KOMMENTAR. Tre unge musikere satte sig tungt på hitlisterne hen over sommeren.
I maj udkom Olivia Rodrigos ‘Sour’, som har ligget i toppen af hitlisterne siden. I juli kom The Kid Larois ‘F*ck Love 3’ (en deluxe-udgave af hans debut-mixtape, nu med Bieber-samarbejdet ‘Stay’), der også røg til tops på hitlisterne. Lige efter kom Billie Eilishs ‘Happier Than Ever’, der også blev en succes målt på hitlisteplaceringer.
Måske er det tilfældigt, men det føles som ankomsten af en ny generation af popstjerner. En generation, som forholder sig mere løst til genrer, og som har færre begrænsninger i forhold til, hvad de tør synge om.
Og selv om der er umiddelbart er langt fra Rodrigos ballader til Eilishs ASMR-pop til The Kid Larois ængstelige emorap, er der ting, der binder de tre stjerner sammen, og som måske giver et praj om fremtidens popstjerner.
De er unge
Det giver sig selv, men unge stjerner appellerer til unge fans (og unge fans er de mest engagerede). Alle tre stjerner er født efter årtusindeskiftet og født ind i en verden, hvor internettet og sociale medier er medfødte eksistensgrundlag.
Brugen af Instagram og Tiktok er naturligt for dem, og de ved, at for at have et hit skal man gerne have noget, der kan gå viralt. Noget der fænger på en 6-tommer skærm.
Olivia Rodrigos gennembrud blev godt hjulpet på vej af ‘Drivers’ License’s TikTok-popularitet. Kid Laroi har dedikeret en sang til Addison Rae (en af TikToks største stjerner), og ‘Stay’ storhitter på appen lige nu. Og Billie Eilish har fra starten bygget sit image op omkring at være sjov, intim og personlig på sociale medier, en trend hun har fortsat på sin nyligt oprettede TikTok-profil.
Der er sket et skift i, hvordan vi forholder os til vores stjerner – vi møder dem ikke længere gennem magasinforsider og tv-optrædender, men der hvor hvor vi i forvejen bruger en stor del af vores tid (det vil sige på telefonen). Og det møde er de unge stjerner eksperter i at kapitalisere på.
Genrebegrebet er uddateret
På en måde er både Rodrigo, The Kid Laroi og Billie Eilish outsidere, i hvert fald i musikalsk forstand.
Billie Eilish laver al sin musik med broren Finneas og er kendt for sine mærkelige lydbilleder.
Olivia Rodrigo laver sin musik med Dan Nigro, en indierocker fra New York, og dyrker en gammeldags klaver/guitar-lyd.
The Kid Laroi er en af de sidste store figurer inden for emorappen, der ellers brændte ud, da genrens messias (og The Kid Larois mentor) Juice WRLD døde i 2019.
Men i virkeligheden er de tre nok bedre kendetegnet ved (og har det til fælles), at de har en relativt løs tilgang til begrebet ‘genre’. De har en genre eller en lyd, de bevæger sig inden for, men det er det mindst vigtige og det mindst interessante ved deres musik.
Om det er poppunk, emorap eller bedroom pop betyder ikke så meget, hverken for dem eller for deres fans. Det siger også noget, at tre så forskellige kunstnere kan ligge i toppen på samme tid. Det vigtige er, at musikken har det rigtige mood og den rigtige virale lydbid.
De har det dårligt – og synger om det
Én ting er dog for alvor fællesnævneren for de tre stjerner: De skriver sange om, hvor dårligt de har det.
For fremtiden er ikke så lys som i 2011; dengang Obama var præsident, Facebook mest blev brugt til Candy Crush, og du kunne flyve med ren samvittighed.
Nu er angst en folkesygdom, verden brænder, din flirt har ghostet dig, og du oplever det hele gennem en kinesisk app, der kender dig bedre end dine venner.
Den ængstelighed og usikkerhed fylder hos Gen Z-stjernerne.
For The Kid Laroi og emorappen er angsten et grundvilkår – ‘F*ck Love’ handler om at få knust sit hjerte, føle sig nede, eller om slet ikke at føle noget.
Olivia Rodrigos ‘Sour’ kredser om et hårdt breakup og en ungdom, der ikke er så hyggelig, som man blev lovet.
Billie Eilish har gjort karriere på at være moody teenager, og hendes musik har altid handlet om angst, klimaforandringer, xanax-misbrug, og, senest på ‘Happier Than Ever’, om hvor umuligt det er at være meget berømt og meget ung.
Derfor er Generation Z-stjernerne måske ikke de mest opløftende. Men det er nok netop derfor, de er blevet så store.
Verden er ikke noget opløftende sted lige nu, og det afspejles i den musik og de stjerner, vi dyrker. De unge kunstnere er ikke bange for at synge om, hvor dårligt de har det – og sådan noget skaber direkte forbindelse til de unge lyttere.
Man kan håbe, at der om 10-15 år igen er plads til opløftende sange om teenagedrømme. Men det er der ikke lige nu.