»Eksistentiel pikrock« har aldrig lydt bedre end på Bisses ‘Homunculus’
Homunculus er latin for ‘det lille menneske’, hvilket oplyses i den imaginære podcast af samme navn, som deler titel med og fletter sangene sammen på Bisses 13. album.
Værten Niels har en række gæster i studiet, som deler erfaringer og diskuterer ‘det lille menneske og den store kærlighed’. Paneldiskussionen fungerer som vignetter for flere af numrene, som er sekvenseret efter det pågældende emne.
Således er den fantastiske ‘Smagsdommer’ en opfordring til at forkaste de krav og forventninger, som den digitale datingkultur (læs: Tinder) har skabt. Og på ‘Drømmekvinden’, som binder albumforgængeren ‘Tårefilm’ sammen med indeværende værk, italesætter Bisse sin nuværende livssituation og proklamerer samtidig, at han ved, at kærligheden findes.
Selv omtaler Bisse værket som »eksistentiel pikrock fuld af lede og lyst«.
Og de musikalske muskler flekses da også flere steder, blandt andet i den organiske fremdrift i ‘Alle har brug for kærlighed’ og på den dirrende dramatiske ‘Quinder’, hvor man virkelig fornemmer dynamikken i samspillet mellem hovedpersonen og hans faste ensemble Bissebanden. Særligt fortjener Adi Zukanovics klaverspil og Lars Bech Pilgaards atmosfæriske brug af E-bow at blive hyldet.
»Mit spejlbillede findes ikke / der er ingen, jeg kan spejle mig i / mit hjerteblod er mit blæk / det er det, jeg bruger til at skrive med«, lyder det på ’Vampyr’.
Bisse anvender, som altid, musikken som afsæt for sine følelser og tanker. Ovenpå det eftertænksomme og afdæmpede ‘Tårefilm’ mærker man på ‘Homunculus’ en kunstnerisk trang til at udtrykke sig intenst og med vildskab i overvældende sprogblomster.
På ‘Oldboy’ pendulerer vokalen mellem manieret spoken word og operaklingende fraseringer, og på ‘Quinder’ og den ætsende ‘Vampyr’ er der ligeledes reminiscenser af den voldsomme og rå desperation i gennembrudssangen ‘Shotgun for dig’ og stemningen i ‘Blod’-trilogien, der manifesterede Thorbjørn Radisch Bredkjær som den mest produktive kunstner i nyere dansk musik.
Den krasbørstige attitude til trods bliver vi på ‘Homunculus’ trakteret med nogle af Bredkjærs flotteste sange. Både den pianodryppende ‘Venus’, hvor solsystemets planeter anvendes som metaforer på menneskelige relationer, samt de tilsvarende sprogligt raffinerede og iørefaldende ‘Grænsevagten’ og ‘Onan’ smager af øjeblikkelige Bisse-klassikere.
Så tilgiver man gerne valse-pastichen ‘Skæppeliv’, der hørmer af overstadig Oktoberfest og ringer albummet ud på unødig karikeret facon.
I det lille menneske bor et kæmpe talent, og med ‘Homunculus’ kortlægger Bisse sine refleksioner og følelser i såvel intense som intime sange. En kunst, han fortsat mestrer fuldkomment og overbevisende.
Kort sagt:
Under temaet ‘det lille menneske og den store kærlighed’ kortlægger Bisse med vanligt sproglig skarpsindighed og en ekspansiv musikalsk palet sine refleksioner og følelser i intense og intime sange.