UK-rapstjernen Dave har så meget på hjerte, at han glemmer at skrive gode sange på ‘We’re All Alone In This Together’
Der hersker ingen tvivl om Daves talent.
Den britiske rapper slog igennem som 19-årig med grime-magtdemonstrationen ’Thiago Silva’ med vennen AJ Tracey, der også er blevet en stjerne siden.
Dave fik sit første Drake-feature som 19-årig på ’Wanna Know’, hvor den unge kunstner viste, at han ikke kun mestrede teknisk skarpe rappassager, men også melodisk r’n’b-lænende rap.
Siden har den stadig kun 23-årige artist både hittet kommercielt med attitudefulde klubhits som Fredo-samarbejdet ’Funky Friday’ og udgivet det kloge, eftertænksomme album ’Psychodrama’, der sammenflettede hans egen opvækst i et fattigt område af London med et bredere samfundsmæssigt perspektiv.
Det var et tidligt hovedværk, der vandt prestigefulde priser. Hos Soundvenue var vi så begejstrede, at vi sammenlignede det med Kendrick Lamars værker.
Nu har Dave så udgivet sit andet album, og forventningerne har været astronomiske. Albummet bliver da også streamet hele vejen til månen i hjemlandet.
Men ’We’re All Alone In This Together’ er en udgivelse, der drukner i klaverdrevne sange, der prædiker i stedet for at fortælle.
Som det otte minutter lange James Blake-samarbejde ’Both Sides of a Smile’, hvor en personlig fortælling bliver forfladiget af det monotone, sørgmodige klaver og Blakes klagelyde i baggrunden.
Det syv minutter lange ’Three Rivers’ er tilsvarende en gribende fortælling, der sammenvæver nutidens London-liv med migrantstrømme fra Balkan og Jamaica. Men den ambitiøse sang bliver hæmmet af et ensformigt beat og Daves monotone flows.
I det hele taget er mange af de her produktioner gravalvorlige, sørgmodige og spartanske størrelser. De lyder som noget, der skulle soundtracke en regnvejrsfuld begravelsesscene i et melodrama.
Det hele er meget tungsindigt og alvorligt. Nu skal man fandme høre efter, forstår man. Og så følges der op mod ti minutters tankestrøm.
Det er altså lidt tungt, så det er befriende, at albummet også byder på steder, hvor Dave helt enkelt leverer og udfolder sine lyriske evner uden de store koncepter. Især ‘Verdansk’ er en overlegen demonstration af, hvad Dave er i stand til, når han tvinges til at levere inden for en mere klassisk ramme.
Hittet ’Clash’ med Stormzy viser desuden to af de teknisk skarpeste rappere i den nuværende UK-generation i absolut topform: »Babe, can’t look at my mentions, that’s Area 51«, rapper Dave.
Posse-cuttet ’In the Fire’, hvor Dave samler en supergruppe af UK-rappere over et Kanye-agtigt beat, er også medrivende.
Mod midten af albumet er der et par glatte og lidt upersonlige sange med Boj og WizKid, der peger mod popmusikken fra Nigeria, hvor Dave har rødder. Men på dem lyder han lidt som gæst på sine egne numre.
På trods af, at Dave eksperimenterer med forskellige ting på de ovennævnte numre, er albummets hjerte uden tvivl de lyrisk tætte maratonsange. Som næstsidste nummer, ’Heart Attack’, der næsten rammer ti minutter og er det mest eksplicitte politiske statement.
Den handler om de umulige situationer, unge mennesker i udsatte kvarterer bliver sat i. Til sidst i sangen sætter Dave sit budskab på en formel: »A black youth is more than a face on a screen / a number on a laptop or name on a sheet / we got stories to tell and got places to be«.
Han leverer sin opsang med masser af passion. Det er også befriende, at en rapper tør tro på, at hans lyttere hører efter i ti minutter uden afbrydelse. Især i en streamingtid, hvor mange er desperate efter at lave korte, catchy sange, der fungerer på TikTok.
Problemet er bare, at der mangler variation i de her sange. Dave er alvorsfuld, men glædesløs, og produktionerne er højstemte, men anonyme.
Der er stadig ingen tvivl om Daves talent. Hans rim er stærke, hans flow er oftest skarpt. Men det er som om, han har så meget på hjerte, at han har glemt, at det her også handler om at skrive gode numre. Som om, de her tekster er skabt til at blive læst på Genius i stedet for at fungere som helstøbte sange.
Kort sagt:
Der er ingen tvivl om UK-rapperen Daves talent, men hans andet album drukner i meget lange sange, der mangler variation og stærkere beats.