Ed Sheeran, Coldplay og popstjernernes desperate forsøg på at forblive relevante

På sit nye album lyder Ed Sheeran som en kunstner, der har mistet sig selv. Og han er ikke alene om at være nået dertil i karrieren. For det er svært ikke at lyde som alle de andre, når man gerne vil have et stensikkert hit.
Ed Sheeran, Coldplay og popstjernernes desperate forsøg på at forblive relevante
Ed Sheeran. (Foto: Dan Martensen)

KOMMENTAR. I fredags udkom Ed Sheerans nye album ‘=’, men rent musikalsk er der desværre ikke meget nytænkning at komme efter.

Singlen ‘Bad Habits’ er blevet heftigt sammenlignet med (og beskyldt for at kopiere) The Weeknds neonbelyste storhit ‘Blinding Lights’ i både lyd og look, og den efterfølgende ‘Shivers’-single byder også på glat dancepop med autotune, der kunne være sunget af en hvilken som helst popsanger anno 2021.

Der er ret langt fra superstjernen Ed Sheeran, som vi kender ham i dag, til den folkpop-balladespillende gut med den akustiske guitar, vi først lærte at kende for godt et årti siden.

Ikke at jeg tror, man kan tolke sådan 1:1 på det, men mod slutningen af videoen til ’Shivers’ får Ed Sheeran pludselig fat i en akustisk guitar (der da også kan høres svagt bagerst i den glatte popproduktion), men efter blot et øjeblik rives guitaren demonstrativt fra ham igen, hvorefter han trækker på skuldrene og bryder ud i endnu en omgang koreograferede dancemoves.

En slags symbolik. For hvad skal den akustiske guitar bruges til, når man forsøger at holde sig relevant som popstjerne anno 2021? Skide være med hvor du kommer fra, og hvad der gjorde dig unik i første omgang, hvis ikke det er det, der sælger plader den dag i dag.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Ed Sheeran skal nok ramme både toppen af hitlisterne og spille for fyldte stadions med sine nye sange, men man kan samtidig argumentere for, at Ed Sheeran langsomt, men sikkert har mistet det, der gjorde ham til Ed Sheeran i første omgang. Det der skilte ham ud fra mængden.

Det er selvfølgelig ikke kun Sheeran, der kan være svær at skille fra mængden i disse dage. Hans mangel på originalitet er nemlig blot ét eksempel på den historiske tendens, hvor (store) popstjerner prøver at kapitalisere på samtidens musikalske tendenser i deres forsøg på at holde sig evigt relevante.

Og lige nu er vi vidne til to ret store cases.

Coldplay er blevet den pinlige onkel

For en anden kunstner, der i den grad også synes at være faret vild i jagten på relevans, er Coldplay. Chris Martin og co. udgav nemlig et nyt album for få uger siden, der viser tydelige tegn på en aldrende mastodont i identitetskrise.

På det løst sci-fi-tematiserede ‘Music of the Spheres’ lyder Coldplay ikke som et band, der skriver sange fordi de har lyst, men som et band der med lys og lygte søger efter formularen, der kan holde dem relevante efter 20 år på toppen af hitlisterne.

De prøver bare alt for hårdt. Tag bare singlen ‘My Universe’, hvor Coldplay samarbejder med K-pop-giganterne BTS på en sang, der ikke gør noget godt for nogle af de medvirkende. Det er egentlig en ganske tilforladelig popsang, men når jeg ser Chris Martin stå og lege moderne popstjerne med de unge sydkoreanske knægte, kan jeg ikke lade være med at krumme en smule på mine tæer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

For både gæsterne (Selena Gomez er også med), produktionen og sangskrivningen på Coldplays nye album virker mest af alt som et desperat forsøg på at holde sig relevant ved at piggybacke på populære musikalske tendenser.

»De unge vil have K-pop, så lad os give dem noget K-pop!«.

Der sker bare det modsatte. For i stedet for at genopfinde sig selv, fremstår Coldplays samarbejde med BTS nærmere som den kiksede onkel, der prøver at være sej og ung med de unge, men mest bare fremstår som pinlig.

Det er som sagt ikke en ny tendens, og det er en algoritme-agtig kalkule, der helt sikkert virker. Coldplays samarbejde med BTS har 89 millioner visninger på YouTube og over 100 millioner afspilninger på Spotify, og bandets nye klimavenlige turné har solgt mere end en million billetter på tværs af Europa.

Ed Sheerans nye sange har også allesammen millioner af afspilninger, og han spiller fire udsolgte koncerter i København næste år.

Men hvad er prisen for den succes?

Det ville selvfølgelig være synd at kræve, at Sheeran og Coldplay for evigt skal lyde på samme måde, som de gjorde for 10 og 20 år siden. Der skal være plads til at vokse og udvikle sig. For nogle er det en direkte forudsætning for at forblive interessant. Men det føles som om, begge kunstnere har mistet sig selv i jagten på det næste hit. De har mistet netop det, der gjorde dem til stjerner i første omgang.

For det er altså synd, når de store popkunstnere alle jagter algoritmens bud på det næste hit så inderligt, at de alle sammen ender med at lyde ens.

»Please stream vores sange«

Og så kan vi jo vende tilbage til The Weeknd. For der er jo også langt fra Abel Tesfayes tidlige mørke r’n’b-croonerier til den popstjerne, vi har lært ham at kende som de senere år. Men der hvor The Weeknd indtil videre adskiller sig fra kollegerne er, at han ikke rider med på tidens tendenser. Det er ham, der skaber dem.

For godt nok var hans ‘Blinding Lights’ i sin essens en gang 80’er-synthpop a la A-ha smidt på nye flasker, men der er stadig forskel på smart musikhistorisk genbrug og så skamløs skamridning af tidens toner.

Men man kan også godt holde fast i popularitetens tinder ved bare at være sig selv. Se bare på Adele, som Soundvenue-skribent Niels Jul Bruun i forbindelse med comeback-singlen kaldte håbløst umoderne (på den gode måde), fordi hun heldigvis holder fast i sig selv og sin musikalske stemme.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De store stjerner har friheden til at gøre, som de vil. De har et dedikeret publikum, der nok skal lytte og elske dem uanset hvad. Så hvorfor føle sig fanget i en forestilling om, hvad folk gerne vil høre? Det føles unødvendigt og en smule trist.

Det er jo ikke fordi, Coldplays tidlige album var en overflod af originalitet, eller fordi Ed Sheeran var den første til at stille sig op med en akustisk guitar og synge sukkersøde popfolk-ballader.

Man følte dog, at de gjorde det, fordi det betød noget for dem. Fordi de havde noget inderligt og oprigtigt at sige. Og de gjorde det med et musikalsk udtryk, der gav mening for netop dem.

Men hvad vil Ed Sheeran og Coldplay sige med deres nye album, udover: »Please stream vores sange?«

Jeg har desværre svært ved at høre det.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af