I fredags udgav Bruno Mars og Anderson .Paak deres første album med fællesprojektet Silk Sonic, og ‘An Evening With Silk Sonic’ er i høj grad en hyldest til funk og soul, som det lød i slut-60’erne og op igennem 70’erne.
Duoen udforsker en del forskellige stilarter på tværs af dette brede spektrum, og de gør det med så stor kærlighed til klassikerne, at det er svært ikke at få lyst til at dykke ned i deres inspirationskilder, når albummet er færdigt.
Derfor har jeg været en tur ned i skattekisten og fundet ni klassiske album fra æraen, Silk Sonic trækker på – og jeg har håndplukket dem, så du passende kan starte med det album, der passer bedst sammen med din yndlingssang på Silk Sonic-tracklisten.
1. Hvis du kan lide ‘Silk Sonic Intro’ … skal du lytte til Bootsy’s Rubber Band ‘Stretchin’ Out in Bootsy’s Rubber Band’
Okay, der når ikke at ske meget i det minut, ‘Silk Sonic Intro’ varer, men tracket når alligevel at introducere et par vigtige elementer. Dels får vi et hurtigt indtryk af, at hele albummet er en performance rettere end et nøgent kunstnerisk statement. Man får nærmest at vide, at man ikke skal tage det hele for alvorligt. Og albummets vært, Bootsy Collins, er en afgørende faktor i dette.
Selv begynder jeg at smile, så snart Bootsy åbner munden. Hans quirky brand af charmerende gakkethed sætter hurtigt tonen for albummet. Og hvis du kan lide dette element ved albummet, bør du øjeblikkeligt lytte til noget af det, Bootsy Collins lavede i sin storhedstid, hvor han cementerede, at han var en af de bedste bassister nogensinde.
Han er nok især kendt for sit arbejde med funklegenden George Clintons bands Parliament og Funkadelic, men hans personlighed er endnu mere i centrum på de album, han udgav i eget navn med Bootsy’s Rubber Band. Her vælger jeg at fremhæve gruppens legesyge debut, ‘Stretchin’ Out in Bootsy’s Rubber Band’, hvor han ledsaget af nogle af tidens bedste funkmusikere kaster sig ud i funk af den slags, hvor det bare handler om at give slip og nyde de skøre påfund, Collins kaster lytterens vej.
2. Hvis du kan lide ‘Leave the Door Open’ … skal du lytte til Marvin Gaye ‘Let’s Get It On’
Du kender formentlig titelnummeret til ‘Let’s Get It On’ til hudløshed. Og adskillige memes og sitcom-gags gennem tiden har muligvis ødelagt din evne til nogensinde rent faktisk at finde nummeret sexet (mon ikke ‘Leave the Door Open’ lider samme skæbne om en 30 års tid?). Men resten af ‘Let’s Get It On’-albummet fungerer stadig fornemt, og der er samme smoothness og frækhed til stede, som ‘Leave the Door Open’ indkapsler så godt.
Gaye producerede selv albummet, og på størstedelen af sangene agerer han også sin egen backingvokalist. Og så har han assistance fra et orkester, der giver albummet en lige så rig, detaljeret lyd, som den Silk Sonic har kokkereret. De strygere gør bare det hele en tand mere sexet.
3. Hvis du kan lide ‘Fly As Me’ … skal du lytte til The Isley Brothers ‘Go for Your Guns’
I min anmeldelse af Silk Sonic-albummet sammenlignede jeg ‘Fly As Me’ med funkgruppen Ohio Players, bedst kendt for singlerne ‘Fire’ og ‘Love Rollercoaster’. Den sammenligning står jeg ved, men Ohio Players er i mine øjne afgjort stærkere på singler end på album.
Hvis man vil høre stærke funkalbum fra nogenlunde samme stilart, vil jeg derfor meget hellere pege mod gruppen The Isley Brothers, der udgav en virkelig solid række album i midt-70’erne – med ‘Go for Your Guns’ fra 1977 som deres bedste værk.
Gruppen blev dannet helt tilbage i 1954, og tidligt i karrieren indspillede de klassiske rhythm and blues-hits som ‘Shout’ og ‘Twist and Shout’. Men i 1969 begyndte de at udgive på deres eget pladeselskab, T-Neck Records, og her blev de til en af tidens skarpeste funkgrupper – alligevel imponerende, når de jo blev dannet længe inden funk i det hele taget fandtes.
‘Go for Your Guns’ er fyldt med de samme uimodståeligt dansable grooves og den samme nerve og frækhed, der definerer ‘Fly as Me’. Og hvis det album først behager, skal man absolut derefter kigge på pladerne ‘The Heat is On’ og ‘3+3’ fra samme æra.
4. Hvis du kan lide ‘After Last Night’ … skal du lytte til Isaac Hayes ‘Black Moses’
‘After Last Night’ er på mange måder den mest lumre Silk Sonic-sang, og den skaber denne sensuelle stemning ved at kombinere smooth soul-vokaler med en rigtig beskidt funkbas. Og så hjælper det lækre samspil mellem lead- og backingvokalerne også rigtig godt. Og jo, så er teksten selvfølgelig også fyldt med citerbare linjer, der oser af sex.
Den samme lyriske vovethed er sjældent til stede på ‘Black Moses’ (omend den dukker op på tracks som det fænomenalt betitlede ‘Good Love 6-9-9-6-9′). Mange af sangene på albummet er nemlig covers, og kun fire af originalkompositionerne har Hayes anført som sangskriver. Men Hayes’ fløjlsbløde arrangementer sørger for at skabe eminent soveværelsesstemning til ellers oprindeligt ret sexforladte kompositioner som ‘Never Can Say Goodbye’, ‘(They Long to Be) Close To You’ og ‘I’ll Never Fall In Love Again’.
Før du sætter denne klassiker på på streamingtjenesterne, skal du dog lige sikre dig, at tracklistingen er i ordentlig rækkefølge. Da dobbeltalbummet oprindeligt blev trykt, var det med side 1 og 4 på én plade, og side 2 og 3 på en anden plade – og det har desværre påvirket streamingrækkefølgen, så den er i uorden. Se den korrekte trackliste på Wikipedia og skab din egen playlist ud fra den.
5. Hvis du kan lide ‘Smokin Out the Window’ … skal du lytte til The O’Jays ‘Back Stabbers’
‘Smoking Out the Window’ har noget mere drama end de fleste andre tracks på albummet. Som Anderson .Paak selv synger: »Not to be dramatic, but I wanna die«.
Tracket handler om at føle sig forrådt af en kvinde, som man troede man havde noget helt særligt kørende med, før man må anerkende, at man blot er den næste i rækken. Den er svøbt ind i strygere og blæsere, der giver det hele lidt mere vægt – med klar reference til Philadelphias soulscene, der lagde grundlaget for discomusikken.
Hvis der er én Philly-gruppe, der virkelig brillerede med den slags over-the-top melodrama, så var det The O’Jays.
The O’Jays’ bedste album ‘Back Stabbers’ er ironisk nok bedst kendt for den idylliske næstekærligheds-hymne ‘Love Train’, men hvis man hører sange som ‘992 Arguments’, ‘Shiftless, Shady, Jealous Kind of People’ eller titelnummeret, så bliver det tydeligt, hvordan de også mestrede at skildre paranoia og bitterhed, når deres harmoniserende vokaler mødte fyldige stryger- og blæserarrangementer.
6. Hvis du kan lide ‘Put on a Smile’ … skal du lytte til The Delfonics ‘The Delfonics’
I min anmeldelse af Silk Sonic skrev jeg, at der var lidt Motown over ‘Put on a Smile’. Og det hænger selvfølgelig sammen med, at Philly soul er en så stor inspirationskilde for albummet, og at Philly soul-lyden i høj grad bygger videre på Motown.
Jeg var egentlig fristet til derfor at anbefale Miracles-albummet ‘Going to a Go-Go’ – blandt andet fordi teksten til ‘Put on A Smile’ nærmest fra start til slut er en modernisering af dette albums åbningsnummer, ‘Tracks of My Tears’.
Men der var dog ét band i Philly-scenen, der perfekt kunne ramme den vemodige stemning, som man hører på ‘Put on a Smile’: The Delfonics. Og idet Delfonics var et af de allerførste Philly soul-bands, er Motown-lyden ekstra tydelig hos dem. Og på deres selvbetitlede album fra 1970 er både sangskrivningen og lyden helt igennem eminent.
Der er en ynde og tilbageholdenhed over deres lyd, man sjældent ser hos andre Philly-grupper. Og måske netop derfor giver det mening, at Silk Sonic kanaliserede deres lyd, da de skulle skrive en sang om at holde følelserne tilbage.
7. Hvis du kan lide ‘777’ … skal du lytte til James Brown ‘It’s a Mother’
Der er intet track på ‘An Evening With Silk Sonic’, hvor inspirationen er nær så tydelig som på ‘777’. Det er rendyrket James Brown-hyldest – og med sine mange accentuerende blæsere vil jeg især sige, at det er en hyldest til Browns lyd anno 1969.
Brown kaldes ‘The Godfather of Soul’, men Brown var egentlig bedst, når han kastede sig over funken og vokalmæssigt var en slags proto-rapper. Og det er netop det, vi får på energibomben ‘It’s a Mother’.
Det er et album, hvor man lynhurtigt kommer dybt ned i de beskidte grooves, som James Browns latterligt dygtige band har gang i – alt imens Brown selv er en kommanderende skikkelse, der aldrig er kedelig at lytte til.
Hvis dette album fængsler, kan man oplagt fortsætte sin Brown-rejse med de ligeledes ualmindeligt groovy album ‘The Payback’ og ‘Hot Pants’. Og hvis man vil give sig i kast med en opsamling, kan jeg anbefale ‘In the Jungle Groove’, der ikke er en Greatest Hits-opsamling, men i stedet en samling tracks, der specifikt er udvalgt for at vise Browns indflydelse på tidlig hiphop.
8. Hvis du kan lide ‘Skate’ … skal du lytte til Harold Melvin & The Blue Notes ‘To Be True’
Philly soul var som sagt en vigtig indflydelse for tidlig disco med sine silkebløde strygerarrangementer og charmerende powerhouse-vokalister. På ‘An Evening with Silk Sonic’ høres det forhold tydeligst på det storsmilende track ‘Skate’, der nærmest er lige så meget disco, som det er soul.
En Philly-gruppe fra 70’erne, der smukt byggede bro mellem disse genrer, er Harold Melvin & The Blue Notes – en vokalgruppe, der blandt andet talte en ung Teddy Pendergrass. Og hvis der er ét album i deres diskografi, der klinger af lyden på ‘Skate’, må det være ‘To Be True’ fra 1975.
Lyden på det album er så lækker og gennemarbejdet, at det nærmest er til at savle over. Det er finpudset uden at være overpoleret – hvilket blandt andet skyldes, hvor umiddelbare og oprigtige vokalisterne føles. Men musikaliteten kommer absolut også fra det store orkester MFSB, der tager sig af al instrumentationen på albummet.
MFSB havde også hittet på egen hånd med det tidlige discotrack ‘TSOP (The Sound of Philadelphia)’, men deres detaljerige instrumentation lød altid bedst, når de spillede over for så gennemtrængende vokalister som Melvin og Pendergrass. Tilsæt at ‘To Be True’ er spækket med gode melodier, og vi har et album, der er svært at stille til siden.
9. Hvis du kan lide ‘Blast Off’ … skal du lytte til The Temptations ‘Sky’s the Limit’
Indrømmet, jeg synes, at ‘Blast Off’ er albummets svageste track. Jeg synes mest af alt, det føles som ‘Leave the Door Open’ igen, dog denne gang i mere psykedeliske klæder.
Det er nu ikke fordi, den psykedeliske romantik er totalt mislykket. Men jeg har set dette gjort langt bedre på The Temptations’ mesterlige 1971-album ‘Sky’s the Limit’.
The Temptations er nok stadig bedst kendt for deres relativt simple popsoul, som de lavede med Motown i midt-60’erne – sange som ‘My Girl’, ‘Ain’t Too Proud To Beg’ og ‘The Way You Do The Things You Do’. Men ligesom The Isley Brothers genopfandt de sig selv i slutningen af årtiet med en nyfunden nerve og vilje til at eksperimentere. Især var psykedeliske toner en vigtig grundsten i denne nye fase af The Temptations.
Ambitionsniveauet er tårnhøjt på ‘Sky’s the Limit’. Og det er langt fra den eneste Temptations-udgivelse fra denne æra, hvor det er gældende – hør også ‘Psychedelic Shack’, ‘All Directions’ og ‘Cloud Nine’. ‘Sky’s the Limit’ er dog afgjort den mest romantiske og svævende af disse, så det er klart der, man skal starte, hvis man kan lide ‘Blast Off’.