Fem år efter et af 2017’s bedste album er Hurray for the Riff Raff tilbage – efter sigende genfødt
I interviews op til udgivelsen af ‘Life on Earth’ har Alynda Segarra, der gemmer sig bag pseudonymet Hurray for the Riff Raff, talt om, at hun betragter det nye album som en form for debutplade, fordi hun har gennemgået en ’genfødsel’ siden det fem år gamle ’The Navigator’.
På dét album – et af musikåret 2017’s bedste, hvis man spørger undertegnede – kanaliserede Alynda Segarra Bruce Springsteen, Chrissie Hynde, Tom Waits, Woody Guthrie og Patti Smith uden på noget tidspunkt at lyde som en epigon. De ikoniske figurer udgjorde en form for klunset bagtæppe til en konceptfortælling om puertoricanernes historie i Bronx – en fortælling, der selvsagt er andet og mere end ’West Side Story’!
Sangcyklussens kronjuvel – den både indfølte og frådende ’Pa’lante’ – ramte lytteren som et nyrestød og den blideste omfavnelse.
Så hvad er det for en genfødsel, Segarra hentyder til, når hun ligefrem er parat til at afskrive sig tidligere perlestunder? Det er et bedre spørgsmål end som så, for selv om Segarra på ’Life on Earth’ gentagne gange taler om nye begyndelser, er det ikke altid helt klart, hvad de bunder i – og hvorfor de er nødvendige.
Det politiske og det personlige smelter sammen flere steder på albummet, så en form for politisk vækkelse antydes, men omvendt: For et foretagende, der siden 2007 har gået under navnet Hurray for the Riff Raff, kommer de politiske paroler (herunder en kritik af de amerikanske immigrationsmyndigheder på ’Precious Cargo’) ikke som et chok – så det er nok nærmere sammensmeltningen af musik, menneske og natur, der udgør en form for kardinalpunkt for fornyelsen.
Titlen ’Life on Earth’ antyder et tema, der da også forfølges på flere af sangene, ikke mindst den indfølte, rugende titelsang. Det er en holistisk bevidsthed, der indkredses, ikke ulig den man finder strøet ud over The Weather Stations pragtværk fra sidste år, ’Ignorance’.
Ligesom i tilfældet Tamara Lindeman (The Weather Station) kommer denne nyorientering også til udtryk musikalsk. Hvor Segarra karrieren igennem har været indlejret i folk- og country-idiomer, springer hun her ud som temmelig tidstypisk forvalter af et udtryk – brugen af 80’er-lydende synths – der gennemsyrer både indie- og popscenen i disse år på en måde, så det kan være svært at kende forskel.
Den nye stil fungerer ganske forrygende på forløbersinglen ’Pierced Arrows’, der blandt andet byder på en åbningslinje, »Trying to avoid running into my ex on Broadway«, der får én til øjeblikkeligt at spidse ører. Men stilen fører også til mere blege, for ikke at sige anonyme sange som ’Rosemary Tears’ og ’Wolves’, der mangler noget krop og noget spænding.
Segarras ’fra offer til overlever’-fortælling er sympatisk, men man savner til tider, at lyrikken tilbyder noget mere specificitet frem for abstrakte udsagn af typen »I don’t want this to be the saga of my life / I just want to be free / push it out of my mind« (fra den ellers fine ’Saga’). Det interessante for lytteren er jo ikke så meget Segarras ønske om at komme et nyt sted hen, men at kunne leve sig ind i hvad tekstfragmentets ’this’ og ’it’ hentyder til.
Tættest på krop og tættest på den til tider savnede specificitet kommer Segarra nok på ’Rhododendron’, der tager inspirationen fra Jonathan Richman-klassikeren ’Road Runner’ på sig som et par perfekt siddende jeans. Her er et glimt i øjet, en drilsk og tvetydig undertone i sangforedraget, der indfanger den stærke kunstner, Alynda Segarra sådan set – genfødsel eller ej – har været lige fra begyndelsen.
Kort sagt:
På sit første album i fem år foretager Alynda Segarra – alias Hurray for the Riff Raff – et ret tidstypisk kursskifte: Ind med 80’er-lydende synths og en holistisk bevidsthed, der understreger at menneske og natur hænger sammen. Der er stærke sange strøet ud over albummet, der dog lyrisk savner specificitet og sine steder er lidt for blegt i sin musikalske indpakning.