Hvor er det fedt med en festival, der rummer både drone-jazz, Peter Sommer-fællessang og skrigende saxofon

Friluftsbadet Badesøen i Albertslund lagde igen hus til en af de få danske festivaler, hvor badetøj er en lige så naturlig del af pakkelisten som ørepropper. Her er tre højdepunkter fra weekendens festival.
Hvor er det fedt med en festival, der rummer både drone-jazz, Peter Sommer-fællessang og skrigende saxofon
Badesøen 2021. (Foto: Malthe Ivarsson)

Badesøen er nok den festival, der er allerbedst udrustet til at eksistere i denne sære limbo, der er Covid-19-pandemiens (forhåbentlig) sidste vejrtrækninger. Selv før pandemien har det alle dage været en festival, hvor der selv på de første rækker har været ualmindeligt god plads mellem tilskuerne.

Hvis der nogensinde har været masen og fysisk tæthed på den kære Albertslund-festival, har det i min erfaring kun været fordi regnen har fået folk til at samle sig under et af de få steder på pladsen, hvor der findes læ.

Det skete også til årets (udsolgte) festival i lørdags – men heldigvis nåede den sidste regn akkurat at være overstået, som Ganger skulle til at give dagens første skemalagte koncert.

Ganger gjorde det som altid fornemt, og striben af god musik ville faktisk ingen ende tage.

Så når jeg her fremhæver tre særligt stærke Badesøen 2021-koncerter, skal I vide, at det generelle niveau var tårnhøjt.

Selvhenter til Badesøen. (Foto: Malthe Ivarsson)

1. Selvhenter

Efter Gangers poetiske popfest blev det tid til en noget mindre inviterende oplevelse. Selvhenter laver nemlig dronende, eksperimenterende jazz med nogle støjrockede undertoner. Normalt er de en kvartet, men til dagens koncert var de skaleret ned til en trio. Så der var hverken saxofon eller violin, men kun en trækbasunist og to trommeslagere.

Selv om den ene trommeslager også havde et lille keyboard-setup, der ville blive brugt et par gange i løbet af koncerten, var jeg ret nervøs for, at det ville blive en lidt skeletal og måske endda ensartet udgave af deres musikalske univers.

Trækbasunen havde dog en tyngde og rumlighed, der gjorde, at den sagtens kunne stå alene over for trommeslagerne. Og samtidig var begge trommeslagere så dynamiske og intense, at musikken fik pulsårerne til at køre hurtigt fra start til slut.

Trækbasunen kunne blandt andet lyde så altoverdøvende og tromlende takket være nogle pedaler, der sørgede for godt med rumklang og makaber, dronende tekstur. Men hvis det ikke havde været en trombonist af Maria Bertels kaliber, havde det ikke været helt så fængslende. Hun forstår om nogen at skabe et hypnotiserende groove, man bliver mentalt og emotionelt låst fast i.

Tro dog ikke, at det var rendyrket tromlende, voldsom dronen fra start til slut. Mod slutningen havde Selvhenter en passage, der var decideret funky. Ledsaget af nogle synkoperede trommerytmer spillede Bertel et basungroove, der i en traditionel funksang sagtens kunne være spillet af en elbas. Men i hænderne på Selvhenter udviklede det sig selvfølgelig til et vidunderligt kaos, der var lige så brutalt, som det var underholdende.

Adam Christenten til Badesøen. (Foto: Malthe Ivarsson)

2. Adam Christensen

Jeg gik totalt uvidende ind til Adam Christensens koncert i det lille The Lake-telt. Det var nu heller ikke fordi, jeg havde meget mulighed for at lytte til deres musik inden da, idet de ikke har udgivet noget (omend der dog findes en håndfuld livevideoer på YouTube). Og efter koncerten forstår jeg det egentlig godt, for Adam Christensen live er en helhedsoplevelse, der nok let ville falde fra hinanden uden det visuelle aspekt.

Ikke at de havde noget sceneshow – men de havde nogle helt simple visuelle greb, der gjorde virkelig meget. Deres afblegede hår så ud til at have fået en fix lille tur gennem krøllehjernet, og deres let gennemsigtige blegrøde kjole var totalt rygløs fra nakke til hæl – så når de vendte ryggen til, viste de ergo sin trusseklædte numse til publikum.

Det er et look, der både skriger nøgen sårbarhed og queer outsider-status. Og begge dele blev accentueret af Christensens måde at optræde: Alene på en taburet med et accordion.

Her fik vi nogle sløve, dybfølte sange, der var så følelsesladede, at det var svært ikke at blive draget ind i Christensens intime, rå univers. Der var nærmest noget punkattitude over denne grænsesprængende måde at bruge instrumentet.

Christensens bragende vokal fortjener også noget ros. Det var ikke altid let at høre, præcis hvad de sang, men der var så meget gennemtrængende patos over den, at det ikke var det store problem. Den var som en slags sær blanding mellem Anohni og Alan Vega fra kultbandet Suicide – to vokalister, der jo på hver sin måde har mestret at kommunikere angst på en måde langt fra både kulturelle og musikalske normer. På samme måde som dem er Christensen en original – og efter deres Badesøen-koncert vil jeg holde godt øje med dem.

Peter Sommer til Badesøen. (Foto: Malthe Ivarsson)

3. Peter Sommer og Tiggerne

Både Selvhenter og Adam Christensen udvidede mine musikalske horisonter. Men det er på ingen måder et afgørende kriterium for en vellykket koncert. Peter Sommer og Tiggerne strøg publikum med hårene, men de gjorde det med en grad af velrutineret professionalisme, der var virkelig imponerende.

Sommer har været i branchen i over 20 år, og alligevel bliver han ved med at overgå sig selv som performer, hver eneste gang, jeg ser ham. Uanset, hvor mange gange, han og Tiggerne spiller de samme sange, bliver optrædenerne ved med at være både emotionelt potente og velklingende i imponerende grad.

Sommer selv lod til at nyde det lige så meget som mig. Mellem numrene var han altid frisk med kække kommentarer, og under dem holdt han ikke igen med gestikuleren og små ændringer i måden at synge dem på. Jovist, når man har set Sommer så ofte, som jeg har på det seneste, var mange af indslagende i dette regi også gengangere, men gennem det hele lod Sommer oprigtigt til at nyde det hele.

Og når bandet samtidig spiller så godt, som de gjorde på Badesøen, så står Sommers sangskrivning også stærkere end nogensinde. Der var flere gange under aftenen, hvor jeg fik helt nye favoritter i Sommers diskografi. Og jeg tog også mig selv i at overveje, om han mon var vor tids bedste danske sangskriver. Han er i hvert fald deroppe af, når musikken kan stå så stærkt, som den gjorde til den sidste skemalagte koncert på Badesøen 2021.

På vej hjem smuttede jeg forbi en skøn lille popup-koncert med det eksperimenterende freejazz/noise-projekt Orsa. Så blev sanserne også stimuleret og udfordret en sidste gang. Hvor er det fedt med en festival, hvor man kan gå fra Peter Sommer-fællessang til skrigende saxofon.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af