Som musikfan lever man for de der øjeblikke, hvor hårene rejser sig på armene.
Gåsehuden kan melde sin ankomst af en lang række musikalske årsager, men den mest basale (som i den grad ikke skal underkendes) er nok bare følelsen af, at ’hold kæft, hvor lyder det her fedt’.
Sådan nogle øjeblikke skal man huske at dele med hinanden. For måske gådehuden kan sprede sig?
Derfor denne artikel om sangen ’Play the Greatest Hits’ fra Wolf Alices ret så fremragende (seks stjerner!) nye album ’Blue Weekend’, der cementerer foretagendet som et af de bedste nyere bands på den britiske rockscene.
’Blue Weekend’ er for det meste relativt afdæmpet, men et par steder giver kvartetten los i de fintfølende tendenser og skruer forstærkeren op på 11.
For eksempel på den fra første sekund punkkradsbørstige ’Play the Greatest Hits’, som er så hæsblæsende, at man næsten ikke når at trække vejret i de to minutter og 27 sekunder, sangen varer.
Ellie Rowsell synger om ’det hurtige liv’, og om hvordan hun forelsker sig i det første og bedste ’creep’ for derefter at »fill in the silence with the first thing you find«.
Og hvordan fylder man bedst stilheden ud? Med musik. Med the greatest hits. Som skal spilles højt, så tomrummet overdøves.
»HEY / IT ISN’T LOUD ENOUGH«, nærmest skriger Rowsell i omkvædet i en så insisterende tone, at de små hår rejser sig på armene. Og det var jo dem, det hele handlede om.