Man risikerer rent faktisk at blive dummere af at se ‘DR2’s store danske rockhistorie’

Dokumentarserien med Jesper Binzer som vært sigter efter at fortælle hele historien om dansk rock på seks gange 29 minutter. Men serien er hverken stor eller lærerig og formår kun med nød og næppe at fortælle historien om D-A-D med succes.
Man risikerer rent faktisk at blive dummere af at se ‘DR2’s store danske rockhistorie’
'DR2s store danske rockhistorie' – vært Jesper Binzer. (Foto: DR/Peter Refsgaard)

KOMMENTAR. Da jeg gav mig til at se dokumentarserien med den stort anlagte titel ‘DR2s store danske rockhistorie’, vidste jeg kun én ting om den: Den var blevet rigtig dårligt modtaget i andre medier.

Det gjorde mig selvfølgelig øjeblikkeligt meget nysgerrig. Og ligesom massiv hype om et givent værk kan medføre, at man mest leder efter hullerne i osten, gjorde det modsatte sig gældende, da jeg så ‘DR2s store danske rockhistorie’: Jeg sørgede for at holde ekstra godt øje efter lyspunkterne.

Eksempelvis synes jeg, at den basale struktur er lettere forfriskende.

I stedet for kronologisk at starte med Melvis & His Gentlemens debutsingle i 1959 (eller med de første importerede amerikanske rockskiver årene forinden), vælger DR2 at hoppe rundt i tiden.

I stedet for at opdele de seks afsnit i eksempelvis årtier, er de opdelt i emner. Og hvert afsnit forsøger så at trække tråde på tværs af tiden inden for et bestemt emne – fjerde afsnit handler om debutalbummet gennem tiden, sjette afsnit om det at have et stort hit gennem tiden, et cetera.

På papiret giver det rigtig god mening. Er du ikke i udgangspunktet interesseret i, hvordan eksempelvis Dizzy Mizz Lizzy albumdebuterede i 1994, men derimod i hvordan det er at debutere i en streamingalder for nye bands som Whistler og Joyce, så ville dokumentaren ideelt kunne stille de forskellige situationer op over for hinanden, så man kan mærke både kontraster og lighedspunkter mellem de to historiske situationer – og pludselig får Dizzy Mizz Lizzys situation alligevel betydning for dig.

Men det er som sagt den ideelle situation.

I realiteten serverer fjerde afsnit af ‘DR2s store danske rockhistorie’ ikke et særlig godt indblik i, hvordan det er at albumdebutere på forskellige tidspunkter.

Afsnittet giver faktisk ikke særlig godt indblik i, hvad debutalbummets rolle i det hele taget er. I interviewet med Dizzy Mizz Lizzy handler det dels om, hvordan de skrev debutens åbningsnummer ‘Waterline’, dels om hvordan de ikke længere får det store ud af musikken på debutalbummet.

‘DR2s store danske rockhistorie’ med Tim Christensen fra Dizzy Mizz Lizzy. (Foto: DR/Peter Refsgaard)

Hvis man ikke i forvejen er bevidst om, hvorfor Dizzy Mizz Lizzys debutalbum er en vigtig del af dansk rockhistorie, bliver man ikke klogere på det. Pladen bliver ikke sat i kontekst med den musikscene, den trådte ind på og den ungdom, der tog imod den. De uindviede får kun – gennem infografik – at vide, at det er »det mest solgte rockalbum i Danmark« som eneste indikation af udgivelsens vigtighed.

Interviewet med Joyce ender med at være så uoplysende, at de ikke engang får nævnt debutalbummet uden for en infografik. I stedet handler det om blues-indflydelsen på sangen ‘Tiden har ødelagt alt i mig’ og om skellet mellem artsy rockbands og fadølsrocken.

Det er alligevel imponerende, når det optræder i et afsnit med titlen ‘Debutpladen’.

Binzer besøger bands

Mens jeg så dokumentaren, sendte jeg min redaktør en jokende Messenger-besked om, at en bedre titel til programmet ville være ‘Binzer besøger bands’.

For programmet er primært fortalt gennem hyggelige, nede-på-jorden besøg i diverse musikeres dagligstuer og øvelokaler, hvor musikerne får sig en afslappet snak med programmets vært, D-A-D-sanger Jesper Binzer. Omend der er et par få interviews, hvor han ikke er til stede, og klipperen relativt elegant forsøger at forhindre dig i at bemærke det – og et par få samtaler føres desuden over webcam.

Og der bliver gjort plads til, at det bliver rigtig hyggeligt. Der skal lige fyres et par morfar-jokes af. Der skal sættes noget musik på anlægget, frem for at den udelukkende bliver sat ind fra klippelokalet.

Og vi skal da lige bruge ti sekunders dyrebar sendetid på at se Binzer tabe et stykke slik fra Annisette Koppels spisebord og samle det op igen, ikke? Bare så vi er helt nede i øjenhøjde.

‘DR2s store danske rockhistorie’ med Annisette fra The Savage Rose. (Foto: DR/Peter Refsgaard)

Det format ender med at begrænse dokumentarserien rigtig meget. For den eneste assisterende stemme bliver infografikken. Det ville have hjulpet førnævnte Dizzy-interview gevaldigt, hvis de bare havde kunnet klippe til en række musikere eller kulturpersonligheder, der lyttede til pladen i deres ungdom, og som kunne snakke om, hvad den betød for dem.

Det kan også blive virkelig indforstået. Hvis man lige fik en ekspertstemme til at sige nogle ord om TV-2’s historie, inden Binzer interviewede bandets forsanger, Steffen Brandt, havde det klart fået mere betydning, da Binzer sagde »fra Taurus og fra punken, så flyttede I jer derefter efter nuet«. For med mindre du kan din TV-2’s-historie i forvejen, ville du hverken vide, at de udsprang fra bandet Taurus eller havde rødder i den aarhusianske punkscene.

Andet afsnit bærer titlen ‘Protest og politik’. I mine øjne er det afgjort et emne, der ikke kan fortælles uden Røde Mor; det nok mest eksplicit og mest radikalt politiske band, der nogensinde er blevet hvermandseje i Danmark.

De bliver lige kort nævnt via en lille infografik, der fortæller, at protestrock havde fremgang i 70’erne. Men vi hører ikke mere om dem, for der er ikke gjort plads til en samtale med dem. I denne »store rockhistorie« bliver Røde Mor – alene grundet formatet – gjort til en fodnote i historien om dansk protestrock.

Der er derimod gjort plads til Johan Olsen-sideprojektet Pligten Kalder med tekster fra journalist Torben Steno. De er åbenbart vigtige nok i den danske politiske rocks historie til at blive fremhævet. Jeg ved ikke om det er for at vise, at ikke kun venstrefløjen laver politisk musik – eller om det er fordi man mente, at inklusionen af Girlcrush og Angående Mig (to markant mere tidssvarende acts) ikke var rigelig repræsentation af nutidens politiske musik. Men det føles som hevet op af en hat.

Det er da helt klart interessant at vende, hvorfor politisk musik generelt er så venstreorienteret. Men formatet spænder aktivt ben for den diskussion – for de bliver nødt til at åbne den diskussion i en hyggesnak over en cigaret med et band, der er totalt irrelevant som repræsentant for både dansk rocks samtid og dens historie.

En grad af irrelevans, der kun rammes igen, da seriens sidste afsnit kigger forbi 00’er-døgnfluerne i Zididada.

Man risikerer at blive dummere

Da jeg var teenager, var der intet, der kunne lokke mig til tv’et, som når DR sendte dokumentarer om rock- eller popmusik. Særligt dokumentarudsendelserne om dansk musik tiltalte mig, for der er meget, der stadig ikke er dokumenteret særlig godt online.

Og bevares, langt det meste af tiden er ‘DR2s store danske rockhistorie’ blot ikke-informerende – og ikke decideret misinformerende.

Men der er steder, hvor dokumentarserien er med til at producere et skævvredet billede af rockmusikkens historie.

Den generelle tese i sjette afsnit, ‘Hittet’, er, som infografikken siger knap fire minutter inde, at »Hittet inkarnerer et bands lyd + identitet«.

Det er jo noget decideret vås.

Nogle hits passer selvfølgelig på beskrivelsen. Men vi lever altså i en verden, hvor Radioheads største hit er ‘Creep’, hardrockbandet Covens største hit er eventyr-folksangen ‘One Tin Soldier’, og anarkopunkerne Chumbawambas største hit er druk-oden ‘Tubthumping’.

Og selv inden for dansk musik ville det altså være synd at definere eksempelvis det dystre, skramlede altrockband Sort Sol ud fra balladen ‘Let Your Fingers Do the Walking’ – men alligevel er det sangen, der er i fokus i samtalen, der starter øjeblikkeligt efter pågældende grafik.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Afsnittet byder endda på en optræden fra The Rumour Said Fire, der fortæller om hvordan folk-hymnen ‘The Balcony’ jo er så stor, at den uundgåeligt må være en del af deres setliste hver gang, også selv om den ikke helt passer gnidningsfrit ind blandt deres nyere indierock.

Og det er ikke det eneste sted, hvor besynderlige narrativer dukker op.

Rockproducer Nick Foss siger i første afsnit følgende om OneTwos 80’er-hit ‘Billy Boy’: »Da den kom, gjorde vi noget ud af produktionen og brugte rigtig lang tid på det – altså i forhold til i dag, hvor man sampler alt. Tag ti numre fra Spotify, og så er det den samme lilletromme og samme stortromme, som de bare har købt på nettet«.

Denne rimelig forstokkede holdning til samplebaseret produktion bliver ikke udfordret det mindste af dokumentaristerne. Så lad mig lige indskyde, at der selvfølgelig også er mange producere, der bruger lang, grundig tid på at arbejde med samples.

I fjerde afsnit, mens der lades op til et interview med Stig Møller om hans tid i Steppeulvene, forsøger infografikken at etablere, hvilken tid Steppeulvene eksisterede i.

Her får vi den bizarre påstand, at »The Beatles, The Rolling Stones og The Beach Boys folkeliggjorde rockmusikken«. Skriv den påstand i en universitetseksamen i populærmusikstudier, og du skal nok falde et par karakterer alene på det grundlag. Var Elvis Presley, Chubby Checker og The Everly Brothers ikke folkelige inden da?

For lige at gøre påstanden endnu mere bizar, bliver den efterfulgt af et billede af The Beach Boys’ ‘Pet Sounds’ – et klassisk album, der er folkeeje i dag, men som i sin samtid ikke fik den store opmærksomhed fra masserne.

Der er ét band, man faktisk lærer historien om

Det hele bliver så overfladisk, at selv når samtalen falder på bands som Gasolin’ og Steppeulvene, går man ikke derfra med viden om, hvorfor de er vigtige. For der skal altid lige hygges med Jesper Binzer, som i øvrigt gladeligt gang på gang perspektiverer over til sin egen karriere.

Derfor er der sjovt nok ét band, jeg rent faktisk føler, jeg er blevet klogere på. Og det er D-A-D.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Afsnittet ‘Folkelig og for de få’ lærte mig ikke meget om folkelighed eller mangel på samme – ud over altså kontrasten, da D-A-D gik fra at være kæk cowpunk til at være folkekære hardrockhelte med internationale udsigter. Det kan godt være, at det store hit ikke altid indkapsler kunstnerens identitet – men ifølge Jesper Binzer indkapsler ‘Sleeping My Day Away’ D-A-D’s lyd.

Hver eneste gang, nogen siger noget, bliver det sammenlignet med et punkt i D-A-D’s historie. Som resultat kan jeg nærmest deres historie på rygraden nu. Det ville ikke være et problem, hvis der blev skabt et lige så fuldendt narrativ om dansk rock generelt, som der blev om D-A-D. Men det gør der ikke, så det ender med, at D-A-D-historien gang på gang distraherer fra interviewpersonernes fortællinger.

Vi lever i en tid, hvor DR’s to musiknørdede flagskibe, P6 Beat og P8 Jazz, muligvis snart skal dreje nøglen om.

Mottoerne hedder »Bevar P6 Beat« og »Bevar P8 Jazz«.

Men de to kanaler er også selv med til at bevare noget – nemlig grundig musikhistorisk public service-formidling. Og hvis vi ikke bevarer dem, ender det med, at stof som ‘DR2s store danske rockhistorie’ bliver toneangivende for DR’s musikformidling. Og det ville vi som samfund blive meget fattigere af.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af