KOMMENTAR. De seneste mange år har et Drake-vers været den hellige gral for nye hiphopkunstnere. En gæsteoptræden fra den canadiske superstjerne cementerede, at man havde klaret den. Det betød, at man var det næste nye.
I løbet af 2010’erne hoppede Drake på remixes af lokalhits af Future og Migos og var med til at gøre sange som ‘Versace’ og ‘Tony Montana’ til internationale hits.
Migos og Future var allerede på vej frem. Men den canadiske superstjerne gav dem det afgørende skub.
Men Drake var ikke tilfreds med kun at krone nye amerikanske artister. Han havde et globalt perspektiv på nye kunstnere.
Han tog for eksempel til England og samarbejdede blandt andet med Dave, der siden er blevet en slags UK-pendant til Kendrick Lamar, og han lavede musik med jamaicanske Popcaan og nigerianske WizKid.
Samtidig havde Drake altid et ømt punkt for den lokale, canadiske scene. Han søsatte sit OVO-pladeselskab med mange kunstnere fra Toronto, og derudover var der selvfølgelig parløbet med en helt ukendt The Weeknd, som Drake hev frem i lyset i starten af 2010’erne
I løbet af 2010’erne blev Drake således ikke bare verdens største hiphopkunstner. Han blev også manden, der kunne udpege, hvem der ellers kunne sole sig i succes. Han var artist og smagsdommer i én.
Nogle gange var det nærmest som om, at bare Drake hviskede dit navn, ville du blive en stjerne. Når han spåede nogen en stor fremtid, var det en selvopfyldende profeti.
Okay, så var der måske lidt snak hist og pist om, at Drake udnyttede de her nye artister og malkede deres momentum. The Weeknd har for eksempel fortalt, at han måtte ofre store dele af sit eget album for at give Drake materiale til dennes hovedværk ’Take Care’.
Men i det store og hele har rapperens villighed til at samarbejde med unge talenter været en velsignelse for begge parter.
Den nye artist har fået mere opmærksomhed, og Drake har fået bekræftet, hvor magtfuld hans blåstempling er – samt at han er genrens mest indflydelsesrige person.
»Ethvert Drake-cosign er også et cosign af ham selv«, som magasinet The Fader skrev i 2014. En anden artikel i Gawker skrev tilbage i midten af 2010’erne, at et Drake-feature var »musikbranchens vigtigste blåstempling«.
Men hvis det virkelig er sådan, at den canadiske stjernes magt bliver spejlet i det faktum, at hans gæsteoptrædener kan skabe nye stjerner, er der måske grund til at være nervøs i luksusvillaen i Toronto. For Drake-blåstemplet er ikke længere helt, hvad det har været.
I løbet af i år har han således samarbejdet med relativt ukendte artister som Yung Bleu, Drakeo The Ruler og senest Brent Faiyaz.
Men ingen af de sange har været den helt store karriereeksplosion. Ingen af de tre artister er blevet superstjerner over night som nogle af Drakes tidligere samarbejdspartnere.
Heller ikke det obligatoriske UK-samarbejde med Headie One (’Only You Freestyle’) blev et hit, på trods af at den britiske rapper altså har en betragtelig hype med sig i hjemlandet.
Drakes stærkeste og mest succesfulde samarbejder fra det seneste års tid har faktisk været med de allerede etablerede stjerner Lil Durk og Future.
Men for hvert vellykket samarbejde, har der også været en fuser. Som Drakes autopilot-optrædener på album af Migos og Young Thug, hvor han mest af alt lyder som om, han bare lige dukker op for gamle dages skyld.
Alt i alt er der altså ikke helt samme følelse af stjernekåring, når den engang så indflydelsesrige artist dukker op. Magien er gået lidt af det mytiske Drake-feature.
Den svindende indflydelse som gæsteartist spejles også i Drakes egen karriere, hvor han er inde i en periode af kreativt dødvande.
Han har ikke udgivet et album i årevis og i stedet holdt gryden i kog med et opsamlingsalbum, en ep og et mixtape.
Sidst han for alvor rykkede nogle grænser rent musikalsk var med ‘Scorpion’-albummet fra 2018, hvor han inkorporerede New Orleans bounce-genren på ret genial vis.
Men det er altså tre år siden efterhånden.
Samtidig har Drakes pladeselskab, OVO, også mistet pusten. I rapperens kreative storhedstid var der et stort momentum omkring kunstnere som Dvsn, Majid Jordan og Partynextdoor.
Den hype er dødt lidt ud, og de nævnte artister har haft svært ved at komme videre fra den melankolske r’n’b, der var populær i midten af 2010’erne. Det er ikke længere nok for dem at trække på Drakes efterhånden lidt slidte navn.
Den mest succesfulde canadiske artist fra det miljø, The Weeknd, blev først for alvor stor, da han demonstrativt kappede båndene til Drake og gik sin egen vej.
Når alt det så er sagt, er det nok vigtigt at få nævnt, at Drake stadig er planetens største rapper. Han er stadig manden, alle andre måler sig mod. Ingen ville sige nej til et feature fra den canadiske superstjerne.
Men måske er Drakes ikke længere helt så afgørende rolle som gæsteartist et lille tegn på, at hans jerngreb om musikscenen er ved at løsne sig en smule.