Med Soundvenue Springer sætter vi fokus på de nye talenter, der blæser os bagover lige nu, og som vi glæder os til at følge i mange år frem.
Mina Okabe er et førsteklasses eksempel på, hvor meget kraft der kan være i det underspillede. På indtil nu fire singler synger hun med et mådehold, der både synes intimt og lidt hemmelighedsfuldt – som sad hun ved siden af dig på sengekanten med guitaren i skødet, længselsfuld efter at dele ud af sit inderste, men også med et ønske om ikke at ville overvælde dig med sine følelser.
»Now I have said too much / I’ve got to get through this«, lyder omkvædet meget sigende på den Vera/Vasco-producererede debutsingle ‘I’m Done’. Denne ambivalens skaber en helt særlig intensitet, og kombineret med et åbenlyst sangskrivertalent har Mina Okabe siden udgivelsen i oktober 2020 positioneret sig som et af de mest interessante og lovende nye danske navne.
20-årige Mina Okabe har dog aldrig nydt at være i centrum eller været god til at åbne op; hun vil meget hellere lytte og spørge til andre, men med musikken forholder det sig anderledes.
»Jeg kan normalt ikke rigtig sætte ord på mine tanker, men når jeg spiller, kommer ordene ud«, fortæller hun om sin musik, der med sit fortrolige, simple og tilbagelænede udtryk lyder af det soveværelse, den er blevet skrevet i, men samtidig trækker på r’n’b, hiphop og jazz og indtryk fra alle verdenshjørner.
For selvom Mina Okabe kan virke forsigtig ved første møde – i højttaleren såvel som ansigt til ansigt – har hun set mere af kloden end de fleste på sin alder.
Hun har en dansk far og en japansk mor og er født og opvokset i London. Da hun var seks år, flyttede familien til New York, derefter gik turen til Danmark, hvor Mina startede i 2. klasse og lærte sine første danske ord, og året efter blev Filippinerne og en international skole Minas base. Som 16-årig startede hun i gymnasiet i Ordrup nord for København, hvor familien har boet siden.
Under denne omskiftelige opvækst har musikken været en konstant og et helle. Men Mina Okabe er ikke en tryghedssøgende kunstner. Hun håber, at musikken vil nå ud i hele verden.
»Jeg har spillet og skrevet sange, siden jeg var barn. Da jeg var otte, skrev jeg en julesang, og da jeg var ti, skrev jeg en fødselsdagssang til min far. Da jeg var 15 år, blev jeg seriøs omkring sangskrivningen og postede mine egne sange på Soundcloud. Før det sang jeg meget covers, Adele for eksempel, som jeg postede på YouTube. Efter nogle måneder blev det svært for mig at finde sange, som passede til min stil, som jeg kunne relatere til, og som jeg kunne synge, fordi jeg har et dybt register. Så det var et naturligt skift at begynde at synge mine egne sange«.
»På grund af min opvækst har jeg været exposed til mange forskellige typer musik. Da vi boede i London, lyttede mine forældre meget til The Cure. I min skole på Filippinerne var jeg i koret, hvor vi sang kinesiske, filippinske og sydafrikanske sange, alle mulige forskellige sprog. I dag skifter mine yndlingsartister hele tiden, fordi jeg konstant prøver at finde ny musik og inspiration«.
»Jeg var glad for at starte i gymnasiet i Danmark, for det fik mig til at føle mig mere dansk, og jeg har fået nogle virkelig gode venner. At jeg er halvt japaner, kunne godt blive italesat nogle gange. Jeg ser ikke helt dansk ud, og jeg kunne heller ikke tale sproget så godt, men mine venner roser mig for, hvor meget jeg har lært siden. På et tidspunkt kom min veninde til at sige ‘en hus’, fordi hun har overtaget min måde at tale på«.
»Jeg er en ret privat person. Jeg er ikke så god til at snakke om mine egne følelser og tanker, og jeg kan have svært ved at formulere mig, men når jeg spiller, kommer ordene ud. Med ‘Like Other People’ er mange af ordene dem, som kom ud, første gang jeg satte akkorderne sammen. Jeg kan lide den naturlige proces. Når jeg er alene, behøver jeg ikke at overtænke tingene, så kan jeg være helt åben og let it out. Lige nu er det nemmest for mig at skrive om kærlighed«.
»Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville lave musik, men jeg var måske lidt bange for at indrømme det, da jeg var yngre, fordi jeg tænkte, at folk ville sige ‘tro på det’. Jeg har ikke en Beyoncé-stemme og følte, at man skulle have den type stemme for at slå igennem«.
»Lige da jeg startede i 3.g, tænkte jeg, at hvis jeg ville leve af min musik efter gymnasiet, måtte jeg vise den til folk. Alle, jeg nogensinde har kendt fra alle de forskellige skoler, er på Facebook, så det var meget grænseoverskridende at dele musikken derinde, men en dag postede jeg et link til min Soundcloud, lukkede computeren og gik ud af huset, imens jeg rystede så meget. Jeg var bange for, om folk ville spille det i skolen dagen efter og grine af det. Men nogle veninder skrev med det samme de sødeste beskeder til mig: ‘tænk, du ikke har fortalt os om det her!’ Derfra fik jeg en masse selvtillid«.
»Det er en stor drøm at få min musik ud i hele verden og kunne spille live forskellige steder. Det er sjovt at se på Spotify, hvor folk lytter til musikken. Min venindes storesøster var til frisøren i Japan, hvor de spillede min sang, og min mors veninde hørte ‘I’m Done’ i et supermarked (også i Japan, red.). Det er den vildeste tanke. Jeg skreg, da min mor sagde det til mig«.