Man skal altid passe på med at sluge vandet, når man bader i en flod eller i havet. Men man skal især passe på med at sluge vandet, hvis man tager en dukkert i Whitelake River i England.
Den ligger nemlig tæt på Glastonbury, hvor en af verdens mest ikoniske festivaler finder sted – og det har faktisk ført til, at der er målt usædvanlig meget MDMA og kokain i vandet. Det rapporterer britiske BBC, der har talt med videnskabsmændene, der har undersøgt floden.
Det skyldes, at festivalgæster, der har været påvirkede af stoffer, har urineret så meget i området tæt på Whitelake River, at indholdet af MDMA i floden er firdoblet i ugen efter festivalen. Det viser en undersøgelse, der blev foretaget før og efter Glastonbury Festival i 2019.
»Uheldigvis gør det, at Glastonbury Festival ligger i nærheden af en flod, at de stoffer, festivalgæsterne udleder, ikke har tid til at blive optaget i jorden, før de flyder ud i det skrøbelige ferskvandsøkosystem«, har en videnskabsmand udtalt til BBC. Han kalder desuden narkotikaniveauet i vandet for »farligt«.
Det er dog ikke mennesker, der er direkte i farezonen. Rapporten, der har undersøgt Whitelake River, nævner således først og fremmest, at en sjælden art af ål kan blive påvirket negativt af narkoindholdet i floden.
Den gode nyhed for de engelske ferskvandsfisk er dog, at de har haft to år uden MDMA og kokain. Glastonbury var nemlig aflyst i 2020 og 2021 på grund af corona.