Jungle ‘Jungle’

Man kan næsten kalde det falsk markedsføring. Højdepunkterne fra Jungles 2013-ep ‘The Heat’ samt den britiske duos seneste singler, ‘Busy Earnin’ og ‘Platoon’, varslede om et band, der var dybt opsat på at sætte 70’er-gang i glasgulvet under discokuglen, mens deres opdaterede, glitrende funkmusik trak spor både frem og tilbage i tiden.

Jungles debut er dog et eksempel på et album, der hovedsageligt lever af sine singler. Synthhvirvler, fuldfede baslinjer og indtagende horn spiller hovedrollerne i den betagende ‘Busy Earnin’, mens sporadiske guitarfigurer og trommer i let galop på ‘Platoon’ indrammer den hypnotiserende og lettere moderne soul, bagmændene, kun kendt som ‘J’ og ‘T’, står for.

Det er slowjams, man ikke kan lade være med at danse til. En svær disciplin, som også lykkes på den knips-fyldte, kalejdoskopiske ‘Time’ og den electrosoulede, omkvædsstærke kærlighedserklæring ‘Julia’.

Ud over den stjernesmukke tusmørke-soul på ‘The Heat’ rammer resten af albummet dog i en kategori af elevatormusik over middel, hvor numre som ‘Drops’, ‘Lucky I Got What I Want’ og ‘Accelerate’ i for adstadigt tempo tror, at en småfunky bas og en lidende vokal er nok til at få formlen til at fungere.

Vokalerne er hele vejen inderlige og sjælfulde, og mens debuten bestemt ikke er den fest, som var blevet lovet, sluttes der af med stil. ‘Lemonade Cake’ er musikalsk ikke et forsøg på at tilføje ekstra synths til gammel soul, men nærmest et Röyksopp-nummer anno ‘Melody A.M.’, der underfundigt skøjter over electronicaens mælkevej med lidt ekstra bas og harmoniserende vokaler. Her mødes fortid og fremtid i noget, der ikke er hørt før.