KOMMENTAR. Jeg havde engang en lærer, der sagde, at »udover hiphop, så er der intet, der starter fra scratch«. Fik du den? Intet opstår ud af ingenting, alt har en fortid.
Det gælder også for musik, der om noget er en kunstform, hvor referencer, inspirationer, samples og interpolationer udgør et grundstof.
Det er hverken nogen nyhed eller noget, der er værd at komme op af stolene over.
Den seneste tid har man for eksempel ikke kunnet undgå 80’er-referencerne hos kunstnere som The Weeknd og Dua Lipa, mens også 90’erne og 00’erne spøger rundt omkring i popmusikken. Begge årtier er på vej frem.
Og med Bruno Mars og Anderson .Paaks fællesalbum som duoen Silk Silk har vi gudhjælpemig også nogle, der kaster sig frådende over 70’erne.
Men der er stor forskel på, hvordan nostalgien kommer til udtryk hos de forskellige kunstnere. Hos nogle er det meningsfulde referencer, mens det hos andre føles mere som appropriation af fortiden (du har nok allerede en fornemmelse af, hvem der er hvem).
Nutidige nostalgitrip
Dua Lipa og The Weeknd er de stjerner, der de seneste par år har haft størst succes med 80’er-referencerne. I musikken er den kommet til udtryk i elektroniske retrotrommer, høje digitale synth-leads og et tempo, der ligger nærmere disco end trap.
80’er-bølgen er også forlængst nået helt til Danmark med Andreas Odbjerg og Tobias Rahims ‘Stor mand’, Thor Farlovs ‘Hver for sig’ og Drew Sycamore generelt. Måske husker du også ‘Solhverv’, et mindre hit fra sidste år? Selv Rasmus Seebach har givet sit bud med ‘Så længe vi danser’.
Samtidig er 90’erne og 00’erne på vej tilbage: UK Garage har en revival, mens hyperpop-navne som Rina Sawayama og 100 Gecs pløjer igennem 00’ernes pop. Herhjemme har navne som Jada og Erika De Casier gang i noget, der trækker klare referencer til 00’er-r’n’b.
Og så er der emo/poppunk-bølgen, hvor især Olivia Rodrigo har været frontløber med referencer, der klinger af Paramore og Avril Lavigne. Senest har helt unge navne som Lil Huddy på ‘21st Century Vampire’ og Willow på ‘Transparent Soul’ og ‘Meet Me at Our Spot’ (med projektet The Anxiety) også suget sig fast i emo-lyden med forvrængede guitarer og teenageangst.
Alt det for at sige: Der er intet revolutionerende i at begynde at lave referencer til fortiden. Det sker hele tiden. Inden Bruno Mars dykkede ned i 70’erne, var han også selv en ivrig musikhistoriker, der lånte ivrigt fra 80’er-boogie og 90’ernes New Jack Swing-bølge.
Meningsfulde referencer eller senkapitalistisk tidløshed?
Men her er sagen: De ovenstående eksempler har det til fælles, at kunstnerne ikke bare reproducerer tidligere tiders musik. Dua Lipa opdaterer 80’erne med moderne popproduktion, The Weeknd holder de nostalgiske synths i skak med sin dystre r’n’b-lyd, Olivia Rodrigo blander emo-lyden med en Taylor Swift’sk sans for sangskrivning, og hyperpopperne giver MTV-lyden en futuristisk overhaling.
Og så er der Silk Sonic, der tager et par velourjakkesæt på og koger suppe på en bouillonterning af 70’er-referencer uden at have nogen ambition om mere end det. De har endda fået den legendariske funkbassist Bootsy Collins med og brugt alle de gamle mikrofoner i ønsket om at komme så tæt som muligt på den originale, autentiske 70’er-lyd.
Men det virker mere som arkæologisk arbejde end kunstnerisk.
Jeg forstår udmærket appellen ved Silk Sonic. Det flyder ind i øret som honning. Der er noget ved 70’erne. Dengang var alting cool, lækkert, groovy. Det var før popmusik blev dekadent, før 80’ernes pastelfarver og mekaniske trommer. Det er et årti, alle er enige om lyder godt.
Derfor føler jeg mig nærmest også lidt udnyttet som lytter. Du elsker det her musik, men du ved ikke hvorfor.
Og hvis ikke Bruno Mars og Anderson .Paak havde været succesfulde soloartister før, er det svært at tro, at Silk Sonic havde fået nogen stor succes. For hvordan skulle en gruppe, der på så overfladisk vis reproducerer 70’er-funk og soul, nogensinde blive mere end et sjovt indslag?
En intern joke, men for hvem?
Men okay — måske skal det bare ses som et sjovt indslag, en glorificeret temafest. Projektet startede også som en intern joke.
Den joke har nu vokset sig til at involvere os allesammen. Men kan hele verden være med på den interne joke?
Samtidig giver det også en lyst til at spørge: Hvornår stopper den joke med at være sjov? Silk Sonic havde været perfekt som en ’Saturday Night Live’-sketch, måske en single.
Men er et helt album ikke at strække den lige lovlig langt? Hvor meget kunstnerisk værdi kan man virkelig vride ud af et par sjove solbriller og en gammel synthesizer i 2021? Hvad er pointen i at lave 70’er-musik nu? Den musik er jo allerede lavet.
Jeg kan godt lide 70’er-soul. Men når Silk Sonic bare kopierer lyden så direkte, kan jeg ikke se, hvorfor der er nogen fidus i at lytte til Silk Sonic i stedet for musik, der rent faktisk kommer fra 70’erne. Hvis vi skal svælge i fortiden, så lad os i det mindste gøre det rigtigt – i stedet for at dyrke den her underlige, senkapitalistiske tidløshed.
Silk Sonic har selv udtalt, at de vil »få kvinder til at have det godt, folk til at danse, og det er det«. Det er jo ærlig snak og et fair mål.
Men så alligevel. Måske er det naivt, men jeg føler to kunstnere af den kaliber burde have højere ambitioner end at tage et velourjakkesæt på og lege retro-kostumefest.
Ikke al musik kan være nyskabende. Men kan den ikke i det mindste være ny?