Albummet begynder med nænsom klaverklimpren. I et kort øjeblik føles det som den helt naturlige fortsættelse på Selma Judiths univers af følsom og sensuel r’n’b. Som om hun har tænkt sig at fortsætte præcis, hvor hendes smukke singleudspil slap: I det pirrende møde mellem det klassiske og det kontemporære med en helt intim tone som den pirrende røde tråd.
Men det varer kun nogle sekunder, indtil en stemme ildevarslende hvisker »I am getting angry«. En konstatering, der gentages med forskellige stemmer og hurtigt eskalerer i styrke og ophidselse, over nærmest æteriske harpestrenge.
Det er overvældende. Det er hektisk og temperamentsfuldt – og det er faktisk lidt for meget. Og lige idet du sidder med følelsen af ikke helt at kunne følge med, vender hele nummeret 180 grader og smelter alle de komplekse, modstridende følelser og elementer sammen til én stilsikker, catchy lille r’n’b-komposition.
Titelnummeret til Selma Judiths fænomenale debutalbum ’Getting Angry, Baby’, der udkom i august, er lige så mangesidet og komplekst, som det er sigende for hele albummet. Det indkapsler det klassiske, det feminine og graciøse – og det uregerlige, det fandenivoldske. Det præsenterer et kunstnerisk opbrud.
Og frem for alt fortæller det os, at Selma Judith er vred, baby.
»Fuck den der ep«
Siden Selma Judith debuterede i 2018 med singlen ’Kind of Lonely’, har vi forventningsfuldt ventet på hendes næste træk. Den opfølgende single, ’Inner Thigh’, der fortsatte i samme stilsikre spor, øgede kun forventningerne blandt såvel kritikere som lyttere.
Og det kunne hun mærke.
»Når man får den opmærksomhed, bliver man vildt glad«, fortæller Selma, da jeg møder hende en tidlig solbeskinnet efterårseftermiddag over en kop kaffe og en Kitkat-bar. »Men man føler også, man skal leve op til det. Jeg følte mig meget hæmmet i måden, jeg sang og lavede musik på, fordi jeg var så fikseret på at synge rent og på, at alt skulle være så rigtigt, så jeg kunne leve op til den her opmærksomhed, som virkelig kom bag på mig og os alle sammen«.
»For mange i musikbranchen handler det om at overleve. Så hvis der er noget, der er gået godt, får man lyst til at bygge videre på dét, fordi man skal overleve som navn. Man skal være relevant, aktuel og alt det der. Der er mange af de ting, jeg fra starten af kunne mærke influerede mig på en negativ måde. Jeg havde brug for at ryste mig fri af det«.
Så en dag gav Selma slip. Hun rystede forventningerne af sig og sang over et gammelt klaverloop – præcis, som det passede hende.
»Jeg sang bare frit fra leveren – for første gang uden jeg rigtigt var bekymret for at synge falsk. Det blev så til ’Getting Angry, Baby’. Og efter det tænkte vi ’Fuck den der ep’ og skrottede alle de sange, vi havde lavet – bortset fra ’Hollow Grounds’«.
Det smukke i at stikke sin identitet lidt op i røven
Med et ’fuck den der ep’ og et så godt som blankt lærred begyndte Selma og hendes gymnasievenner og trofaste musikalske partnere Mikkel Kjær og Jens Rønne arbejdet på det, der blev til albummet ’Getting Angry, Baby’. Og det lykkedes dem at lade kreativiteten og alle de følelser, den udspringer af, tage over.
»Man kan lære meget om sig selv, hvis man giver slip på idéen om, hvem man er, og hvad man skal lave. Fuck den fucking identitet. Der kan komme noget meget smukt ud af at stikke sin identitet lidt op i røven«, griner Selma, da hun tænker tilbage på forløbet.
Men følelsen af at ville stikke identiteten lidt deropad, stikker dybere end som så. For Selma Judith har den der febrilske søgen efter en ægte, original identitet, som nok spøger for de fleste fra en tidlig alder og til omtrent evig tid (eller som minimum indtil no fucks given-æraen omkring de 80), altid været forvirrende.
»Kender du det, når folk siger: ’Jeg er mig selv, når jeg gør sådan’ eller ’ej, det der er ikke mig’? Siden jeg var helt lille, har jeg haft svært ved at forstå det. Jeg har altid tænkt: Men du er jo altid dig, uanset hvad du gør. Du er jo også dig, hvis du lyver om, hvem du er. Det hele viser jo noget om dig og den, du er. Jeg er, hvem jeg er, uanset hvad jeg siger, hvad jeg tager på, hvad jeg lyver eller taler sandt om. På den ene side har jeg aldrig haft en identitetskrise i hele mit liv. Men det er måske, fordi jeg er født ind i én lang identitetskrise«, fortæller Selma og fortsætter:
»I entertainerbranchen skal man konstant brande sig selv. Folk spørger mig: Hvem er ’personaen’ Selma Judith? Det ved jeg ikke. Det er vel den del af mig, der laver musik? Men selv om jeg ikke har en decideret persona, når jeg går på scenen, er det stadig lidt som at træde ind i en karakter, fordi det bare er så underligt at stille sig op foran så mange mennesker. Det er så gøgleragtigt! Det er dejligt, men det er også en unaturlig opmærksomhed, man skal have in mente, hvis man er lidt sårbar og gerne vil være nogenlunde sund oven i hovedet«.
Selma vil gerne begge dele. Selv om hun er sårbar, vil hun gerne optræde og være nogenlunde sund oven i hovedet. Og er der noget, branchen elsker, er det en, der kan begge dele – være gøgleren det ene øjeblik og sårbar det næste. Blottet, nærmest, så dit publikum ikke blot kan relatere til dig, men føle med dig. Ikke kun på scenen, men også backstage, hvor vi som publikum i kraft af sociale medier ikke længere er vant til at blive nægtet adgang.
»Før alt det her med sociale medier opstod, var det, som om vores identitet var i dét, når folk så os og snakkede med os. Nu fortsætter denne her identitetsdyrkelse, selv om vi ikke er til stede fysisk. Det er blevet for meget. At udgive musik og stå på en scene er sindssygt sårbart, så hvis du både skal stå der og være sårbar og også skal have en masse mediedækning, hvor du er sårbar, og være sårbar på sociale medier – og samtidig skal være vildt sød og ydmyg og finde sig i at blive presset ned i nogle kasser, som du måske ikke har lyst til at sige nej til, fordi du skal overleve … for hvis folk ikke hele tiden har et indtryk af, hvem jeg er, kan jeg ikke overleve. Så glemmer de mig. Så kan jeg ikke tjene penge på det, jeg gerne vil. Det er lidt voldsomt«, siger Selma Judith.
»Der er underliggende kaotiske vibrationer i branchen, og det kan man godt fornemme på folk. Folk går ned med stress. De har det psykisk dårligt, de stopper med at lave musik. Det ser ud, som om der er nogle problematiske strukturer i entertainerbranchen herhjemme, som ikke er særligt fordelagtige for nogen«.
Kompromisløs harme og fucked up prioriteringer
En livslang identitetskrise har konsekvenser, når du er kunstner. Hvordan gør man en kunstner salgbar, når ingen – end ikke kunstneren selv – ved, hvor vedkommende skal placeres?
Netop derfor fik ’Getting Angry, Baby’ da også en blandet modtagelse. Mestendels overvældende positiv. Men som Politikens Alexander Vesterlund skrev i sin trestjernede anmeldelse: »Man undgår ikke at føle, at vi har at gøre med en kunstner, der mangler at finde ud af, hvilken slags hun skal være«.
Selma: »Hvis man ikke engang på sit debutalbum – sit allerførste album – kan få lov til at lave det, man laver, før man bliver fæstnet til et eller andet, hvornår fanden kan man så? Så snart du er blevet kendt for noget, siger folk: ’Nå, det er du god til, så er det det, du skal lave’. Det er ekstremt begrænsende. Så skal man bruge resten af livet på at spille den samme rolle i samme film om og om igen. Det er fandeme trist«.
»Det er et meget diffust album, og der sker mange ting på det. Så det ville også være underligt, hvis der ikke kom nogle dårlige anmeldelser ind. Hvis du gerne vil lave noget, der er kompromisløst, er du også nødt til at gå ned med skibet, hvis det synker«.
Et af emnerne, der behandles med såvel kompromisløs harme som sorg undervejs på pladen, er klimaet. Både i Selmas egen poesi og i det eksplicitte kuldegysningsfremkaldende indspark fra Greta Thunberg på ’Our House is on Fire’.
Selma: »Hvis der er et tidspunkt, man skulle være fanatisk på, skulle det være nu. Det pisser mig af, at folk ikke er det. Naturkatastrofefilmene, vi lavede for tyve år siden, banker på vores dør. Det er absurd! Hvad fuck er der med jeres prioritering?«
»Jeg har lyst til, der sker noget VOLDSOMT. At nogen laver noget økoterrorisme – som altså ikke slår nogen ihjel, men som måske kunne gøre, at der ikke er nogen fly, der kan flyve de næste ti år. Regeringen skal implementere store ændringer. Kæmpestore. Og det bliver upopulært og pissedyrt. Men det er farligt, det der sker nu«.
Selvudslettende ærlighed
Den lille dreng i ’Kejserens nye klæder’ råber op og afslører, at kejseren slet intet tøj har på. Præcis, som Greta Thunberg har klædt vores naive klimaoptimisme af til skindet. Og på en eller anden måde føles det helt rigtigt, at Selma Judith fletter lige netop Thunbergs mission ind i sit univers. Ikke kun, fordi Selma sympatiserer med den. Men fordi Selma selv råber op omkring ubalancerne, hun ser.
Selma: »Jeg synes, det er befriende med sådan en som hende, for jeg synes, det er ret få mennesker, der træder frem og call’er bullshit. Så jeg er glad for, hvis jeg gør lidt det samme«.
Hendes skepsis har altid fulgt hende. Det har evnen til at call’e bullshit til gengæld ikke.
Selma: »Jeg har altid været meget splittet i forhold til ærlighed og sandhed; hvad er løgn, og hvad er sandt. Det er svært at lade folk komme tæt på, når man er bange for, at folk lyver. Det er en stor usikkerhed, der kan gøre én meget syg, hvis man ikke kan finde ud af at skelne mellem, hvad man kan regne med og ikke kan regne med«.
»Jeg har været tvangsneurotisk omkring, hvad jeg fortalte til folk. Jeg fortalte alle mulige personlige detaljer til folk, jeg lige havde mødt, fordi jeg følte, alt skulle være ærligt. Når folk spørger, hvad jeg laver til daglig, hvad skal jeg fortælle? Skal jeg så fortælle helt tilbage til mine barndomstraumer? Jeg har delt alt for meget ud af mig selv på en måde, der har været ret selvudslettende. Fordi jeg ikke havde forstået, det er en menneskeret – det er op til en selv, hvor meget man fortæller«.
Sexet vrede – eller hysteri?
Selma Judith fortæller sine sandheder på ’Getting Angry, Baby’. Med alle de følelser, det indebærer. Hvert nummer lever sit helt eget vilde liv, og undervejs kommer vi da også helt ud ad en tangent eller to, som på ’Of Narcissism’, der udvikler sig til en ustyrlig svada.
Selma: »Jeg havde lyst til virkelig at gå planken ud på vreden. Det er jo lige før, det virkelig er kikset, at jeg står der og råber ’fuck jer’ på nummeret. Men jeg tror også, det er meget godt ikke at prøve at være for sej – men også at være for meget. At give sig selv lov til at være for meget på en usej måde og se, hvad man står tilbage med efter det. Så jeg bliver glad, hvis nogen synes, der er noget befriende i, at en kvinde står og ter sig for fuld hammer uden at undskylde for det«.
Uden at undskylde for det. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange en kvindelig kunstner har talt om det dels befriende, dels vovede i at lave noget uregerligt, noget højtragende, noget vredt eller sexet, eller bare slet og ret at være helt i sine følelsers vold – uden at undskylde for det. At være unapologetic.
Hvorfor er det, vi kvinder har denne her evindelige oplevelse af, at vi bør undskylde for os selv? Og hvorfor har jeg aldrig oplevet en mandlig kunstner tale om denne her følelse?
Selma: »Jeg synes, at man som kvinde får lært, man skal lægge låg på sig selv, for ellers er man hysterisk. Mænd kan være vrede, men hvis det er en kvindelig vrede, der ikke er sexet, bliver den stemplet som hysteri. Det er noget pis, for det er jo vrede det hele«.
Den kvindelige vrede ligger allerede indlejret i albumtitlen. ’Getting Angry, Baby’. Titlen er et citat hentet fra teaterklassikeren ’Who’s Afraid of Virginia Wolf’. Et flabet citat, den kvindelige hovedperson snerrer til sin ægtemand i en temperamentsfuld, uregerlig rant – fra et teaterstykke, der har en af historiens mest iltre, utæmmede kvindelige hovedroller.
Getting angry, baby. Et citat, der i sig selv lyder som en lille konflikt i måden, angry læner sig op ad baby på. Det pureste ord for vrede foran det kælne lille top-poppede baby, der sikrer, at publikum spidser ører, fordi vreden således tangerer sexet frem for hysterisk.
Men det gør ikke vreden mindre potent. For Selma er vred, og det kan mærkes dybt indeni. Over klimakrise-negligering, over musikbranchens overfladiske udstillingsvindue og en branche, der kræver, du bliver sat i bås for at kunne overleve udadtil – uanset om det betyder, du visner indeni.
Og jeg vil anbefale jer at lytte til hende, når hun hvæser.
»Hvis man er en kvinde, der er god til at være vred og eje det, bliver du hørt. Men det er svært, fordi du skal have en selvsikkerhed bag den vrede, som du ikke er opdraget til at have. Du er blevet opdraget til at have en usikkerhed bag vreden. Men når der så er en af de få, der stiller sig op og råber ’nu holder I kraftedeme kæft og lytter til, hvad jeg har at sige’, kan det noget særligt. Det bliver hørt«.
»Vrede er en ekstremt potent og effektiv følelse. Hvis der er noget, der kan flytte bjerge, er det kvindelig vrede«.