»Fuck Soundvenue«…
Dét er de første ord, jeg møder, når Justo Gambula og Jonathan Ludvigsen popper frem i vores onlinemøde. Ordene står skrevet med versaler på tværs af Justos sorte t-shirt, og han fortrækker ikke en mine.
Justo spiller bas og udgør sammen med Jonathan på trommer og Jonas Cook på keys det danske jazzband Athletic Progression, der for nylig har udgivet deres fornemme andet album ‘Cloud High in Dreams, But Heavy In the Air’.
Jeg håber, at t-shirt-fuckfingeren mest er for sjov, men den bunder faktisk i reel utilfredshed med Soundvenues skriverier om bandet, uddyber Justo i nogle kommentarer på mail efter vores interview.
Det drejer sig blandt andet om anmeldelsen af deres første plade ‘Dark Smoke’ samt et stykke i Soundvenues femstjernede anmeldelse af Athletic Progressions nye album, hvor vores anmelder skriver, at bandets to tidligere udgivelser var »præget af en stilstand og en manglende vilje til at tage chancer«.
»Det har aldrig været intentionen at lave noget, der tog ‘chancer’. Det har været intentionen at lave en plade, hvor vi i Athletic Progression kunne gøre vores ting og skabe noget, vi har sammen igennem musikken«, har Justo skrevet til Soundvenue.
»Det er altid spændende, hvordan det (musikken, red.) bliver taget imod, og hvordan sådan nogen som jer hos Soundvenue kommer og slører virkeligheden omkring det. Jeg ønsker, at folk der lytter eller læser bibeholder deres nysgerrighed gennem tekster og musik og finder det, der er så tæt på intentionen med skabelsen af pladen«, skriver han.
Så fik vi t-shirten på plads. Men samtidig kan man også sætte dens erklæring i et dybere skær.
For Athletic Progressions nye album er på mange måder et slags fuck det etablerede, fuck det polerede, og fuck det perfekte.
Som titlen også indikerer, er det et album, der handler om at turde tage chancer. Om at drømme stort og risikere at falde tungt. Og dén tankegang skinner tydeligt igennem, når jeg (og nu er vi altså tilbage til online-interviewet!) snakker med Jonathan og Justo – og måske også i det faktum, at sidstnævnte vælger at troppe op i en t-shirt, der kækt fornærmer det medie, han bliver interviewet af.
»Jeg føler, at vi i høj grad på den nye plade tager mange chancer og er sårbare. Vi prøver ting af, vi aldrig har prøvet før. Vi går efter den, og så må det briste eller bære«, siger Jonathan om bandets mindset på det nye album.
Atletisk progression
Tankegangen skinner også igennem på selve albummet, der med komplicerede trommerytmer, skæve toner og konstante overraskelser ifølge Soundvenues anmelder »kilder i maven«.
Den nye og mere eksperimenterende lyd er en del af en længere udvikling – en atletisk progression, om man vil, der undervejs tydeligt har trukket på inspirationskilder i grænselandet mellem jazz og hiphop som Flying Lotus og Thundercat, Robert Glasper og J Dilla for bare at nævne et par koryfæer.
De beskriver udviklingen som en naturlig del af at spille sammen så længe og følges ad på den samme journey, hvilket for tiden selvfølgelig bedst beskrives med en fodboldanalogi:
»Når du ser EM-fodbold, så ser du kun det bedste af det bedste, hvor de er på toppen. Du skal også tænke på, at når man skal være atlet, så er der også andre ting. Så derfor egner navnet sig, fordi vi har været gennem denne her udvikling. Nu er vi måske bare nået til EM, hvor vi før var U15 eller U18. Det er sådan, jeg ser det. Det er en journey«, siger Justo.
Officer Jimmy
En anden ny ting på det stadig friske album er de små interludes eller lydbidder mellem sangene, der hver gemmer på en af bandets personlige historier. Jonathan fortæller, hvordan de små lydklip har været en måde for bandet at dele deres oplevelser.
»Vi ville gerne invitere folk ind i processen og ind i vores forhold til hinanden og nogle af de oplevelser, vi har haft«, siger han.
En af de oplevelser, der går igen flere gange på pladen, udspiller sig på numrene ‘Officer Jimmy I + II’.
Inspirationen kommer fra reggae-musikeren Stephen Marley, der netop laver interludes med samme titel, som handler om en politibetjent, der er ude efter de hashrygende »Rastafarians«. På samme måde bruger Athletic Progression de små interludes til eksempelvis at sende et budskab om racisme i en ellers velfungerende velfærdsstat som Danmark, hvilket måske ville være svært at tyde ud fra et basriff alene.
»Hvad laver du her?«
Justo, der har rødder i Tanzania, fortæller, at han en aften efter en studiesession i København havde besøgt sin søster, der bor tæt på Christiania. Faren, som Justo havde lånt bilen af, er angiveligt lidt af en »krejler«, og den gamle bil løb pludselig tør for strøm. Justo skulle nå en færge og ringede derfor til bandets lydmand, der i øvrigt er af tunesisk afstamning.
»Så kommer han med sin bil og parkerer foran, og så åbner vi køleren, så han kan putte strøm på min bil. Så ringede jeg til min fars mekaniker, der siger, at vi skal tænde bilen og starte hans engine lidt, og så går der 2-3 minutter, så kommer der strøm i batteriet. Så vi sidder i min fars bil og hygger os og hører musik«, fortæller Justo og fortsætter:
»Og så kommer der pludselig en lommelygte ind i bilen. Det er om aftenen, det er mega mørkt, og jeg tænker shit, bilen skal køre nu, for jeg skal fucking afsted og nå den færge. Så kommer betjenten hen og siger »godaften« og spørger, hvad vi laver. Jeg svarer, at bilen ikke kan starte, og at jeg skal med en færge. Og man kan jo se kablet fra den anden bil. Så siger han »nå, hvor bor du henne?«. Jeg svarer, at jeg er fra Aarhus. Og så siger han: »Fra Aarhus? Hvad laver du her?««, fortæller Justo om den aften, hvor betjentene også mistænker de to unge mænd for at have købt hash.
Og du tror ikke, at Jonathan havde fået en lommelygte i hovedet der?
»Det tror jeg ikke, nej. Og hvis han havde, så var der ikke blevet spurgt om de samme ting«, siger Justo, inden Jonathan tilføjer: »Jeg tror ikke, at han havde været sådan »fra Aarhus? Hvad laver du her?««
For Justo og resten af bandet handler det ikke nødvendigvis om at snakke ind i Black Lives Matter, men om at sætte fokus på racisme, fordi den altid har fundet sted og stadig gør det. Og de gjorde sig mange overvejelser om, hvordan man kunne fremstille det, fortæller Justo.
»Det er bare sådan en ting, der sker for mig engang imellem i denne her tilværelse i det her samfund. Når jeg gør nogle ting, som egentlig er harmløse, så er der nogle mennesker, der lige skal tjekke på mig. Det er ikke første gang. Og jeg optager det, fordi det sker hele tiden. Da vi snakkede med vores management og pladeselskab Touching Bass, havde vi også en snak om, hvordan vi skulle tage det ind. Vi ville ikke have, at det blev en gimmick«, siger Justo.
Sketchy diamanter
Jazzbandet fra Aarhus er altid i progression, og med de nye interludes inviteres lytteren tættere på. Det skyldes, at bandet øver sig i at tage chancer og i at lave fejl uden at være bange for at vise dem. Derfor er albummet også på mange måder en modreaktion til den polerede version af bandet, der i sin reneste form findes på Spotify-darlingen ‘White Crayon’, forklarer Jonathan.
»Altså, jeg forstår godt, at folk gerne vil spille ‘White Crayon’ på deres café – det er lækkert. Men det [nye album] står helt klart i kontrast til et nummer som ’White Crayon’, som også bestemt har improvisatoriske elementer i sig, men som er meget poleret. Det er jo bare det mest lyttervenlige, og det er dét, der får plays på Spotify«.
Både Jonathan og Justo beskriver, hvordan de er begyndt at tage fejlene og det rå udtryk til sig.
»Pladen er sketchy as fuck nogle gange. Men det er for fedt. For den forrige plade, den er bare så pæn og produceret. Hvor den nye kan meget af det modsatte«, siger Jonathan.
»Normalt, når man laver en plade, så siger man: ’Hov, du lavede en fejl på bassen der’, eller ’vi klipper lige i det, så det lyder som om, at du spiller som en computer’. Men det er jo også en del af progressionen. Der er jo lige så mange diamanter i at fejle som i at være smuk og fantastisk. Skævhederne er med til at lave kontrasterne, og det er jo dét, der er fantastisk i tilværelsen«, tilføjer Justo.
For Athletic Progression (eller Justo i hvert fald) er det altså ikke bare »Fuck Soundvenue«.
Det er også fuck det perfekte og polerede, og fuck at gemme sine fejl væk. Og med en kommende europaturné og et generelt udsyn mod det store udland, er det måske også på sigt fuck Danmark, selv om bandet har været positivt overrasket over modtagelsen herhjemme.
Der burde være til en hel kollektion af t-shirts fremadrettet.