Den sarkastiske ærke-slacker Courtney Barnett er blevet helt zen
Da Courtney Barnett debuterede med en række ep’er tilbage i 2012-13 excellerede hun typisk i fem-seks minutter lange sange med en humoristisk konverserende lyrik fyldt til bristepunktet med pudsige observationer og/eller skæve karaktervignetter.
Sidenhen – i takt med en øget international bevågenhed som indie-singer/songwriter par excellence – har hun gradvist strømlinet sit udtryk. Denne udvikling kulminerer på hendes tredje egentlige albumudgivelse med den for hovedpersonen typisk slacker-signalerende titel ’Things Take Time, Take Time’, hvor Barnett sender ti sange ud over rampen på bare 34 minutter.
Musikalsk er det nye album ikke en typisk band-plade a la forgængerne med plads til skærende, grunge-agtige guitarflader. I stedet er albummet indspillet under ’Den store nedlukning’, og det er kun Warpaint-trommeslageren Stella Mosgawa, der – udover hovedpersonen selv – har bidraget til albummet (i form af trommer og keyboards). Det giver sangene et mere luftigt, lyst og ikke så komprimeret udtryk.
Man kan måske ligefrem tale om, at ærke-slackeren Barnett er blevet helt zen i sit syn på tilværelsen. Man fornemmer en grundoptimisme i marven af disse sange. Der er ikke meget hverken snerrende sarkasme eller henkastet syrlighed her. Ligesom tidligere tilløb til en lidt letkøbt nihilisme er lagt på is.
Men en ny modenhed (Barnett er efterhånden blevet 33) – og nye eksistentielle indsigter – er jo ikke ensbetydende med entydig kunstnerisk forløsning. Jeg savner virkelig de gamle ordrablende sange, såsom for eksempel glansstykket ’Avant Gardener’, hvor Barnett formåede at flette en nærdødsoplevelse sammen med de særeste syner, dagligdagsobservationer og sært rørende-skæve perspektivforskydninger, såsom sangens afgørende clou: Samtalen med en livsklog ambulancefører.
Som gammel fan må man bare konstatere, at Barnett ikke længere interesserer sig for den type sangskrivning. Hun observerer fortsat verden uden for vinduet – som på åbningsnummeret ’Rae Street’ – men konklusionerne er langt mere jordnære, for ikke at sige perspektivforladte: »All our candles, hopes and prayers / though well-meaning, they don’t mean a thing / unless we see some change«. Eller et par vers længere nede: »And there’s one thing I know / the sun will rise today and tomorrow / we’ve got a long, long way to go«.
Jeg skal ikke udelukke, at Barnett med linjer som ovenstående forsøger at telegrafere almindelige menneskers almindelige tanker, der ligner floskler til forveksling. Men jeg tillader mig at tro (og håbe), at mennesker som de er flest, tænker mærkeligere og mindre pointerede tanker; tanker a la de tekster, Barnett skrev ned på sine tidlige ep’er.
Hvad er det så til gengæld Barnett lykkes med på ’Things Take Time…’? Jo, når man lyrisk skærer ind til benet, følger sangstrukturerne typisk i samme spor. Barnett har aldrig tidligere skrevet så indtagende melodier som her.
Hun mestrer både balladeformatet – ’Here’s the Thing’ er et rigtig godt eksempel – men hun komponerer også klokkeklare, nærmest bluesede riffs som på ’Before You Gotta Go’ og inviterer keyboarddrevne melodier ind i sit univers; mest vellykket på den ret fortræffelige ’Write a List of Things To Look Forward To’.
Man kan begræde, når en kunstner, man holder af, anlægger nye perspektiver på sin sangskrivning eller hele sit udtryk. Men man kan også vælge at glæde sig over, at Courtney Barnett vinder en ny umiddelbarhed og en form for ubesværet åbenhed i og med, at hun giver slip på det, der engang var hendes primære varetegn: Den skarpe, men samtidig vidunderligt udflydende pen.
Kort sagt:
Courtney Barnett siger farvel til den humoristisk-konverserende ordstrøm og de fræsende guitarer til fordel for et mere luftigt og lyst udtryk på det blot 34 minutter lange ’Things Take Time, Take Time’.