligninger på ‘Givet alt’ er det omvendt svært at føle, at albummet er forankret i noget alvorligt (»som et træ uden fod / som et kors uden blod / som en fugl uden fjer / som en munk, der ik’ ber’«).
Det er synd med de afstikkere, for ellers er albummet ganske godt forankret i en overordnet følelse af, at verdenssituationen skal tages alvorligt, og at håbet er en vigtig ingrediens i at forholde sig til den.
Albummet slutter med det drømmende track ‘Uendelige’, der drømmer om en dag, hvor »alt det vi har, er det vi skal ha’«. Det rige arrangement svæver noget så smukt, mens man som lytter inviteres til at overveje, hvorvidt den verden, han skildrer, i det hele taget er mulig. Det føler jeg mig ikke klog nok til at skulle svare på – men håbet er smittende.
Kort sagt:
Kristian Leths tredje album er fortsat primært singer/songwriter-indierock, og han rammer smukt tidsånden, hvor verdens tragedier bliver vendt og drejet – med det overordnede, smittende budskab, at uanset hvor skidt verden ser ud, er håbet værd at holde i live.