Jungles soulede breakup-sange danner en engagerende rejse gennem ‘For Ever’
Det føltes som om, Jungle havde været væk i en evighed, da de i maj brød fire års udgivelsestørke med singlerne ‘Happy Man’ og ‘House in L.A.’.
Det britiske soulprojekt, der har Josh Lloyd-Watson og Tom McFarland i front, har ikke givet megen lyd af sig siden det eponyme debutalbum fra 2014. Jovist, det er ikke den længste pause i verden, og de har skam været aktive på koncertfronten i mellemtiden. Men der er også en anden årsag end selve årenes varighed til, at pausen har føltes lang: Vi har ikke haft noget andet, der minder om Jungle i løbet af deres albumpause.
Gruppens varme synthesizersoul var dengang fyldt med tropiske funkrytmer, lækre basgange og bløde, nostalgiske falsetter – og på overfladen er efterfølgeren bare mere af samme surdej. Der er mange ligheder mellem ‘Jungle’ og ‘For Ever’ – ja, man kan faktisk ikke rigtig høre, at de har taget en pause.
Jungle bygger dog stærkt videre på det, der fik deres første album til at virke. De har justeret tandhjulene, forfinet deres sangskrivning, fået mere sonisk fokus, og ikke mindst har de tilføjet et par skefulde melankoli.
Den lidt mørkere stemning har sandsynligvis noget at gøre med, at både Lloyd-Watson og McFarland har afsluttet længerevarende romantiske forhold siden debutalbummets udgivelse. De har da også selv været ude og kalde ‘For Ever’ for »en postapokalyptisk radiostation, der spiller breakup-sange«.
Melankolien bliver dog stadig tit præsenteret på et blødt, tropisk tæppe med et væld af catchy melodier, og dette modsætningsforhold skaber til tider en skarp, sarkastisk lyd. Blandt andet er ‘Smile’, ‘Beat 54’ og ‘Happy Man’ svøbet ind i denne stilart, hvilket giver dem mere tyngde end de sommerjams, de på overfladen lader til at være.
Albummet er todelt – noget, der spidst bliver antydet af deres todeling af ordet ‘forever’ i albumtitlen. De første seks numre er i den mere funkinspirerede ende; oftest er det disse førnævnte tilsyneladende festlige numre, der bærer nogle bitre eller endda triste undertoner.
En af afstikkerne på den første del er det fremragende, mere underspillede nummer ‘Cherry’, der lyder lidt som noget, danske Liss kunne have produceret. Her kommer dramaet tættere mod overfladen, og dermed bliver albummets anden del også telegraferet.
De sidste syv numre er knap så fokuserede på hooks eller grooves. Det er her fyldige klangflader og stemningsbilleder, der fylder de soniske landskaber, og det er pragtfuldt. Jungle har givet et mere poppet spin på den fremtidssoul, kunstnere som James Blake og Ben Khan har brilleret med.
‘Mere poppet’ betyder dog ingenlunde udvandet. Der er større detaljerigdom her end på noget andet sted i gruppens diskografi. Det jazzede klaverloop på ‘Cosurmyne’, de creepy sireneeffekter i baggrunden på ‘Mama Oh No’ og den kompakte lydeksplosion på ‘Pray’ er blot få af de mange steder, hvor gruppen formår at bruge musikkens virkemidler til kreativt at etablere indlevende triste stemninger.
Som Jungle prøver så mange forskellige lyde af, sker det selvfølgelig, at de ikke alle lander – blandt andet er der et par corny lydbidder på ‘Cassio’, der distraherer fra glimrende sangskrivning. Men langt oftere fungerer det, og med ‘For Ever’ har Jungle skabt et stærkt album, der udvider gruppens lyd uden at ofre det, der gjorde dem betagende til at begynde med.
Kort sagt:
‘For Ever’ er et breakup-album, der tager lytteren på en engagerende rejse – fra distanceret sarkasme til nøgen melankoli. Sangskrivningen er stærk, lydbillederne er livlige, og følelserne er både komplekse og overbevisende. Jungle er vendt tilbage for at blive.