En skamløs ‘Uptown Funk’-efterligning er noget af det bedste på Jungles nye album, der er antitesen til begrænsningens kunst
Jeg føler mig af og til som den eneste, der synes, at Jungles albumtoer ‘For Ever’ for alvor stod stærkt.
Ja, jeg synes faktisk stadig, albummet som helhed står stærkere end den eponyme 2014-debut, hvor en håndfuld stærke singler (især i første halvdel) bar ret meget af vægten. Men bevares, etteren var også et godt album, især set i lyset af, at det var gruppens første udspil.
Nu er Josh Lloyd-Watson og Tom McFarlands synthfunk-projekt så tilbage med et tredje album, ‘Loving in Stereo’. Og pludselig føler jeg mig selv det samme sted som ‘For Ever’-skeptikerne var i 2018. For ‘Loving in Stereo’ føles som at spise luft. Det føles som et feelgood-baggrundssoundtrack, man ikke skal tænke for meget over.
Med det mener jeg på ingen måde, at ‘Loving in Stereo’ er den rene muzak, eller at duoen har dovnet den i skabelsesprocessen. Ingenlunde!
Det er faktisk virkelig tydeligt, at de har brugt rigtig meget tid på hvert eneste track. Et nummer som den groovy sjæler ‘Bonnie Hill’ introducerer en ny lyd om hvert hjørne, og man kan faktisk lægge mærke til noget nyt ved hver gennemlytning, så meget sker der.
Men tjener disse mange lyde et formål? Kommunikerer de noget til lytteren? Rammer nummeret emotionelt stærkere end det ville, hvis de ikke var der? Ikke for mig i hvert fald. Det er måske et forsøg på at massere lytterens ører med et væld af stimulerende lyde, men det ender med at være en masse krymmel, der gør det svært at fordøje den kage, der udgør sangens kerne.
Jeg skulle virkelig høre nøje efter teksten og vokalens tone, før det gik op for mig, at ‘Bonnie Hill’ forsøgte at være forførende. For der er så meget, der foregår over det hele i lydbilledet, og meget lidt af det tjener den stemning, sangen går efter.
Og der er så mange sange, der falder i samme fælder og ender med at føles totalt ufokuserede. Og det er synd, for det går ud over nogle stærke melodier.
Jeg er eksempelvis meget imponeret over, hvor mange hooks, Jungle har formået at presse ind på ‘Talk About It’, men sangen bliver alt for mættende, når de leverer dem allesammen oven i hinanden allerede fra første omkvæd.
Hvis dette melodiske overflødighedshorn var noget, der i stedet blev bygget stilfuldt op til, så det først eksploderede til sidst, kunne det have været en af Jungles bedste og mest tilfredsstillende sange. Men i det nuværende stadie er jeg blevet udmattet, inden der er gået et minut af nummeret.
Når Jungle en sjælden gang imellem forstår begrænsningens kunst, lyder det rent faktisk godt. Det jazzede Priya Ragu-samarbejde ‘Goodbye My Love’ er ganske forfriskende bygget op omkring Ragus inderlige vokal, og hun ender med at lyde glimrende, fordi der ikke bliver kastet med instrumentalt lir til højre og venstre. Det lyder mildest talt som om, det er endt på det forkerte album, så anderledes er det fra værkets generelle dagsorden.
Og forstå mig ret: Jeg elsker kaos. Men ‘Loving in Stereo’ er ikke kaotisk. Det forsøger at være groovy og dansabelt, men der er bare for mange musikalske frynser til, at Jungles grooves får plads til at ånde. Når de endelig gør det, lyder det ellers godt, såsom på deres skamløse (men veludførte) ‘Uptown Funk’-efterligning ‘Keep Moving’, der giver basgangen lidt albuerum, inden det helt store festfyrværkeri begynder.
‘Loving in Stereo’ er dog ikke tegnet af ‘Goodbye My Love’ eller ‘Keep Moving’. Det er tegnet af en konstant afvigen fra kill your darlings-princippet.
Kort sagt:
Begrænsningens kunst er praktisk taget ikke eksisterende på Jungles tredje album. Nogle ellers solide tracks ødelægges dermed af en insisteren på at fylde så meget musikalsk krymmel på, som man kan.