Det er endnu uvist, hvad der præcis var årsagen til, at Travis Scotts koncert til Astroworld-festivalen udviklede sig til en dødsfælde, hvor otte mennesker mistede livet og mange flere blev såret. Senere er to mennesker mere døde af deres skader.
Men i kølvandet på katastrofen har søgelyset blandt andet rettet sig mod den koncertform, som rapperen dyrker.
Travis Scott er nemlig den vigtigste repræsentant for en generel tendens inden for hiphoppen, hvor liveoplevelser er blevet mere voldsomme og energiske.
Her handler det ikke længere om at tage til koncert for at stå statisk og lytte til en rapper. Men om at skabe en dynamik, hvor kunstneren på scenen og publikum gejler hinanden op til mere og mere intense energiudladninger.
Målet er moshpittens forløsende implosion. Ikke nødvendigvis en lyttebaseret oplevelse.
Scott kalder selv sine fans for ragers: Dem der raser ud. Dem der går amok. I sin musik har han desuden rappet, at en moshpit først er en rigtig moshpit, når nogen kommer til skade (’Stargazing’). I et ældre videointerview, der cirkulerer i øjeblikket, taler han om, at det bliver blodigt, når hans publikum »giver deres kroppe« til koncerterne.
Den slags udmeldinger ser selvfølgelig helt anderledes ud efter Astroworld. Efter den fatale festival har mange set selve den voldsomme koncertform, som Scott dyrker mere end nogen anden, som et problem.
Et af spørgsmålene i kølvandet på Astroworld-tragedien har derfor været, om hiphopshows med hyperenergiske og delvist decideret voldsomme moshpits kunne være fortid. Ti mennesker – deriblandt et niårigt barn – er døde. Har man så stadig lyst til at moshe?
Ja, viser det sig. I hvert fald hvis man skal dømme ud fra sidste tirsdags koncert med Lil Tjay i Tap 1 i København. Her var der ingen spor af Astroworld-traume at finde hos den 20-årige New York-rapper og hans mestendels endnu yngre publikum.
Et rabalder med Astroworld-mindelser
Vores anmelder kaldte koncerten for et »rabalder«, hvor musikken fyldte mindre og den vilde fest mere. Læs: Moshpits über alles.
Selvom Lil Tjay spillede kun fire dage efter den katastrofale koncert i Houston, var vildskaben skruet op på 11. Kropssuppen kogte.
Det fortæller den 19-årige koncertgæst og hiphopentusiast Christoffer Timm, som jeg fanger på telefonen et par dage efter showet.
»Der var en moshpit til Lil Tjay, hvor luften blev så tyk, at jeg og mine venner måtte ud derfra«, fortæller han. »Folk skubbede, og der blev kastet med øl. Under opvarmningen var der en slåskamp. Vagterne gjorde ingenting«.
Christoffer Timm understreger, at spillestedet Tap1 på ingen måde kan sammenlignes med Astroworld, Men at stemningen var ubehagelig. »Det var fuldstændig latterligt, og det fik mig til at tænke på Astroworld-katastrofen«, lyder det.
En anden koncertgæst, Hector Kløvedal Holsøe (19 år), beskriver også situationen som »ret presset« – især ventetiden før Lil Tjay gik forsinket på omkring klokken 22.
»Folk møvede sig frem, og der var helt pakket«, forklarer han via telefon. »Der var piger, der gik mig til skuldrene, der nærmest ikke kunne trække vejret«.
Hector Kløvdeal Holsøe beskriver også, hvordan han så gæster blive hevet over det forreste hegn, fordi de blev mast, men understreger samtidig, at folk oftest er gode til at hjælpe hinanden til koncerter.
Den stemning, som de to koncertgæster beskriver, viser, at den slags koncerter, som Travis Scott dyrkede, stadig er et stort fænomen. Også i Danmark, hvor et mestendels ungt publikum elsker moshpittens intensitet.
Den manglende hensyn
Beskrivelsen af den voldsomme stemning i Tap1 viser dog et grundlæggende problem i den unge hiphops koncertkultur. Nemlig at etikken til dels er gået tabt.
Der er nemlig særlige spilleregler, når man laver moshpits til koncerter. Man hjælper hinanden og tager hensyn. Sådan har det været siden moshpits var et fænomen, man primært kunne finde til punk- og metalkoncerter.
Men de regler bliver tilsyneladende ikke altid fulgt til koncerter som Lil Tjays optræden i Tap1.
»Normalt er folk meget hensynsfulde i moshpit-kulturen. Når nogen falder, så hjælper man dem«, fortæller Christoffer Timm. »Den hensyn manglede til Lil Tjay«.
Det ville klæde hiphoppens artister og koncertgæster, hvis de fandt det hensyn frem igen.