Jenny Wilson er stadig i livskrise på ‘Mästerverket’ – men lyder mildere og klogere end nogensinde
Jenny Wilsons ’Trauma’ lød og tog sig ud som den ultimative katarsis ved udgivelsen i 2019.
På albummet forenede den svenske sangskriver på blændende vis elektronisk og symfonisk musik med tekster på sit modersmål om de smertelige dimensioner af den voldtægt, hun blev udsat for tre år forinden. Værket blev hyldet og anerkendt af offentligheden som Wilsons hidtil bedste. Traumet var blevet transcenderet til kunst.
Så herfra burde livet blive nemmere, ikke? På den anden side af en sådan karrieremæssig bedrift og personlig dæmonuddrivelse?
For Jenny Wilson er svaret nej. På hendes syvende album, ’Mästerverket’, er temaet (og klichéen) om at have leveret sit ypperste som kunstner og nu sidde alene på toppen helt centralt. Og næsten demonstrativt vender Wilson forgængerens storslåede kompositoriske og lydmæssige eksperimenter ryggen til fordel for en mere ligefrem sangskrivning baseret på klaver, guitar, bas og trommer som i First Floor Power-dagene.
Men selv om ‘Mästerverket’ produktionsmæssigt ikke er lige så betagende som ‘Trauma’, placerer albummet sig blandt Jenny Wilsons allerbedste. Det er hendes måske mest inderlige og lyder satans godt, selv om følelseseksorcismen er mindre dramatisk eksekveret end tidligere. Vintage-Wilson revitaliseret.
Den evigt originale kunstner synger atter på svensk og med om muligt endnu større effekt end på forgængeren, når hun inviterer os indenfor i det ensomme Wilson’ske hjem, hvor hun håndterer tiden efter ‘Trauma’-succesen med at se Netflix med »metodisk disciplin« og vinflasken inden for rækkevidde.
»Jag var prisad och belönad / men vem älskar den som inte ens gillar sig själv?«, synger Wilson på ‘Ge mig nåt starkt’, hvor hun slutteligt står på kanten af en mennesketom perron og stirrer ned i mørket, imens børnene er sat til at holde øje med middagsmaden i ovnen.
Teksterne på ‘Mästerverket’ er ærlig og brutal hverdagsrealisme, blottet for selvhøjtidelighed og glamour, men heldigvis ikke for humor og livskraft. »Jag har allt-att-förlora!« skriger Jenny Wilson i outroen på førnævnte sang, imens en række nære familiemedlemmer og venner synger kor, og akkorderne danser i hænderne på det kompetente band.
Holdet bag hovedpersonen spiller en kæmpe rolle på ‘Mästerverket’. For første gang i sin 17 år lange solokarriere har Jenny Wilson indspillet sangene som livesessions med et band, i maks tre takes. Hun forklarer selv, at det at lave sange om ensomhed blev for ensomt at gøre alene, og selv om albummet graver i afsenderens eksistentielle smerte og angst, føles det med sine mange opløftende melodier og sin organiske lyd som et varmt kram fra en god ven.
Med klaveret og Wilsons milde, kloge vokal i centrum lyder ‘Mästerverket’ flere steder som tidlig Kate Bush, for eksempel på ‘Universums grymma lag’. Her reflekterer Wilson over roden til sin nuværende krise; mørke avler mere mørke, således også i popstjernens liv i kølvandet på et kræftforløb, et overgreb, en opslidende turné (»Finns det nånting värre än ensam men igenkänd?« spørger hun retorisk over sørgmodige strygere).
‘Mästerverket’ rummer flere dybt melankolske ballader som denne, men sidst på albummet vælger Jenny Wilson livet og lyset til. ‘Tänk om nåt händer’ rummer et charmerende temposkift, hvor versets støvede trommer afløses af et energisk strygertema i omkvædet og et mandekor, der hepper på hovedpersonen: »Nej Jenny! Du hinner än! Men skynda dig!«
Jenny Wilsons syvende album er hvis ikke et mesterværk, så et værk af en mester om at mestre livet og håndtere ensomheden. Og som lytter føler man sig ganske enkelt mindre ensom i selskab med ‘Mästerverket’.
Kort sagt:
Selv om ‘Mästerverket’ produktionsmæssigt ikke er lige så betagende som forgængeren ‘Trauma’, placerer albummet sig blandt Jenny Wilsons allerbedste. Det er hendes måske mest inderlige og lyder satans godt, selv om følelseseksorcismen er mindre dramatisk eksekveret end tidligere.