En virtuel Justin Bieber-koncert – hvad kunne der dog gå galt? Alt. Alt gik galt
Virtuelle koncerter har potentiale. De har ganske vist ikke potentiale til at erstatte virkelighedens koncerter, men de kan noget unikt og opsigtsvækkende i egen ret.
Og i det koncerttomme år 2020 var der især mange, der fik øjnene op for disse muligheder – heriblandt undertegnede. Jeg var til virtuel festival i ‘Minecraft’, hvor hyperpopgruppen 100 Gecs havde skabt en hel digital festverden, hvor man kunne udforske alskens kroge, der på den ene eller anden måde passede med gruppens skæve æstetik.
De udnyttede, at den virtuelle verden gav mulighed for, at hele venuen var indrettet efter deres image. Der var plads til vildskab og kaos og ikke mindst interaktivitet. Der var en hel stor virtuel verden, hvor man kunne danse sammen med andre ‘Minecraft’-brugere og dermed være en del af et stort tværgeografisk fællesskab.
Jeg nævner alt dette, fordi jeg gerne vil slå fast, at Justin Biebers koncert på den virtuelle platform WaveXR ikke var dømt til at være en fiasko. Men de små 40 minutter, koncerten varede, var godt nok kaloriefattige.
Der var gjort meget milde forsøg på interaktion. Men ikke noget, der rent faktisk gjorde, at jeg som deltager følte, at jeg var en del af den virtuelle verden. Det foregik ikke i et større videospil-lignende digitalt interface, hvor jeg havde en avatar, der kunne bevæge sig rundt.
Det var i stedet et simpelt video-interface, hvor Biebers motion capture-avatar blev transporteret fra den ene computeranimerede location til den næste computeranimerede location. De første par sange blev opført oven på en bil, senere befandt han sig ude på en landevej, under andre sange ude på en blomstermark.
Det er et underligt uinspireret udvalg af locations, når man tager i betragtning, at alt jo var computeranimeret, og at det ergo kun er fantasien, der sætter grænser for beliggenheden (og animationsbudgettet, bevares, men Bieber burde have råd til det meste).
Hvorfor ikke opføre ‘Peaches’ omgivet af ferskentræer, eller ‘Holy’ i en ekstravagant kirke? Hvis man turde være ekstra campy, kunne man opføre ‘Ghost’ i et spøgelseshus.
I stedet blev ‘Ghost’ og den efterfølgende afslutter ‘Anyone’ opført på det måske mest fantasiforladte sted i hele koncertens varighed: En stenkube, der svævede ude i intetheden.
Publikum var glemt i processen
Hvad med os tilskuere – hvordan var vi repræsenteret?
I visse af de computeranimerede locations var der synlige tilskuere. Alle disse mennesker var designet til at være lettere anonyme, og det meste af tiden var de reduceret til at være silhuetter. Det ville have hjulpet rigtig meget på indlevelsen, hvis WaveXR havde givet brugerne mulighed for at designe avatars til koncerten.
Der havde selvfølgelig næppe været mulighed for at generere samtlige avatars i den computeranimerede verden, men lidt individualitet blandt publikums visuelle repræsentationer ville gøre en stor forskel.
Der var nogle pauser mellem sangene, hvor CGI-Bieber befandt sig i et rum omgivet af skærme, der viste livevideoer af fans, der reagerede på koncerten. Her bad han fans om at nikke med hovedet eller at vise hjerter.
Disse videoer var formentlig fra første optræden, der foregik 19. november kl. 3.00 dansk tid – jeg så ‘genudsendelsen’, der foregik 21. november kl. 20.00, og der var der i hvert fald ingen mulighed for at slå sit webcam til.
Men selv hvis jeg havde været der torsdag nat med webcammet tændt, havde det godt nok været lidt at tilbyde. Jovist, en lillebitte håndfuld seere fik rent faktisk deres eksistens anerkendt af hr. Bieber – men de fleste af seerne fik deres eksistens reduceret til at være et tal i deltagerstatistikken.
Den smule interaktion, der trods alt var der
Bevares, der var få steder, hvor koncerten implementerede reel brugerinteraktion. Men det var ikke videre gribende.
Under ‘Somebody’ kunne man klikke på én af tre farver hjerter, og så kunne man se hjerter med tilhørende brugernavne flyve mod Bieber. Under ‘Holy’ kunne man gøre det samme med blomster. Og der var et gentagent indslag, hvor skærmen sagde »be a light that shines in the dark« og »click to send Justin your light«, hvor man fik én knap til at ‘sende lys’ til Bieber – som en slags virtuel applaus. På skærmen så man da Bieber lyse op, mens der ude i venstre side var en måler, der viste hvor mange gange knappen i alt blev trykket på i løbet af koncerten.
Jeg chokerer nok ikke nogen, når jeg siger, at ‘tryk på knappen med den røde blomst for at se røde blomster på skærmen’ ikke rigtig er en interaktionsmekanisme, der har gjort mig videre opstemt, siden jeg som lille voksede fra at spille min ‘Teletubbies’-CD-ROM.
Og så var der også et par steder, hvor (mere eller mindre uinspirerede) beskeder fra livechatten kom frem på skærmen.
Disse interaktive elementer føltes ikke som noget, koncerten var bygget op om. Det føltes i stedet som om, at Biebers team havde annonceret en interaktiv koncert og først bagefter havde tænkt; ‘okay, hvordan skal vi gøre den interaktiv?’.
Men hvad med hovedpersonen?
Okay, okay. Koncerten var måske ikke så interaktiv eller visuelt interessant. Men Justin Bieber selv må da have været god? Og hans setliste byggede jo på ‘Justice’, et af hans mest vellykkede album. Hvor galt kunne det gå?
Bieber kan synge, ingen tvivl om det. Og selv om størstedelen af instrumentationen bare lød som backingtrack fra albummet, kunne man høre, at vokalerne var nye og mere ubeskårne – ja, formentlig kom de live fra motion capture-Bieber.
Resultatet var dog, at sangene i bedste fald lød som studieudgaverne, og at de i værste fald lød som studieudgaverne med mere ujævne vokalpræstationer. De lød aldrig rent faktisk som om, man var til en koncert med Bieber.
Under ‘Peaches’ lød Bieber som om, han lige skulle gribe efter vejret mellem linjerne – frem for den breezy coolness, han udstråler i studieudgaven. Og på ‘Holy’ lød han ikke nær så emotionelt investeret, som han gør i originaludgaven. Det kunne selvfølgelig let tilgives, hvis der var nogle shakeups i lyden på numrene, men det var der sjældent.
Undtagelser til dette var sange som, ‘Unstable’ og ‘Ghost’, der havde fået tilføjet guitarsoli – og begge var så kluntet indsat i mixet, at det var tydeligt, de ikke var indspillet samme dag som resten af musikken.
Og så er der jo spørgsmålet om, hvordan koncerten behandlede gæstestjernerne. ‘Justice’ er jo et album, der er spækket med features. Til en rigtig koncert ville der selvfølgelig sjældent være mulighed for bare at hive Burna Boy eller Chance The Rapper ind fra sidelinjen, men til en virtuel koncert handler det jo bare om at skaffe rettigheder til at lave en CGI-figur bygget over dem, og så tilføjer det pludselig rigtig meget til optrædenen – også hvis vokalen bare er fra studieudgaven.
Men der var ingen gæsteoptrædener. ‘Peaches’, ‘Holy’, ‘Unstable’ og ‘Loved By You’ stoppede bare inden gæsteversene skulle starte, og de endte derfor alle med at føles meget ufuldendte. Og det var ikke noget, en kluntet indsat guitarsolo kunne erstatte.
Slutteligt må jeg selvfølgelig vende Biebers motion capture-optræden. Det så rimelig godt ud, når han sang, men hver eneste gang, der var en instrumental passage, var det godt nok en kluntet visuel oplevelse.
Enten spankulerede han rundt i cirkler, eller også lavede han sære bevægelser med armene – ofte begge dele. Han virkede til tider som en afvist statist fra Monty Pythons ‘Gakkede gangarter’. Eller i hvert fald som om, han ikke havde gennemtænkt, hvad han skulle gøre på den digitale scene i de passager, hvor han ikke sang.
Der er hype om virtuelle koncerter. Biebers folk ved, at det er en god brandingstrategi. Men denne koncert blev behandlet som om, det netop kun var et stykke branding. Der var intet der udstrålede, at nogen involverede (ud over folkene bag teknologien) var den mindste smule fascinerede af de muligheder, der er, når man laver koncerter i et virtuelt rum.
Hvis der helt hypotetisk blev gjort lige så lidt ud af Biebers kommende arena- og festivalkoncerter, så ville der være ramaskrig.
Men hey: Bieber fik mig lige til at fremhæve, at han netop har annonceret en 2022-turné. Så det fungerede i det mindste som reklamestunt.